Annonce
Sydjylland

Forsvarsminister om erstatning til kampfly-naboer: Nogle vil blive skuffede

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) var på besøg i Vojens, da Forsvarsministeret holdt sit seneste borgermøde 8. august. Hun forventer at kunne præsentere en kompensationsmodel til de støjramte naboer til oktober. Arkivfoto: Jacob Schultz
Nogle sønderjyder vil blive skuffede, når Forsvarsminister Trine Bramsen (S) til oktober planlægger at fremlægge en kompensationsmodel til støjramte borgere omkring Flyvestation Skrydstrup. Det er vigtig med en forventningsafstemning, mener ministeren, der dog lover at gå langt for at sikre en retfærdig aftale.

Kampfly: Det bliver ikke alle sønderjyder, der vil have armene i vejret, når forsvarsminister Trine Bramsen (S) til oktober forventer at kunne præsentere en kompensationsmodel for støjramte borgere omkring Flyvestation Skrydstrup. Det erkender den nye forsvarsminister. I håbet om en forventningsafstemning skriver hun i onsdagens udgave af avisen Danmark i et debatindlæg, at nogle borgere bliver utilfredse med det endelige resultat af kompensationsmodellen.

- Jeg vil gerne forventningsafstemme. Nogle vil bo på den ene side af en streg, og nogle vil bo på den anden side af en streg. Selvfølgelig vil vi gøre det bedste for at sikre en rimelig løsning, men lige meget hvad vi gør, vil der altid være nogle, der bliver skuffede, siger Trine Bramsen til JydskeVestkysten.

Trine Bramsen, der blev udnævnt som forsvarsminister i slutningen af juni, har allerede været på besøg i Skrydstrup for blandt andet at tale med støjramte borgere. Hun fortæller, at hun i den forbindelse har mødt mange forskellige forventninger til en kompensationsmodel.

- Nogen tror, at jeg kommer til at opkøbe store dele af Sønderjylland, og andre vil gerne bare have lov at blive boende, siger Trine Bramsen, der også har mødt urealistiske forventninger.

- Det er eksempelvis borgere, der har forventning om, at de kan gøre en fordelagtig handel langt over, hvad staten kan opkøbe noget for, og hvor deres husstand ligger meget langt fra støjpåvirkningen, siger hun.

Annonce

Sagen kort

  • F-35-kampflyene kommer fra 2023 kommer til Skrydstrup. 895 boliger vil opleve gennemsnitlig støj fra kampflyene over det tilladte støjniveau på 55 decibel i bymæssig bebyggelse og 60 decibel i landområder. For 120 boliger vil overskridelsen være mere end fem decibel.
  • Støjtallene fra Forsvarsministeriet har været længe ventet hos lokalbefolkningen omkring flyvestationen. I december 2017 kom det frem, at Forsvarsministeriet i to år havde tilbageholdt en rapport, der viser, at flyene vil overskride støjgrænsen.
  • Det fik ministeriet til at lave nye støjberegninger, der siden flere gange er blevet udskudt.
  • I april kunne Forsvarsministeriet præsentere de endelige støjberegninger.
  • Til oktober forventer forsvarsminister Trine Bramsen (S) at kunne præsentere en kompensationsmodel for de støjramte borgere.

Skal være rimeligt

Derudover understreger hun, at det kan skade udviklingen i området omkring Flyvestation Skrydstrup, hvis for store dele af området opkøbes.

- Vi lever i et retssamfund, hvor løsninger skal være lovgrundede, og der skal være sammenlignelighed. Der er utvivlsomt borgere, der vil have et stort støjniveau, som løsningen retter sig imod. Og så er der borgere, hvor støjen vil være den samme, som andre oplever i hverdagene fra eksempelvis tog eller motorveje, siger Trine Bramsen, der endnu ikke vil fortælle om den sidstnævnte gruppe kan forvente en kompensation.

Forsvarsministeriet har tidligere oplyst, at en kompensationsmodel vil bestå af tilbud om støjsikring eller frivilligt opkøb alt efter omfanget af støjbelastningen. De endelige støjberegninger, som efter flere forsinkelser blev præsenteret i april, viser, at 895 boliger vil blive udsat for støj over de tilladte støjgrænser, når de nye kampfly kommer til Sønderjylland.

Trine Bramsen fortæller, at hun og Forsvarsministeriet lige nu er ved at arbejde på et udkast til en kompensationsmodel, som kan komme til politisk behandling, og som hun håber at have et politisk flertal for i oktober. Hun vil ikke fortælle konkret om modellen eller hendes ønsker til en model. Men hun understreger, at hun ikke bare uden videre har tænkt sig at acceptere udkastet fra Forsvarsministeriets embedsværk.

- Jeg er ikke blevet minister for at lade embedsapparatet styre. Det her handler også om politik og holdninger til, at vi behandler borgere ordentligt, siger hun.

Forståelse fra naboer

Hos foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer er der en vis forståelse for, at ministeren er nødt til at skuffe nogle af de borgere, som i dag håber på en erstatning.

- Vi ved godt, at der bliver trukket streger, og nogle vil blive skuffede. Når jeg taler med nogle støjramte borgere langt væk fra flyvestationen, kan vi på støjberegningerne godt se, at det ikke er realistisk, at de bliver kompenseret på nogen måde, siger foreningens formand, Agnes Rosenlund, der dog påpeger, at foreningen nok ikke er helt enig med Forsvarsministeriet om, hvor stregerne skal trækkes i første omgang.

Hun mener fortsat, at kompensationsmodellen først og fremmest skal koncentrere sig om at hjælpe borgerne, der er allermest ramt af støjen. Og erkender altså, at en del af borgerne, som forventer en kompensation, uundgåeligt vil blive skuffede over den endelige model.

- Jeg ved ikke, om man kan sige, at folks forventninger er for høje, for de føler sig jo generede af støjen. Det er generelt et stort samfundsmæssigt problem at folk lever med støj, der overskrider de vejledende grænseværdier, siger hun.

Agnes Rosenlund mener, at alle som oplever støj over 100 decibel bør få tilbud om opkøb, og at opkøbene sker på baggrund af husenes værdi, før kampflyene blev indkøbt i 2016, så borgerne ikke straffes for faldende huspriser. Ifølge Forsvarsministeriets støjberegninger vil 107 husstande opleve maksimalstøj på over 100 decibel, hvis man medregner alle typer af flyvninger, når F-35 kommer til Skrydstrup.

F-35-kampflyene kommer fra 2023 kommer til Skrydstrup. Arkivfoto: Larz Grabau.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce