Annonce
Indland

Forsvaret ramt af lønkaos grundet nyt it-system

Nyt it-system til 100 millioner kroner er skyld i, at overarbejdstimer forsvinder og nattillæg mangler.

Der hersker et lønkaos i Forsvaret på grund af et nyt it-system, der skaber problemer, så overarbejdstimer forsvinder, og tillæg for natarbejde og øvelser ikke opgøres.

Det er virkeligheden for Forsvarets cirka 24.000 ansatte, skriver DR Nyheder, der har talt med tre fagforeninger, som repræsenterer soldater og civile i alle grene af Forsvaret.

- Det er et kæmpe problem, at vores medlemmer ikke kan stole på deres lønseddel og ikke får udbetalt deres tillæg og variable ydelser. Mange planlægger deres økonomi efter det, siger Jesper Korsgaard Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel.

Det er det største af de militære fagforbund. Oplevelsen er den samme hos HKKF - soldaternes fagforening.

- Vores medlemmer har de sidste mange måneder ikke haft en kinamands chance for at holde styr på deres tilgodehavende hos arbejdsgiveren, siger næstformand Kurt Tolstrup Brantner til DR Nyheder.

Problemerne skyldes Forsvarsministeriets it-projekt fra 2014 kaldet "Projekt Tidsstyring".

Projektet har siden starten været ramt af forsinkelser og problemer.

I 2018 godkendte Finansudvalget en forhøjelse af udgiften fra 54 til 103 millioner kroner.

Systemet skal ellers gøre det lettere at styre arbejdstid, overarbejde og hvis man har vagt om natten eller er på tilkaldevagt.

Fagforbundene opfordrer til, at alle fysisk noterer deres daglige tjenestetid og type i en lommebog.

Direktøren for Forsvarsministeriets Personalestyrelse forventer, at problemerne bør være løst i midten af februar måned.

- Jeg forstår til fulde - og beklager - den frustration, som medarbejderne oplever. Vi arbejder på at rette fejlene så hurtigt som muligt, siger Laila Reenberg.

Hun lover samtidig, at alle medarbejdere med penge til gode, vil få dem udbetalt efterfølgende.

Hun oplyser, at man før jul konstaterede fejl i 650 lønudbetalinger.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding For abonnenter

Allan pumpede vand hele natten: Haven forvandlet til en svømmepøl

Annonce