Annonce
Haderslev

Forslag: Haderslev skal igen have en stadsarkitekt

Mikkel Thohøj Martinusen fra Tegnestuen Mejeriet ønsker, at Haderslev Kommune ansætter en stadsarkitekt. Det vil være være med til at danne et mere kvalificeret grundlag for beslutninger og også skabe sammenhæng mellem strategier og konkrete projekter, mener han. Foto: Jacob Schultz
En stadsarkitekt kan klæde politikerne på, så det ikke ender i diffuse smag- eller behag-beslutninger i sager vedrørende byudvikling. En stadsarkitekt vil desuden kunne være med til at skabe mere varierede byggegrunde, mener arkitekt Mikkel Thohøj Martinusen.

Haderslev: Vejer hensynet til developernes interesser tungere end spørgsmål omkring kulturmiljø og den arkitektoniske byudvikling? Og kan vi få en byudvikling, der baserer sig på mere end blot markedsanalyser og demografiske fremskrivninger. De spørgsmål stiller arkitekt Mikkel Thohøj Martinussen i anledning af arkitekturens dag i en kronik i dagens avis. Heri slår han også til lyd for, at Haderslev Kommune snarest bør få en stadsarkitekt igen.

- En stadsarkitekt, som Haderslev i øvrigt tidligere har haft, har pondus og vil være et godt redskab til at tydeliggøre og varetage kommunens arkitekturpolitik og kvalificere og hjælpe vores politikere, som selvfølgelig fortsat skal tage de endelige beslutninger, understreger Mikkel Thohøj Martinusen.

Annonce

Baggrund

Syv danske kommuner har en stadsarkitekt. Det drejer sig om Aalborg, Aarhus, Frederiksberg, Kolding, København, Rødovre og Vejle.

Haderslev Byråd vedtog 26. januar 2016 kommunens første arkitekturstrategi. Målet var at sætte fokus på kvaliteten af de fysiske omgivelser, som et vigtigt element i at udvikle en attraktiv og konkurrencedygtig kommune. Strategien handler om arkitektur i bred forstand, fra trapper og belægninger over bygninger til parker, veje og landskaber i hele Haderslev Kommune.

Der findes på nuværende tidspunkt en strategi for årene 2016-2018.

Smag eller behag

Det er blandt andet den voldsomme, og ifølge Mikkel Thohøj Martinusen polariserede debat, der fulgte i kølvandet på ansøgningen om at nedrive Aastrupvej 11 tidligere i år, samt projektet på Haderslev Havn, hvor private investorer i samarbejde med et boligselskab blandt andet vil bygge et 11 etagers højhus i op til 40 meters højde, der har fået ham til tasterne.

- I de to projekter kunne alle implicerede have været godt tjent med en klar holdning til kulturmiljøer og bevaringsværdier, inden projekterne kom for langt. Jeg mener kort sagt, at nogle spørgsmål bør fanges i et arkitektfagligt baseret filter hos kommunen, inden det sendes i høring, lyder det fra Haderslev-arkitekten.

- Tendensen er, at politikerne gerne vil involvere sig. Men da ingen kan vide alt om byplanlægning, arkitektur og kulturmiljøer, stille det derfor også større krav til det beslutningsgrundlag, som de skal arbejde med. Ellers risikerer det at ende med, at faglighed bliver udskiftet med et diffust smag eller behag - eller groft sagt, at det er folk i venteværelset i stedet for lægen, der stiller diagnosen.

Mikkel Thohøj Martinusen peger på den helt anderledes mere positive modtagelse, som både Jomfrusti-projektet i sin tid fik, og senest arbejdet med bymidte-strategien, som sidste vinter og forår fik mange borgere til at engagere sig og bidrage med input. I begge tilfælde var der kvalificerede fagfolk involveret.

Positiv effekt

Forslaget om at genindføre stadsarkitekten bliver hilst velkommen af formanden for foreningen By & Land Haderslev, Helge Jacobsen:

- En stadsarkitekt har i mange år været savnet. Tidens tegn er desværre, at fagfolk bliver skåret væk og erstattet med alt muligt. Det er muligt, at de er dygtige, men de har ikke den samme faglighed. Hvis man får en stadsarkitekt i Haderslev, vil man kunne give både arkitektur og byplanlægning et løft, også æstetisk, siger Helge Jacobsen.

Mikkel Thohøj Martinusen er enig:

- Den positive effekt kunne værre, at kommunen ville tilbyde et bredere udbud af grunde end blot til etplans typehuse, som vi har kendt dem gemme de sidste 50 år. Man kunne forestille sig, at udbuddet af byggegrunde også kom til at omfatte andre boformer, placeringer og friheder, eller med temaer som bæredygtighed, økologi, flergenerationersboliger og så videre. Eller at vigtige kulturmiljøer blev identificeret og sikret med bevarende lokalplaner.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce