Annonce
Aabenraa

Forvandlingen i Terkelsbøl: Fra jordbær og korn til lystfiskeri og natur

Allan Bredsgaard driver de 40 hektar sammen med sin kone Hanne. Som gammel erhvervsfisker er lystfiskeri ikke noget, han selv gør det så meget i, men der er også arbejde nok med at holde pladsen og søerne.  Foto: André Thorup
Allan Bredsgaard har drevet en fiskesø i Terkelsbøl siden 1995. Minimum en gang om ugen året rundt bliver 100 kilo fisk sat ud og fanget igen af lystfiskere fra både Danmark og Tyskland.
Annonce

Terkelsbøl: Der er ikke nogen, der kan være i tvivl om, at der er fisk i søen ved Terkelsbøl Lystfiskeri og Camping. Mindst en gang i minuttet springer fiskene op af vandet og giver et plask, der breder store ringe i vandet. Det er ikke bare småfisk, der svømmer rundt i søen.

Ved bredden sidder de eneste fiskere, der er ude på sådan en søndag formiddag. Indehaver Allan Bredsgaard forklarer, at søndag sjældent er travl, da det er skiftedag på campingpladsen.

Lørdag derimod er en populær dag, og det er også her, der bliver sat nye fisk ud. Typisk 100 kilo ad gangen, og de fleste har en størrelse på mellem halvandet og to kilo, mens enkelte er mellem tre og fire kilo.

- Der er jo noget med lystfiskere, der gerne vil fange en stor fisk, men de mindre er altså bedre at røge, siger Allan Bredsgaard.

Annonce

43 år som lystfisker

Dagens to lystfiskere er da heller ikke campister men lokale borgere, der nyder at komme til fiskesøen fra tid til anden.

- Det er ren afslapning og ro til hovedet. En slags terapi, siger Brian Christoffersen, der trækker lidt på, om han har fisket i mange år, selvom han ender med at svare 43.

Den garvede lystfisker Brian Christoffersen (tv) og nybegynderen Tjalfe Farber på tur til Terkelsbøl Lystfiskeri og Camping. Fiskene dansede rundt i søen, men bed ikke på denne søndag, selvom al udstyret var fremme. Foto: André Thorup

I den tid har han fanget næsten alt, hvad en lystfisker begærer undtagen en laks. Den har han endnu til gode, men han tror på, at dagen kommer. Til gengæld er det engang blevet til en torsk på over 13 kilo.

- I søen har vi regnbueørred, bækørred, karper, ål, aborrer og gedder. Danskerne vil primært have ørred, men tyskerne er glade for karper. Det gør vi det ikke så meget i i Danmark, men det er nu ellers en lækker fisk, siger Allan Bredsgaard og forklarer, at karperne også holder søen ren, da de lever af græsset på bunden.

Annonce

På vej mod en ny chance

Brian Christoffersen er af sted med sin kammerat Tjalfe Farber, som kun har ét år på bagen som lystfisker. På sidste tur fangede han et par ørreder på mellem halvandet og to kilo, og det gav anledning til endnu en ny disciplin for Tjalfe Farber: at røge fisk.

- Den første blev ikke så god. Den smagte lidt af jord. Men den anden smagte rigtig godt, siger han, mens han pakker grej sammen.

Forskelligt grej til forskellige fisk. Tjalfe Farber har lånt udstyr af sin kæreste, som har fisket i mange år. Hun var dog ikke med ude denne søndag. Foto: André Thorup

De to kammerater har ikke haft held i stangen i dag, så efter et par timers forsøg er de på vej til havet for at se, om der er mere at komme efter.

- Jeg er jo også nybegynder, siger Tjalfe Farber om den manglende succes på dagens tur.

Annonce

Fisk bider når de vil

Ifølge Allan Bredsgaard, som ikke bare ejer fiskesøen, men som tidligere har været erhvervsfisker, så kan det faktisk være lidt af en videnskab forbundet med held at fange fisk.

Fiskesøen ligger omkranset af natur, som Allan Bredsgaard selv har skabt. Førhen var der marker med korn og jordbær. Foto: André Thorup

- Nogle tror, det bare er at smide en line ud, men det er det altså ikke. Det er stor forskel på, hvad man skal bruge af udstyr, alt efter hvilken fisk du gerne vil fange. Derudover skal man have roen med sig og lade stangen være. Fisk bider, når de vil, siger Allan Bredsgaard.

Annonce

Fra 20 til 40 hektar

Selv får han ikke fisket meget, for tiden går med at passe de 40 hektar jord, som hører til Terkelsbøl Lystfiskeri og Camping. Han og konen Hanne har drevet stedet, siden de købte det i 1990. Dengang var det dog kun 20 hektar, og der var bare marker med korn og jordbær.

På Terkelsbøl Lystfiskeri og Camping har parret også en lille butik, der sælger det mest nødvendige udstyr til lystfiskeri. Man kan ikke leje udstyr, men for omkring 500 kroner kan selv komme fra start med eget grej.  Foto: André Thorup

I dag har parret opkøbt jord, etableret campingpladsen, gravet adskillige søer og lagt næsten alle 40 hektar om til natur. Det betyder, at der er et rigt fugleliv, og at rådyrene indimellem kommer hele vejen op til hytterne på campingpladsen for at følge med.

- Det var ærgerligt, da Sommerland Syd lukkede. Siden da har vi i hvert fald haft 30 procent nedgang, men vi er ved at bygge det op og får flere fastliggere, der gerne vil være i naturen, siger Allan Bredsgaard.


Det er stor forskel på, hvad man skal bruge af udstyr, alt efter hvilken fisk du gerne vil fange. Derudover skal man have roen med sig og lade stangen være. Fisk bider, når de vil.

Allan Bredsgaard






Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Det er for tidligt at glæde sig over smittetal, mener Mølbak

Trekantområdet

Kommunen strammer corona-skruen: Krav om mundbind eller visir på plejehjem og bosteder

Annonce