Annonce
Sønderborg

Forstander rystet over nye regler: Jeg håber, at de har røde ører

Idrætshøjskolen i Sønderborg åbnede onsdag. Torsdag aften fik højskolen nye retningslinjer om, hvor mange der må være i de såkaldte familiegrupper. Foto: Timo Battefeld
Onsdag åbnede Idrætshøjskolen i Sønderborg med brede smil og glade elever. Få timer efter åbningen kom der nye regler, som nu presser højskolen.
Annonce

Sønderborg: Nye retningslinjer for, hvor mange der må opholde sig sammen ryster forstanderen på Idrætshøjskolen Sønderborg. Reglerne er ændret, så der kun må opholde sig cirka otte personer sammen i familiegruppen mod de 20, som blev meldt ud, da højskolerne fik lov at åbne.

- Det er amatøragtigt. Det er lige før, at jeg vil sige, at det er uartigt og uanstændigt. Med meget kort varsel fik vi besked på, at vi kunne åbne igen. Vi knokler for, at det kan lade sig gøre, og vi kan byde vores elever velkomne igen. Og nu efter, at vi er åbnet, kommer de med nye regler. Jeg håber, at der sidder en med røde ører et sted, siger forstander på Idrætshøjskolen Sønderborg, Michael Willemar Svanøe.

Forstanderen har en mistanke om, at de nye regler er kommet efter et pres fra efterskolerne, som kun har måtte være sammen i grupper af otte personer.

- Jeg kan godt forstå, hvis der er kommet spørgsmål fra efterskolerne, men jeg formoder, at det er ændret fra politisk hånd. Og jeg må bare sige; mod dumhed kæmper guderne forgæves, og man kan i hvert fald skrive en meget tyk bog om, hvordan man ikke skal gøre det her, siger han.

Ifølge forstanderen fik man de endelige retningslinjer 15 timer, før man tog imod eleverne. Det undrer dog Michael Willemar Svanøe, at de har fået indtil tirsdag med at efterkomme de nye retningslinjer. Eleverne har derfor gået sammen i deres nuværende familiegrupper i fem dage.

Jeg må bare sige; mod dumhed kæmper guderne forgæves, og man kan i hvert fald skrive en meget tyk bog om, hvordan man ikke skal gøre det her.

Michael Willemar Svanøe, forstander Idrætshøjskolen Sønderborg

Annonce

Vil fungere

Forstanderen er dog også sikker på, at man nok skal få de nye retningslinjer med cirka otte personer i en familiegruppe til at fungere. Han fortæller, at han forestiller sig, at man blandt andet kan dele eksempelvis en værelsesgang på langs.

- Hvis en elev kommer ud fra sit værelse, og der er en på gangen, som ikke er fra familiegruppen, så må vedkommende vente til, at gangen er tom, siger han, og tilføjer, at det er sådan, at eleverne indenfor familiegruppen ikke behøver have en meters afstand mellem sig.

Siden idrætshøjskolen åbnede i onsdags har eleverne været gode til at efterleve de regler, som højskolen er omfattet af, fortæller forstanderen.

Annonce

En fejl

Kulturministeriet oplyser, at der er tale om en beklagelig fejl, at der i første omgang blev meldt ud, at familiegrupperne måtte være på 20 personer.

- Sundhedsstyrelsen har gjort Kulturministeriet opmærksom på, at de ved en fejl på grund af tidspres ikke har forholdt sig til antallet på 20 personer i familiegrupperne, der fremgik af højskolernes retningslinjer, som blev offentliggjort i går. Samt at dette ikke flugter med retningslinjerne på efterskoleområdet, hvor man kun må være 8 personer. Sundhedsstyrelsen har derfor meddelt højskoleforeningen og Kulturministeriet, at de mener, at højskolernes familiegrupper også kun bør omfatte 8 elever. Sundhedsstyrelsen begrunder dette med, at der ikke er tungtvejende argumenter for, at der skulle være forskel på størrelsen af familiegrupper på efterskoler og folkehøjskoler, skriver Kulturministeriet i en mail.

Ministeriet oplyser dog også, at man følger nøje øje med udviklingen, og at derfor kan blive tale om at ændre retningslinjerne på et senere tidspunkt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Aktivister lænkede sig fast til maskiner ved Baltic Pipe-byggeplads: Politiet sigter dem for ulovlig indtrængen

Kolding

Energinet får finkæmmet byggeplads efter aktion - sikkerhed for aktivister og medarbejdere er i højsædet

Annonce