Annonce
Danmark

Forsvaret: Smid tørklædet eller forsvind – muslimsk kvinde forlod hæren efter fire dage

Den 19-årige, muslimske kvinde fra København tog torsdag toget hjem, da Efterretningsregimentet på Varde Kaserne som resten af Forsvaret ikke tillader anden hovedbeklædning, end den reglerne foreskriver. Foto: Henrik Reintoft
En 19-årig kvinde fra København forlod efter fire dage Hæren på Varde Kaserne, da hun ikke må bære muslimsk tørklæde. Uniformsreglerne er ufravigelige. Forsvarskommandoen beklager hændelsen.

Uniformer: Det, der skulle være begyndelsen på et nyt liv i uniform i Hæren, blev en særdeles kort historie for en 19-årig kvinde fra København. Hun er troende muslim og bærer derfor en hijab, et muslimsk tørklæde hvor hele ansigtet er tydeligt.

Men efter fire dage hos Efterretningsregimentet på Varde Kaserne fik hun besked om enten at tage sit tørklæde af eller rejse hjem. Hun valgte det sidste, pakkede kufferten og tog toget tilbage til København. Avisen Danmark mødte hende på vej til toget i Varde. Hun ønsker ikke at kommentere sagen og vil bare gerne hjem.

Annonce
Det er superærgerligt for den her pige. Det vil vi tage ved lære af.

Susanne Lund, oberst og chef for Forsvarskommandoens kommunikationsafdeling

Ingen problemer

Den 19-årige kvinde havde benyttet muligheden for værneret og for at tage Hærens Basis Uddannelse på fire måneder sammen med andre kvinder og mænd. Ifølge Avisen Danmarks oplysninger boede hun på en stue med ti andre, deraf fem kvinder. Og der var overhovedet ingen problemer ifølge en stuekammerat, som Avisen Danmark har talt med. Vedkommende ønsker at være anonym, men avisen kender hendes identitet.

- Vi respekterer det. Lige pludselig fik hun at vide, at hun skulle tage tørklædet af, ellers blev hun fyret, siger vedkommende.

Muslimer er velkomne

Muslimer er hjertens velkomne i Forsvaret, men uniformsreglerne er ufravigelige, ifølge oberst Susanne Lund, der er chef for Forsvarskommandoens kommunikationsafdeling.

- Vi har specifikke krav for at bære uniform. En værnepligtig og jeg ser ens ud og har den samme fremtoning. Det handler ikke om religion. Der er ens regler for alle, siger Susanne Lund.

Der er også et sikkerhedsaspekt i det, understreger obersten og mindes en ung soldat, der ikke havde taget sin ring af. Det kostede ham en finger, da han sprang ned fra en lastbil, da ringen sad fast.

Uniformsbestemmelserne

  • For alle tre værn er der generelle uniformsbestemmelser. Enhver har pligt til at leve op til uniformsbestemmelserne, der grundlæggende fortæller, hvad man skal og må bære.
  • Der står faktisk ikke, at man eksempelvis ikke må bære hijab, turban og kalot.
  • For Hæren er der fem hovedbeklædninger, soldaterne må bære, og hijab er ikke en af dem. Det er baret, vinterhue, felthue, MTS Cap og hjelmhue.

Må ikke spørge til religion

Susanne Lund beklager oprigtigt, at den 19-årige kvinde var af den opfattelse, at det var i orden at bære en hijab. Den 19-årige kvinde skulle fejlagtigt til sessionen til Forsvarets Dag være blevet oplyst, at hun godt måtte bære en hijab. Det har hun fortalt sine værelseskammerater.

- Når de kommer ind til Forsvarets Dag, spørger vi ikke ind til deres religion. Det må vi ikke, siger Susanne Lund.

Hun beklager, at Hæren ikke havde afstemt forventninger med den 19-årige kvinde.

- Det er superærgerligt for den her pige. Det vil vi tage ved lære af, og hvordan vi får gjort det tydeligere, siger Susanne Lund.

Ifølge Hærens uniformsbestemmelser er der fem hovedbeklædninger, som er tilladt. Det er baret, vinterhue, felthue, MTS Cap og hjelmhue. Foto: Forsvaret
Oberst og chef for Forsvarskommandoens kommunikationsafdeling Susanne Lund, beklager over for den 19-årige muslimske kvinde, der fejlagtigt var af den opfattelse, at hijab var tilladt i Forsvaret. Pressefoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Se de nyeste tal: 77 indlagte corona-patienter i Region Syddanmark

Danmark

Live: Nu har 179 personer med coronavirus mistet livet i Danmark

Esbjerg

Esbjerg løber sammen og hver for sig

Sydjylland For abonnenter

Politiet i opråb: Uklare GDPR-regler forsinker opklaring af kriminalitet

Annonce