Annonce
Tarm

Fra Elisabeths bog: Søskendeforhold kan være sprødt skrøbelige som mormors nybagte vaniljekranse

Fra sin tidlige barndom følte Elisabeth Gjerluff Nielsen sig alene i søskendeflokken i Skjern, og hendes nye bog, 'Store børn', fokuserer på den smerte, det er, aldrig at opnå nærhed og fortrolighed med sine søskende - heller ikke som voksen. Arkivfoto: Martin Ravn
Med tilladelse fra forlaget Gyldendal bringer Dagbladet her kapitlet 'Fødselsdagsgaven' fra Elisabeth Gjerluff Nielsens nye bog, 'Store børn'. Bogen udkommer torsdag 22. august.

Det regner, og jeg venter på melding fra Peter vedrørende tidspunkt for det foreslåede møde og det nye familieprojekt, jeg gerne vil fortælle ham om, men der meldes ikke tilbage. Så bliver det december og hans 60-års fødselsdag, og jeg tager på besøg i den ejendom med tårn, hvor han bor på fjerde og femte sal med sin kæreste og mindste datter. Det vil sige i tårnværelset på femte er det kun Peter, der bor. Øverst og med udsigt til alle verdenshjørner.

I dag bliver vi nedenunder, hvor fødselaren ikke lader sig anfægte af besøgende, men fortsætter sin gang mellem de mange stuer, hvor han roder i papirer, vander blomster og snakker i telefon. Og afbrydes af posten, som bringer gavepakker. En flaske Nielsen Bitter iført hjemmebroderet stramajflaskeforklæde med kærlig hilsen fra en ældre midtjysk dame, som i dagens anledning har broderet forklædet med solskin i lysegult og Peter AG-sangtitlen 'Den dejligste morgen i 100 år' i fladsting.

Knapt er gaven pakket ud, før en nogen og 80-årig svigerinde til Peters svigermor dukker op i omhyggelig makeup og gulvlang minkkåbe. Hun er taget hele vejen fra Charlottenlund til Indre By for at sige tillykke, mens Peter skiftevis har sin revisor, sit bookingbureau og en gammel klassekammerat fra Kirkeskolen i mobilen og samtidig ordner skuffer, tømmer opvaskemaskine, spiller klaver og deklamerer højdepunkter fra de mange nye blyantskrevne tekstudkast, som han har liggende i plasticcharteks overalt i lejligheden.

Peter taler videre i telefonen. Højlydt og længe, mens jeg forsøger at lade være med at lytte, går i gang med at lave kaffen, ingen har budt på, give den besøgende minkpelsen på igen og følge hende ned ad trappen, mens jeg tænker på, at jeg nu har kendt min bror i over 55 år.

Vi har ligget i samme barnevogn og har fået de samme godnathistorier. Vi har spist vores havregrød ved samme bord, slået kolbøtter i samme haver, danset år efter år om samme juletræ med samme onkler, tanter, søskende og forældre og bedsteforældre. Vi har gået i de samme skoler, har haft samme klasselærerinde, har sunget samme Brorson-salmer og hørt samme Beatles-plader. Vi har delt pladeselskab, studie og profession, vi har været gift med hver sin tvilling fra samme tvillingepar. Vi har fulgt hinandens bryllupper, børn og skilsmisser, tider med harmoni og tider med voldsomme konflikter.

Men hvor godt kender jeg egentlig efterhånden min bror, mine søskende?

En ven, som er startet på Cipramil, har netop fortalt mig, at han føler det, som om hans dag er blevet en lige grå streg, hvor der hverken findes krig eller fred, jubel eller gru, sorger eller glæder. Ingen regn, ingen sol, ingen udsving – ingenting? Det minder mig efterhånden lidt om forholdet i min søskendeflok. Flad kurve og høflig holden sig bag diskretionslinjen. Udmattede af de temperamentsfulde konflikter, som vi nemt ryger ind i, og med kun en anstrengt, kunstig høflighed, som vi mestrer virkelig dårligt, at sætte i stedet.

Peter sætter sig ned et øjeblik, og jeg benytter lejligheden til at overrække min fødselsdagsgave, som er et brev, hvor der blandt andet står:

'Søskendeforhold kan være sprødt skrøbelige som mormors nybagte vaniljekranse. Jeg er ikke ude på at ryste dåsen eller smide bagværket på gulvet. Jeg er heller ikke ude på at søge psykologiske sandheder, forklaringer og løsninger på det, der har været smerteligt, svært eller konfliktbefordrende mellem både mine brødre og mig, min søster og mig, mine brødre imellem, min bror, mine brødre og min søster imellem.

Men konflikterne kan sætte sig og skabe afstand. Fortrolighed og tillidsforhold kan få skrammer, så man ikke længere kan nå hinanden, og hvem orker familieterapi for fire deltagere med gennemsnitsalderen 58 ¼ år?

Så hvorfor kan vi ikke bare …?'

Og det, vi ikke bare kan, er så det, jeg alligevel gerne vil. For jeg fortsætter mit fødselsdagsbrev med at beskrive en bog, jeg gerne vil skrive. Et undersøgende søskendeportræt med udgangspunkt i samtaler med Peter og mig om at være storebror/lillesøster. En i vores tilfælde historisk både givende og eksplosiv relation, som jeg gerne vil kigge nærmere på. For hvem ved? Er vores søskendeflok i dag et forladt fællesskab, eller har vi altid været et kollektiv af svært forenelige individualister? Måske vi kunne undersøge familiebegrebet lidt nærmere og potentielt blive klogere på både det og os selv og samtidig nærme os hinanden og nogle spørgsmål, som andre søskende i verden måske også går rundt og tænker over. Og 'jeg vil i al fald gerne følsomt vove pelsen og se, hvor sådan et arbejde kan føre hen,' skriver jeg, og det håber jeg også, han vil, for bogen er tænkt som en gave til os begge.

Peter kigger under læsningen grinende og overrasket op fra brevet og siger, at det havde han ikke lige set komme, så læser han brevet færdigt og siger, at det må han tænke over. Efter et par dages betænkningstid melder han, at det bogprojekt vil han godt være med i.

Annonce
Peter taler videre i telefonen. Højlydt og længe, mens jeg forsøger at lade være med at lytte, går i gang med at lave kaffen, ingen har budt på, give den besøgende minkpelsen på igen og følge hende ned ad trappen, mens jeg tænker på, at jeg nu har kendt min bror i over 55 år.
Annonce
Forsiden netop nu
Fodbold

Tips og tv: Superligaens 13. runde

Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce