Annonce
Livsstil

Fotograf har skudt sig til stjernestatus

Jan Grarup er afklaret med, at der er en naturlig udløbsdato for en krigsfotograf. På et tidspunkt kan han fysisk ikke holde til det længere. At sidde i en container i 50 graders varme, som han gjorde i januar, da han var i Sydsudan. Eller stå op klokken fire og gå i seng kl. 23. Han er ramt af et arbejdsraseri, når han er ude på opgave. Den dag, han ikke længere kan holde til det, vil han gerne skrive mere. Foto: Oscar Scott Carl Ritzau/Scanpix
Krigsfotograf Jan Grarup står ofte blandt lig og sårede, mens kuglerne pifter ham om ørerne. Gennem 30 år har han set mere had og vold end de fleste. I dag har hans fotografier givet ham en stemme. Sidste år holdt han foredrag for 50.000 mennesker i ind – og udland. Men hvad er det dog, der driver ham tilbage til krigszonen igen og igen? Prisen har med PTSD og på et tidspunkt for meget alkohol været høj.

Det var i Mosul i Irak. Jan Grarup sad bag et bilvrag med sit kamera. Fanget. To snigskytter ventede bare på, at han skulle stikke hovedet op, så de kunne skyde ham. De var så tæt på, at Jan kunne høre dem råbe til hinanden.

Heldigvis havde Jan Grarup nummeret til den lokale, irakiske chef for specialstyrkerne. Han ringede ham op og bad om hjælp. Kort tid efter kom der to pansrede mandskabsvogne ned gennem gaden, og de skød efter snigskytterne. Jan Grarup kunne løbe væk.

Om han var bange?

-Næh…

-Ja, det kan måske lyde mærkeligt, men det er et vilkår for mit arbejde.

Jan Grarup, krigsfotograf i verdensklasse, sælger sine fotografier til Washington Post, Le Monde og andre af verdens største aviser. Den 51-årige fotograf har i mere end 30 år rejst verden rundt for med sit kamera at være vidne til mennesker i krig og nød. Krige i Afghanistan, Irak, Yemen, katastrofer i Iran, på Haiti, dødelige konflikter i Sydsudan, Somalia og Rwanda.

Kuglerne flyver ham om ørerne, når han skal løbe fra skjul til skjul, skræve over lig og sårede personer, han ikke kan hjælpe. Han har stået i de værste dilemmaer, når han ikke kun gribe ind. For hvis han gjorde, så var han næste offer. De voldsomme oplevelser førte på et tidspunkt til misbrug af alkohol og stoffer

Den værste slagmark lå i Rwanda i 1994. Da hutuer begik folkemord tutsier. Grarup var én af de første fotografer i landet. Ligene lå i stakke, og sårede var maltrakteret af machetteslag.

Da han kom ud fra Rwanda, var han helt smadret. De første symptomer på posttraumatisk stress viste sig, og i dag tager han medicin for at leve med PTSD-symptomerne.

Annonce
Det, der interesser mig mest i øjeblikket, er, at USA og Europa er godt i gang med at lukke sig om sig selv, mens der er 64 millioner krigsrelaterede flygtninge i verden, og når vi symptombehandler med kortsigtede løsninger, hvor skal flygtningene så tage hen? Jeg ved godt, at Europa ikke bare kan lukke sine grænser op, men uden at finde bæredygtige løsninger bliver det bare værre. For man regner med, at der i 2050 vil være 50 mio. klimarelaterede flygtninge.

Hva’ f…. driver dig?

Ja, hvad i alverden driver denne mand? Hvad får ham til at opsøge den ene konflikt efter den anden?

-Ja, det er et godt spørgsmål…

-Jeg tror, at jeg på en eller anden måde har anerkendt hvad, det er for en rolle jeg har i livet. Jeg er på mange måder et øjenvidne, og jeg kan give en stemme til de mennesker, der ikke har en stemme.

Jeg mener, at alle billeder skal tages, men det er ikke ensbetydende med, at alle billeder skal vises. Nogle billeder er så voldsomme, at de ikke kan publiceres.

Jan Grarup har flere gange oplevet, at hans billeder får en historisk betydning.

-Nu sidder vi her 26 år efter massakrerne i Rwanda, og der er mange mennesker, der ikke var født dengang. Når jeg holder foredrag på gymnasier og viser billederne og fortæller om konflikten, kan jeg mærke, at de unge bliver vrede og indignerede, og billederne får en funktion.

Han kalder vrede og indignation for det bedste brændstof.

-Jeg kan sidde herhjemme og følge nyhedsflowet, og på et tidspunkt slår jeg i bordet og siger: Nu kan det fandme være nok! Og så tager jeg af sted og fotograferer.

-Jeg mærkede senest den indignation, da historien om al-Hol-lejren i Syrien kørte. Lejren, hvor de danske børn opholder sig. Jeg er splittet i forhold til de kvinder og mænd, der tog ned for at kæmpe under kalifatet for IS. Jeg er ikke sikker på, at de skal hjem, men når der sidder 60 børn med rødbedefarvede pas i en lejr under kummerlige forhold, så er de 100 procent vores ansvar. Vi er forpligtet til at tage dem hjem, og derfor er jeg nødt til at fotografere dem.

Ingen ambition om at dø

Jan Grarup var kun 17 år, da han dækkede sin første væbnede konflikt. Kammeraterne gik i gymnasiet eller havde en læreplads. Hurtigt var hans omgangskreds andre mænd, der dækkede konflikter.

Efter et blodbad i Belfast i 1988 stod han i Rumænien, da diktatoren faldt, og få år efter var han midt i en blodig konflikt i Kroatien. Udsendt af Ekstra Bladet. Han blev én af de unge vilde fotografer. Vred og indigneret. Så tæt på fronten som muligt. Og helst et skridt længere.

-Det var så overvældende, at det selvfølgelig påvirkede mine følelser og mit mindset. Pludselig sad man med ting, som man slet ikke vidste, hvad man skulle gøre ved. Og så bliver man vild. Alt for mange stoffer. Alt for meget alkohol. Alt for mange kvinder.

Vi rejste fra krig til krig uden at være empatiske. Det handlede om kicket. Det var i de unge år ”sjovt” – ja, det er et brutalt ord. Men jeg fik efterhånden en følelse af, at billederne ikke stod mål med de oplevelser, jeg havde fotograferet. Det var bare brutale fotografier uden nærvær og intensitet. Det var frustrerende, fortæller han.

Godt hjulpet gennem årene af blændende mentorer, en fransk og en dansk billedchef, kom han tættere på de involverede, på ofrene, og hans fotografier kunne efterhånden sige mere end tusinde ord. Motiverne var stadig taget i verdens brændpunkter. Oftest med hjelm og skudsikker vækst. Og efterhånden med 1-2-3-4 børn derhjemme. Lider han af dødsforagt?

-Nej, men jeg er ikke bange for døden. Overhovedet. Det er det mest naturlige vilkår i livet. Men jeg har ingen ambition om at dø. På et relativt tidligt tidspunkt tog jeg en altafgørende beslutning. Det var under konflikten i Tjetjenien midt i 90’erne. Hvis jeg skulle fotografere fra verdens brændpunkter, så skulle jeg være der 100 procent. Så er man nødt til at gå hele vejen. Det skylder du de mennesker, som du møder.

Blå bog

Jan Grarup

51 år, krigsfotograf, bopæl på Østerbro, fire børn i alderen otte til 22 år.

Har vundet hundredvis af priser for sin billeder bl.a. World Press Photo.

Udlært på Helsingør Dagblad og Ekstra Bladet, hvor han efterfølgende var ansat i en årrække. Ansat på Politiken. Freelance de sidste mange år.

Har udgivet en række bøger og har sit eget radioprogram på Radio4.

Sidste år kom biografien om Jan Grarup: ”Hvor jernkorsene gror”. I efteråret var der premiere på dokumentarfilmen ”Krigsfotografen”.

Tilgivelsens nådegave

Jan sad en dag sidste år og snakkede med Simon ved en sø i Rwanda. Simon havde mistet sin kone og sine tvillingesønner i folkemordet. Jan kommenterede, at han stadig kunne blive så vred på parter i konflikten, ikke mindst Frankrig og Belgien. Simon kiggede på Jan, lagde sin hånd på hans skulder og sagde: ”Jan, hvis du ikke kan tilgive, kan du slå ihjel!”

-Der sad jeg og blev bevæget af en mand, der havde mistet kone og sønner i folkemordet – og som havde tilgivet! Det var SÅ vildt! Han gav mig et helt nyt indblik i mit eget liv og i forhold til hvad, jeg har set, siger Jan Grarup.

Han er stadig overvældet over Simons stærke ord – og over Rwandas genopståen:

-Rwanda er i dag Afrikas svar på Singapore. Der er meget lidt korruption. 60 procent af parlamentsmedlemmerne er kvinder, og der er wifi i busserne. Landet har rejst sig og tilgivet.

-Jeg har aldrig kunnet forstå, at voksne mænd kunne slå små børn ihjel på bestialsk vis. Jeg har besøgt folkemordere og talt med dem om, hvad de gjorde og hvorfor, og jeg har talt med mennesker, der har været gennem de mest forfærdelige oplevelser. Men Rwanda brugte Nelson Mandelas og Desmund Tutus tilgivelsespolitik. Ofre og bødler skulle møde hinanden og tilgive. Det handlede om at trække en streg i sandet. Det var nødvendigt for at komme videre.

Fra krigszone til hjemmefront

For få år siden hev Jan Grarup halvandet år ud af arbejdskalenderen og hævede sin pensionsopsparing. Hans eks-kone og mor til hans tre ældste børn blev alvorligt syg af kræft og døde i 2015.

Et meget voldsomt forløb.

Børnene flyttede ind hos ham i lejligheden på Østerbro, da deres mor havde det skidt, og her blev de boende.

-Jeg elsker mine børn over alt på jorden, og jeg er nok mest stolt af, at det lykkedes at navigere dem gennem deres mors død, siger Jan Grarup i dag.

I forbindelse med udgivelsen af bogen om Jan Grarup og premieren på dokumentarfilmen sidste år blev der skrevet mange artikler om dobbeltlivet som far og krigsfotograf, og han udtalte bl.a., at der nok var mange, der syntes, han var en lortefar med et liv mellem fronten og hjemmet.

-Vi har lavet et system, hvor børnene kan nedlægge veto mod, at jeg rejser. Jeg har til gengæld lov til at prøve at tale mig ud af det veto. De har bare ikke brugt det veto endnu, men de har jo heller aldrig prøvet andet, end at jeg rejser.

Hans ældste datter har boet i Berlin og læst arabisk sprog. Den næstældste datter bor i Paris, mens sønnen bor hjemme og går i 2.G. Den yngste datter bor skiftevis hos sin mor og far.

Billeder vises i hele verden

I dag er Jan Grarup et andet sted med sit fotografi.

-Det har været en rigtig lang proces at komme til, hvor jeg er nu som fotograf. Det er lidt lige som en målmand. Han er også bedst mod slutningen af karrieren, for så forstår han spillet bedre.

Han rejser stadig ud til krigs- og katastrofeområder, og hans billeder bliver bragt i aviser i hele verden. Han har lige været tre uger i Sydsudan og ringede til New York Times for at høre, om de ville købe en reportage. Yes, det ville de godt.

-Jeg prøver at tage objektive fotos, selv om jeg godt ved, at det aldrig helt kan være objektivt, for det vil altid være præget af, hvor du står som menneske. Det er bare ikke min ambition at proppe politiske budskaber ned i halsen på mennesker, for en fotojournalist er bedst, når han stiller spørgsmål i stedet for at give svarene, og værdien ligger i de refleksioner, som de, der læser teksterne og ser billederne, kommer frem til.

