Efterforskning af økonomisk sag har strakt sig over syv år. Siden er Kolding-advokaten blevet erklæret personlig konkurs. Hans hustru er tiltalt for medvirken til skyldnersvig.
Den tidligere Kolding-advokat Erik de Fønss er på vej i retten. Efter syv års efterforskning har politiet nu afsluttet sit arbejde og tiltalt ham for særlig groft skyldnersvig i størrelsesordenen på over et to-cifret millionbeløb.
Sagen er berammet til at begynde i dag onsdag ved Retten i Kolding.
Ifølge anklagemyndigheden har Erik de Fønss taget sin hustru med i faldet, da også hun står tiltalt for flere forhold om groft skyldnersvig - også i millionklassen. Tiltalen mod hustruen er rejst, fordi hun var ejer og direktør for et selskab i Lichtensten, til hvilket selskab Erik de Fønss overførte betragtelige beløb.
Ægteparret nægter sig skyldige, hvorfor de stilles for en domsmandsret.
Forud for retsmødet har anklagemyndigheden krævet såvel advokat De Fønss som hustruen idømt fængselsstraffe. Og begge kræves dømt til erstatning, ligesom Erik de Fønss kræves frakendt retten til at være direktør eller leder af et selskab eller en virksomhed.
Anklagerne
Ifølge anklageskriftet er Erik de Fønss og hans hustru tiltalt for groft skyldnersvig og medvirkning dertil:Den 8. juni 2010 overførte Erik de Fønss 7,1 millioner til banken i Lichtenstein.
Den 13. juni 2010 blev der overført 223.511 kroner til en konto i Bank Popolare di Intra i Italien, som tilhørte advokatens hustru.
Den 15. juni 2010 blev der overført 60.901 kroner til Barclays Bank i Ghana, hvor pengene gik ind på en konto tilhørende Erik de Fønss.
Den 12. juni 2010 blev der overført 2,5 millioner kroner fra Valartis Bank i Lichtenstein fra Holding-selskabet EdF Anstalt, hvilket selskab tilhørte advokatens hustru.
Siden er der foretaget omkring 20 hævninger af store beløb fra banken i Lichtenstein til banker i Italien og Ghana, hvor pengene blev indsat på
Flygtet ud af landet
Da politiet indledte efterforskningen af Erik de Fønss var han flygtet ud af landet. Officielt til en adresse i Ungarn under foregivende af at han skulle gennemgå en knæoperation. Men her kunne politiet ikke finde ham. Den danske konsul i Ungarn forsøgte også flere gange at træffe Erik de Fønss på adressen uden held. Ifølge politiet boede han dels hos hustruen i en villa i Italien, som Erik de Fønss havde ladet opføre til hende og dels i Ghana i Afrika, hvor han tidligere havde haft forretninger.
På et relativt hurtigt tidspunkt i politiets indledende fase blev Erik de Fønss ved Civilretten i Kolding erklæret personlig konkurs. En afgørelse, der siden blev stadfæstet af Vestre Landsret i Viborg. Problemet var bare, at det ikke blev muligt for retten og politiet at forkynde afgørelsen for advokaten, der var som sunket i jorden. Og som følge deraf heller ikke dukkede op ved retsmøderne. Her lod han sig repræsentere først af Svend Hougaard, København og siden af Karoly Nemeth, København, som også er advokatens forsvarer ved den kommende retssag.
Flere gange aflagde politiet besøg på Hviidsminde, hvor De Fønss tidligere havde haft advokatkontor uden held til at træffe advokaten. Med jævne mellemrum var politiet også forbi hans arkitekttegnede funkisvilla med kontor ved Gudsøvig. Her arbejdede et par kontorassistenter, men de vidste heller ikke, hvor advokaten var blevet af. Og siden viste det sig, at de også havde løn til gode hos advokaten. Herefter forlod også de villaen.
Bank havde millioner til gode
Erik de Fønss kom for alvor i politiets søgelys, da Danske Bank i juni 2010 tabte tålmodigheden med deres erhvervskunde og indgav konkursbegæring mod ham, fordi banken havde fire millioner kroner til gode. Erik de Fønss var involveret i et utal af byggeprojekter - blandt andet Villa Strada ved golfbanen, som gik konkurs samt Slotsmølleprojektet. Blandt andet i dette kompleks mener politiet, at han til underpris og stærkt dumpede priser købte flere lejligheder, som siden blev solgt til opskruede priser.
Mens politiet ikke kunne finde den efterlyste advokat, var JydskeVestkysten flere gange i forbindelse med ham på skrift. Her fastholdt Erik de Fønss, at han boede i Ungarn.
Retssagens kerneområde er, at anklagemyndigheden mener, at Erik de Fønss som direktør for EdF Holding Aps under falske foregivender, proformahandler, betydelige gaver og salg til underpris fra en konto i Vestfynsk Bank A/S har overført penge til en konto i Valartis Bank AG i Lichtenstein - både konto og selskab skal være ejet af hustruen.
Af anklageskriftet fremgår det også, at advokatens hustru gentagne gange har hævet fra kontoen og videreført store beløb til Barclays Bank i Ghana i Afrika. Her blev pengene indsat på en konto, som tilhørte Erik de Fønss.
Anklagemyndigheden skriver i anklageskriftet forud for den kommende retssag, at ægteparret burde have indset, at dispositionerne var usædvanlige og uforsvarlige, og at transaktionerne påførte kreditorerne et tab på knap 11 millioner kroner.
JydskeVestkysten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra advokat Erik De Fønss om retssagen. Men gennem en bekendt oplyser han, at han ikke ønsker at udtale sig.
Det er heller ikke lykkedes avisen at få ham til at svare på skriftlige spørgsmål sendt på mail til ham.