Lunde: Bredbåndet og 4g-teknologien ved Frøstruphave Efterskole blev i den grad trykprøvet lørdag. Her afviklede skolen nemlig sit årlige julemarked, men langt fra på sædvanlig vis. Det var coronastyle, hvilket vil sige drive-in med boder langs en veltilrettelagt rute på hele skolens område. De auktioner, der plejer at blive afviklet på helt normal vis blev livestreamet, og eleverne havde indspillet små film, der kunne streames, mens man sad i bilen og ventede. I det hele taget var der planlagt underholdning for både forældre og søskende, der sad i bilerne. Biler, der kun måtte forlades, hvis man skulle benytte en af de til lejligheden lejede toiletvogne, så man ikke fik nogen andre end elever og personale ind på skolen med risiko for coronasmitte.
I alt 140 biler var tilmeldt efterskolens julemarked, og begejstringen over den alternative afvikling var markant.
- Jeg synes simpelthen, det er rigtig godt fundet på. Det er virkelig kreativt, og det er i den grad en oplevelse, når nu det ikke kan være, som det plejer, sagde Ivan Fredensborg, der sammen med fru Jette havde taget turen fra Løgumkloster for at deltage i julemarkedet og derefter tage sønnen Jeppe med hjem for at holde weekend.
Coronatrods på elevernes vegne
Planlægningen af årets julemarked har taget nogle måneder, og særligt på det seneste har både elever og skolens personale haft travlt med alt lige fra fremstilling af husflid og bagværk til at sælge samt den omfangsrige planlægning, der skal til, når man skal have 140 biler, over 400 mennesker og et kæmpe streamingprojekt med tombola, onlineauktioner og underholdning til at spille sammen.
- Vores elever oplever rigtig mange aflysninger i år. Vi ville gerne skabe en særlig oplevelse, der ville blive husket som positiv og anderledes i stedet for at være nødt til at præsentere dem for endnu en aflysning med det her julemarked, forklarede viceforstander og lærer på Frøstruphave Efterskole Søren Dahl Madsen.
Stor succes
Og at dømme efter både forældre og elevers udsagn, så lykkedes det.
- Jeg synes, det er superhyggeligt. Jeg gik her også sidste år, så jeg har også oplevet et traditionelt julemarked, og ingen tvivl om, at det her er meget anderledes. Men rigtig fedt med god stemning og en oplevelse, vi helt sikkert kommer til at huske, sagde Amalie Feldt fra 10. klasse fra pølseboden, som hun bemandede sammen med nogle klassekammerater.
- Det er virkelig gennemført. Megafedt og med masser af julestemning, lød det fra Bolette Løn Esmark fra 10. klasse.
Det er trods succesen med det alternative julemarked håbet, at det kan gennemføres på mere traditionel vis næste år.
- Men vi skal da helt sikkert se på, hvad vi kan tage med af læring til en anden gang, lød det fra Søren Dahl Madsen.