Hans billeder vises på udstillinger. I øjeblikket kører der 14 udstillinger rundt i verden med Grarup-billeder, og han holder et væld af foredrag. Sidste år talte han for ca. 50.000 mennesker som f.eks for 1.000 tyske arkitekter i München, hvor han som dagens sidste taler gav deltagerne et ordentligt spark ved at sige: ”Det er fint, at I sidder og taler om byplanlægning, men hvad med at tage ansvar og udvikle nogle bæredygtige huse til flygtninge i stedet”. Siden har arkitekter fra konferencer kimet ham ned.

Han har gang i flere store projekter. Over fem år skal han fotografere 19 glemte konflikter ude i verden for Dansk Flygtningehjælp.

For Unicef skal han fotografere, hvad klimaforandringerne gør ved børn. Hans billeder bliver også brugt ved krigstribunaler som dokumentation.

Jan Grarup føler sig vildt privilegeret: -Folk har lukket mig ind i deres liv og givet mig lov til at tale med dem og tage billeder, når deres liv har gjort mest ondt. Der simpelthen en ære for mig at tale med dem. Han er selv rigtig glad for dette foto fra Haiti, som viser, at der midt i en katastrofe også er plads til kærlighed. Foto: madebygrarup.com

Ny scene, anden stemme

Hans billeder har givet ham en ny platform.

-Jeg har i dag fået en anden stemme end, jeg havde som nyhedsfotograf. En stemme, som jeg kan bruge ved at vise mine billeder og holde en masse foredrag, og det er en stemme, jeg er meget glad for, at jeg har fået.

-For jeg vil gerne have, at vi har en humanistisk tone i verden, og jeg mener, at vi med den velstand og friværdi, vi har i den vestlige verden, også har et ansvar. Vi har været inde over mange af de områder, der er konfliktramte – enten med berigelse eller andre egeninteresser, og derfor har vi også et ansvar.

-I dag er min tilgang til fotoet mere antropologisk. Over flere år har jeg foretaget mit eget studie i had og tilgivelse. For hvad er had? Hvad kan mennesker få sig selv til at gøre ved andre – og hvorfor? Og hvad er tilgivelse?

I februar skal han prædike ved en gudstjeneste i Frederiksberg Kirke, og det kommer til at handle om tilgivelse. Det kunne lyde som om, at han er ved at få fokus på tro…

-Jeg er splittet i forhold til tro, for der findes ikke noget som religion, der har dræbt så mange mennesker. Omvendt kan jeg godt finde smukke passager i både Bibelen, Koranen og Toraen.

-Jeg tror nok mest på en nyfortolkning af religionen. At religion er noget inde i dig selv. Mere end det er noget, som er skrevet på et stykke papir. Og så er jeg tilbage ved Simon i Rwanda. Tilgivelsen havde han inde i sig selv. Det kom ikke fra en bog.

Frisør i Balakot, Kashmir. Foto: madebygrarup.com

Epilog

Jan Grarup står foran 1.000 elever på Tietgen Handelsgymnasium i Odense. En lærer siger til Grarup inden foredraget, at han ikke skal blive chokeret, hvis eleverne bliver lidt urolige efter en halv times tid.

Efter knap to timers foredrag sidder de stadig musestille. Eleverne beslutter efterfølgende, at de ville samle ind til Danmarks Indsamlingen, hvor temaet i år børn på flugt.

-Hvis man ikke er lidt stolt, når man kommer hjem efter sådan en oplevelse, så er der da noget galt, smiler Jan Grarup,

Claudette var 13 år, da Grarup i 1994 mødte hende som eneste overlevende efter en massakre ved en kirke. Hun havde store åbne sår fra machetter i hovedet og på skulderen. Hun var blevet smidt i en brønd, og hendes overfaldsmænd troede, hun var død, men det var hun ikke. Efterhånden som der blev smidt lig ned over hende i brønden, kunne hun kravle lidt længere op, og til sidst kunne hun hårdt såret kravle ud af brønden. Sidste år mødte Jan Grarup hende igen. Nu var hun en livsstærk kvinde på 38 med børn. Hun sad en dag og snakkede i telefon og grinede, da han besøgte hende. ”Hvem var det”, spurgte Jan Grarup, da hun lagde på. Det var én af dem! En af bødlerne. Jan Grarup var ved at falde om, men Claudette sagde: ”Jeg har tilgivet dem. De skal ikke have magten over mit liv!” -Jeg blev bare så rørt. Den oplevelse kan man godt bruge én til én, når vi sidder herhjemme og er sure over de mindste ting Foto: madebygrarup.com
-Når jeg bliver gammel, kunne jeg godt tænke mig at flytte til Somalia. Det er så omsorgsfulgt og empatisk et folk. De har været 21 år gennem helvede med terror, lokale krigsherrer og er stadig så omsorgsfulde. Her en dreng i et træ, Somalia. Foto: madebygrarup.com
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Støjplagede borgere raser over kampfly som aldrig før: Klager er næsten tredoblet på et år

Kommentar For abonnenter

Mens vi venter på motorvejen

Det er lidt med motorvejene, som det er med vindmøllerne. Vi vil sådan set rigtig gerne have dem, men de skal bare ikke ligge tæt på, hvor vi selv bor. De kritiske røster var klart i overtal, da der tilbage i sommeren 2017 blev sat gang i en offentlig høring af planerne omkring en ny midtjysk motorvej – populært kaldet for Hærvejsmotorvejen. Samme billede er der ved den igangværende høring i forbindelse med VVM-undersøgelsen Tilbage i 2017 var eksempelvis Bække Lokalråd og Bække Borgerforening særdeles klare i mælet i deres høringssvar, hvor én af sætningerne lød således: - Frygten er, at en motorvej - med eller uden afkørselsramper - vil sætte gang i en langsom, men sikker affolkning. Citat slut. Det er ikke noget at sige til, at frygten for en motorvej er til stede. Ikke mindst støjen fra tusindvis af biler, som vil passere forbi, giver anledning til betydelig utryghed hos mange. Dertil kommer også en motorvejs indiskutable indgriben på naturen og miljøet. Argumenterne fra utrygge borgere er ganske forståelige. Men som med meget andet, så er debatten omkring motorveje ikke udelukkende sort eller hvid. Motorvejene kan rent faktisk også bringe noget positivt med sig. Erhvervsudviklingen har ganske mange steder, hvor der er blevet etableret motorveje, vist sig at være positiv. Der er positive eksempler nok – selv inden for vores egen kommune. I Vejen, Brørup og Holsted taler udviklingen i erhvervslivet tæt ved motorvejen sit klart tydelige sprog. Danish Crowns slagteri i Holsted var med sikkerhed ikke blevet placeret i området, havde der ikke været en motorvej Også længere oppe i det midtjyske er der klare fortællinger om, at motorvejen klart kan bringe noget positivt med. I Ikast-Brande Kommune konstateres det, at motorvejene er med til at øge bosætningen og etablering af nye erhvervsvirksomheder. I Silkeborg er der også begejstring. I den midtjyske by er der knap et år efter åbningen af motorvejen for nogle få år siden sat rekord i salget af erhvervsjord. Om hærvejsmotorvejen overhovedet bliver til noget, vil blive afgjort inde på Christiansborg. Men i næste måned – mandag den 16. marts – har Vejdirektoratet inviteret til borgermøde i Vejen. Her vil der blive orienteret om VVM-undersøgelsen og de seks linjeføringer, som er bragt i forslag. To af linjeføringerne vil medføre ganske mange kilometer asfalt gennem Vejen Kommune – og vil også byde på to til- og frakørselsramper dels ved Bække og dels ved Gesten. Hvordan det modtages, må vi se tiden an. Men ud over den forståelige utryghed omkring støj og negativ indvirkning på natur og miljø så vil en ny motorvej også give nogle muligheder. GOD SØNDAG

Annonce