Annonce
Haderslev

Forsvaret påstår, at der ikke findes effektive metoder: Men det norske forsvar har renset for giftstofferne i 9 år

Hos den norske pendant til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har man i årevis fjernet PFOS- og PFAS-forbindelser i både jord og vand med stor succes. Flere eksperter kritiserer nu Forsvaret for manglende handling. Foto: Flemming Krogh/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
Der findes ikke teknologier, der kan løse udfordringen. Sådan har det flere gange lydt, når Forsvaret har forklaret, hvorfor intet har gjort for at rense op efter de store PFAS-forureninger ved sine jyske flyvestationer. Men det norske forsvar har i årevis renset for de samme giftstoffer på sine militære flyvestationer. Eksperter kritiserer Forsvaret for blot at se til, mens forureningerne breder sig.

Forurening: Mens det danske forsvar i fem år intet har gjort for at afværge de velkendte PFAS-forureninger, der har spredt sig til grundvandet, begyndte det norske forsvar allerede for ni år siden at rense op. Det viser en statusrapport fra det norske forsvars ejendomsstyrelse, Forsvarsbygg, som Avisen Danmark og Radio4 er i besiddelse af.

Siden 2012 har Forsvarsbygg oprenset overflade- og drænvand ved flyvestationen i Rygge. Senere benyttede styrelsen samme metode på flyvestationen i Ørland, og siden 2018 har det norske forsvar fjernet forurenet jord ved flyvestationerne Ørland, Værnes, Bardufoss, Evenes og Rygge.

Alt sammen for at fjerne forureningskilderne og bremse forureningerne i at sprede sig. Nordmændene vurderer selv, at effekten af tiltagene har været høj. Ifølge rapporterne blev 70-80 procent af PFAS-stofferne fjernet ved at masseopgrave og deponere forurenet jord, mens renseanlæggene ved brug af aktivt kul fjerner 75-90 procent af PFAS-stofferne.

Annonce

I Danmark har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse siden 2016 overvåget sine forureninger og lavet store rapporter om, hvordan de breder sig til blandt andet en bæk, en å, en sø og grundvandet. Men indtil nu er der ikke iværksat et eneste tiltag for at bremse forureningerne.

Overfor Avisen Danmark og Radio4 har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse blandt andet henvist til "effekten af de kendte metoder”. Til Ritzau har Visti Salomonsen, chef for ledelsessekretariatet i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse udtalt:

- Vi kender ikke nogen teknologier, som vi umiddelbart kan sætte i gang.

Men den forureningsudfordring som Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ikke mener, de har nogen teknologier til at løse, har det norske forsvar været i gang med at løse de seneste ni år.

Smidt rapporten i skuffen

Lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet Bjarne W. Strobel har gennemlæst de norske rapporter. Han undrer sig over det danske forsvars ageren. Han påpeger, at det danske forsvars undersøgelser er fuldstændig parallelle med dem, som nordmændene har lavet. Samtidig har de samme teknologiske løsninger været til rådighed for begge lande.

- Nordmændene er så bare gået videre med en løsning, det har danskerne ikke, de lagde tilsyneladende rapporten i skuffen, siger han.

At teknologierne har været til rådighed blev også fastslået, da rådgivningsvirksomheden Niras i 2020 i en rapport til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse konkluderede, at der var "en lang række metoder, der alene eller i kombination kan reducere indholdet af PFAS med mere end 90-99 procent".

Nordmændene er så bare gået videre med en løsning, det har danskerne ikke, de lagde tilsyneladende rapporten i skuffen.

Bjarne W. Strobel, Lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet

Der er altså ikke hold i forklaring om, at der ikke findes teknologiske løsninger til at håndtere forureningerne, lyder det fra eksperten.

- Det danske forsvar hænger deres argument på, at hvis vi ikke kan fjerne det 100 procent, er det ikke godt nok, og så gør vi ingenting. Nordmændene bruger de bedste teknikker til at få niveauet så langt ned, de kan. Det er det eneste, man kan gøre. Forestil dig, at du ikke ville indføre sikkerhedsseler i bilerne, før airbags var udviklet. Det danske forsvar har bare ladet forureningerne blive værre og sprede sig mere, siger Bjarne W. Strobel.

Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet vurderer også, at det danske forsvar burde have handlet som det norske.

- Jeg er helt sikker på, at den indsats som nordmændene har gjort, vil kunne betale sig i Danmark. Fordi jo længere tid, man venter desto mere spreder det sig, og desto dyrere bliver det, siger Philippe Grandjean.

Sådan har Norge gjort

I Norge har man brugt tre metoder til afværge og fjernelse af PFAS og PFOS på Forsvarets arealer.

  1. Isolering.
  2. Opgravning og fjernelse af kilden.
  3.  Vandrensning såsom afværgepumper, der pumper grundvand op og renser det.

Det norske Forsvar har vurderet effekten af de forskellige trin og hvilke omkostninger, der er forbundet med dem.

Ved isolering vurderes det, at der er lave omkostninger i investering og drift. Effekten er lav i jordmiljøet og middel i vandmiljøet.

Ved opgravning vurderes det, at der lave omkostninger i investeringer men høje omkostninger i drift. Effekten er høj i både jord- og vandmiljøet.

Ved vandrensning vurderes det, at der er høje omkostninger i investering og drift. Effekten er middel i jordmiljøet og høj i vandmiljøet.

Rygge flyvestation er det sted, hvor nordmændene har oprenset mest PFAS/PFOS. Her blev i alt 13.000 tons jord fjernet fra to brandøvelsespladser. Resultatet var, at der blev fjernet 16 kilo PFOS og 18 kilo PFAS. Prisen lød på 16 millioner norske kroner (NOK) - svarende til cirka 12 millioner danske kroner.

Rensningsanlægget ved Rygge kostede 8 millioner norske kroner i indkøb og udbedringer siden 2018. Over en femårig-periode ville driftsomkostningerne være 15,5 millioner norske kroner (3,1 millioner danske kroner per år.)

Walter Brüsch, seniorrådgiver i geologi ved Danmarks Naturfredningsforening påpeger, at "det er en meget simpel teknologi", som nordmændene begyndte at bruge til at rense forureningen op med tilbage i 2012. Derfor burde det danske forsvar også være begyndt dengang, vurderer han.

Annonce

Bør gå i gang med det samme

Philippe Grandjean opfordrer forsvaret til at begynde at lave afværge og rense sine forureninger på de danske flyvestationer med det samme.

- Vi er allerede sent på den, så det gælder om at få det her startet, så vidt muligt i dag. Vi er godt på vej til at supplere den eksisterende forurening med meget store mængder af PFOS, som Forsvaret har liggende på deres arealer, siger han.

Bjarne W. Strobel er enig.

- Selvfølgelig ville det være rart med 100 procent, men hvis vi bare kunne få 75 procent væk, så er der mange af områderne, der måske slet ikke ville være så problematiske.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har ikke ønsket at stille op til interview eller svare på spørgsmål skriftligt. Styrelsen skriver dog til de to medier:

- Det er Ejendomsstyrelsens opfattelse, at man ikke kan sammenligne en forurening med en anden. Omfanget af forureningen, geologien og forureningstypen er afgørende for, hvor vigtigt det er med akutte tiltag, og for hvilke tekniske muligheder, der på nuværende tidspunkt, kan gøre en forskel i forhold til den akutte forureningstrussel.

Radio4 Morgen taler onsdag med Tore Svendsen, miljøingeniør og daglig leder af Aquarden. Han fortæller, at det ikke kun er i Norge, de har erfaringer med oprensning af PFAS-forurening. Det har man også herhjemme. Hør interviewet lige her. 

Annonce
Haderslev For abonnenter

Derfor kan det være Lidl, der er på vej til Haderslev: "Det er en attraktiv by med gode med udviklingsmuligheder"

Danmark

Søndagens coronatal: Endnu en dag med over 25.000 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg For abonnenter

Poul har den livstruende kræft, som kun rammer mænd: Dødsangst er ikke noget vi mænd taler om

Kultur For abonnenter

Lars bor i et hus med en helt særlig historie: Fra sin altan har han en unik udsigt over hele Kolding

Erhverv For abonnenter

Så er den gal igen: Grillkiosk får bøde for indtørret kødsaft, fedtperler og seks kolde pølser med en afløbsslange henover

Haderslev

Risiko for spredning: Fyrrum står i flammer på landejendom

Tyske oversvømmelser chokerede verden: Det kan også ske i Danmark, for vi bygger for tæt på vandet

Erhverv For abonnenter

Travl erhvervsmand fik stor sponsoraftale i hus: Hjertet banker for fodboldklub

Haderslev

Sammen mod ensomhed: For Anette, Jonna og Steen er mandag verdens bedste dag

Sydjylland For abonnenter

Jeg skød en impala på min 14-års fødselsdag: Det kunne have været mig, der var endt som en sag hos kommunen

Løvkvist om formandsdebat i DF: Messerschmidt skal tirres, indtil han forløber sig

Varde For abonnenter

Trafikplaner for millioner i Blåvand holder for rødt lys - er først færdig i 2025

Billund For abonnenter

Maskinfabrik vokser: Snart breder virksomheden sig over 2000 kvadratmeter

Esbjerg For abonnenter

Villakvarter gisner om rævestreger: Hvorfor forsvinder sko, mens brugte bleer ender i baghaven?

Annonce