Annonce
Sport

Forsvarende Copa America-mester kommer godt fra start

Det chilenske landshold slog Japan 4-0 i holdenes første kamp ved den sydamerikanske turnering.

De forsvarende mestre fra Chile kom godt fra start i den sydamerikanske landsholdsturnering Copa America.

Med en 4-0-sejr over Japan flyver det chilenske landshold mod en gentagelse af triumfen fra 2016.

Japan er blevet inviteret særligt med til turneringen i år af det sydamerikanske fodboldforbund.

Det skyldes, at der blot deltager ti sydamerikanske landshold, men den nuværende turneringsstruktur med tre grupper og fire hold i hver kræver 12 hold.

Japan kunne dog ikke stille meget op mod Alexis Sánchez og co.

Det asiatiske hold med den nye Real Madrid-spiller, Takefusa Kubo, fra start, holdt Chile stangen indtil kort før pausen. Her scorede Chiles Erick Pulgar på et hovedstød efter hjørnespark.

Efter ti minutter af anden halvleg udbyggede Chiles Eduardo Vargas føringen til 2-0 med et skud på kanten af feltet efter et flot opspil.

Kampen blev lukket og slukket med otte minutter igen, da Chile scorede til 3-0 og 4-0 på et minut.

Først scorede den udskældte Manchester United-angriber Alexis Sanchéz på hovedstød. Noget Sanchéz blot formåede to gange for United i den netop afsluttede sæson.

Sekunder senere lavede Vargas sit andet mål, da Tigres-spilleren blev sendt i dybden og lobbede bolden over Japans fremadstormende målmand Keisuke Osako der kom på mellemhånd.

Dermed fører Chile gruppe C, hvor Uruguay også har tre point, mens Ecuador sammen med Japan har nul point.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce