Var det uenighed om fornuften i at iværksætte en stor sparerunde eller indgå i en stor bankfusion, der var årsagen til, at fire medlemmer af Sydbanks bestyrelse for halvanden måned siden valgte at forlade bestyrelsen?
Ifølge avisen Danmarks og andre medier oplysninger skulle uenighed mellem de afgående medlemmer på den ene side og den øvrige bestyrelse samt bankens direktion på den anden have ledt til uroen, som fik blandt andre formand og næstformand til at trække sig.
Onsdag var Sydbanks topchef gennem knap ti år, Karen Frøsig, ikke meget for at kommentere uroen.
- Hvor har du de oplysninger fra? For det er ikke oplysninger, jeg er bekendt med. Jeg er ikke en del af bestyrelsen, og jeg har ikke været inde i bestyrelsens drøftelser.
Men har du en holdning til, om det var godt for banken, at fire personer forlod bestyrelsen så pludseligt?
- Nej, det har jeg ikke. Vi har en bestyrelsesformand nu, som jeg har et mægtig godt samarbejde med, og som jeg er meget glad for, siger Karen Frøsig med henvisning til formand Lars Mikkelgaard-Jensen.