Annonce
Billund

Forslag: Genbrugspladser skal videoovervåges

En evaluering af de tre små genbrugsstationer i Vorbasse, Filskov og Sdr. Omme har vist, at der er behov for forbedring. Politikerne i teknik- og miljøudvalget skal tirsdag tage stilling til, om pladserne skal hegnes ind, om der skal indføres faste åbningstider, og om pladserne skal videoovervåges. Arkivfoto: Joan Karlsen

Fremtiden for de mindre genbrugsstationer i Vorbasse, Filskov og Sdr. Omme kan være anderledes end hidtil. Kommunen stiller forslag om, at pladserne skal hegnes ind, overvåges og kun have begrænset åbningstid.

Billund Kommune: Det kan være slut med at aflevere sit affald på skæve tidspunkter på genbrugsstationerne i Vorbasse, Filskov og Sdr. Omme.

De tre genbrugsstationer har siden deres åbning for et års tid siden været døgnåbne, men Billund Kommune lægger nu op til, at der i stedet skal indføres faste åbningstider. Samtidig bliver det foreslået, at pladserne skal hegnes ind, at de skal videoovervåges, og at det ikke længere skal være muligt for borgerne at aflevere eksempelvis mursten og tegl på de tre nærgenbrugsstationer.

Det er forslag, som politikerne i teknik- og miljøudvalget i den kommende uge skal tage stilling til.

Annonce

Nærgenbrugsstationer

Det er omkring et år siden, at de små genbrugsstationer i Filskov, Vorbasse og Sdr. Omme blev åbnet. Pladserne har siden været døgnåbne, og 5-10 timer om ugen har der været frivillige vejledere.

En evaluering har vist, at der ofte bliver sorteret forkert, at der foregår en del indpendling, og at der bliver afleveret eksempelvis elektronik og olie- og kemikalieaffald, som det ellers kun er muligt at aflevere på genbrugspladserne i Grindsted og Billund.

Hvis politikerne vælger at nikke ja til forslaget om at indhegne og videoovervåge de tre pladser, vil det koste omkring 500.000 kroner.

Ligner en losseplads

Baggrunden for forslagene er en evaluering af de tre nærgenbrugsstationer. Af evalueringen fremgår det, at affaldet ofte bliver sorteret forkert, og at der under "mursten og tegl" ofte bliver afleveret asbestholdigt affald. Desuden er det konstateret, at der i de såkaldte byttezoner, hvor borgerne kan aflevere genstande, andre måske kan få glæde af, for ofte er henstillet ubrugelige ting.

Lokalrådene i de mindre byer var med i arbejdet om etableringen af nærgenbrugsstationerne, og herfra er der enighed i, at der er behov for at gøre noget.

- Det ligner en losseplads på den dårlige måde. Der er ikke styr på det. Vi må anerkende, at vi ikke er dygtige nok til at passe det ordentligt, siger Ole Gram, som er næstformand i Vorbasse Lokalråd.

Mangler fraktioner

Erfaringerne fra det første år siger desuden, at mange borgere, som ikke bor i Billund Kommune, og som derfor ikke bør aflevere affald på en genbrugsstation her i kommunen, bruger nærgenbrugsstationerne for at komme af med deres affald.

Selvom der fra Vorbasse Lokalråd er enighed i, at tingene ikke kører, som det skal, ser man hellere, at der bliver oprettet flere fraktioner i stedet for det modsatte, som der i forslaget er lagt op til.

- Vi mangler også nogle fraktioner. Vi mangler i høj grad muligheden for at kunne aflevere elektronisk affald. Det har vi virkelig behov for, siger Ole Gram.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Derfor skal vi turde drømme stort

Martin Braithwaite er en god fodboldspiller, og det har han været i mange år. Ellers bliver man ikke førsteholdsspiller i Esbjerg fB, professionel i Frankrig, England og Spanien. Man bliver ikke landsholdsspiller. Det krævet særligt talent og særlig arbejdsomhed. Men et vildt, vidunderligt og vanvittigt klubskifte fra en spansk bundklub, Leganés, til en af verdens allerstørste, mest mytiske fodboldklubber, FC Barcelona, ændrer alligevel alt. 28-årige Martin er ikke længere bare en dygtig fodboldspiller, han er en stjerne, katapulteret ind på lystavlen hos stort set alle danskere. I løbet af en uge. Vi skriver sjældent om fodbold på denne plads, det bliver ikke omdrejningspunktet herfra. Men der er noget i den historie, som er værd at hæfte sig ved. Den er enormt inspirerende. Historien om en ung knægt fra Esbjerg, der – når man hører alle anekdoterne, der dukker frem nu, og det er mange - altid har haft en stålsat tro på sig selv, et mod til at sætte ambitionerne højt og en ukuelig vilje til at forfølge dem. Vejen til Barcelona har ikke været let. Der har været omveje, og der har været kampe og klubophold undervejs, som var mindre vellykkede. Men han holdt fast. Så mens alverden var ved at tabe underkæben, da knægten fra Esbjerg lørdag eftermiddag stod klar på sidelinjen på Camp Nou, Barcelonas hjemmebane, klar til at gøre sin debut som Messis holdkammerat, var hovedpersonen afklaret. Det var jo lige præcis det scenarie, han havde forestillet sig i mange år. Det starter med en drøm. Man når ingen steder uden, i fodbold, i politik, i erhvervslivet, i skolen, i livet. Det kræver mod at drømme stort. Det kræver fantasi. Selvfølgelig kræver meget mere end det at se drømme blive til virkelighed. Der er ganske givet flere knuste drømme end det modsatte derude, så meget desto mere er der grund til at nyde øjeblikket, når det lykkes en af vores egne at indfri en vild drøm. Mærke det. Glæde sig. Kan man komme fra et ungdomsfodboldhold i Sædding-Guldager til førsteholdet i FC Barcelona, kan alt ske. Drøm det. Drøm stort. Og gå efter den. Tænk sig; det kunne jo være, at også din gik i opfyldelse.

Danmark

Podcast: Tre tophold kæmper om oprykning fra 1. division - hvem trækker det længste strå?

Annonce