Annonce
Tarm

Fra Elisabeths bog: Søskendeforhold kan være sprødt skrøbelige som mormors nybagte vaniljekranse

Fra sin tidlige barndom følte Elisabeth Gjerluff Nielsen sig alene i søskendeflokken i Skjern, og hendes nye bog, 'Store børn', fokuserer på den smerte, det er, aldrig at opnå nærhed og fortrolighed med sine søskende - heller ikke som voksen. Arkivfoto: Martin Ravn
Med tilladelse fra forlaget Gyldendal bringer Dagbladet her kapitlet 'Fødselsdagsgaven' fra Elisabeth Gjerluff Nielsens nye bog, 'Store børn'. Bogen udkommer torsdag 22. august.

Det regner, og jeg venter på melding fra Peter vedrørende tidspunkt for det foreslåede møde og det nye familieprojekt, jeg gerne vil fortælle ham om, men der meldes ikke tilbage. Så bliver det december og hans 60-års fødselsdag, og jeg tager på besøg i den ejendom med tårn, hvor han bor på fjerde og femte sal med sin kæreste og mindste datter. Det vil sige i tårnværelset på femte er det kun Peter, der bor. Øverst og med udsigt til alle verdenshjørner.

I dag bliver vi nedenunder, hvor fødselaren ikke lader sig anfægte af besøgende, men fortsætter sin gang mellem de mange stuer, hvor han roder i papirer, vander blomster og snakker i telefon. Og afbrydes af posten, som bringer gavepakker. En flaske Nielsen Bitter iført hjemmebroderet stramajflaskeforklæde med kærlig hilsen fra en ældre midtjysk dame, som i dagens anledning har broderet forklædet med solskin i lysegult og Peter AG-sangtitlen 'Den dejligste morgen i 100 år' i fladsting.

Knapt er gaven pakket ud, før en nogen og 80-årig svigerinde til Peters svigermor dukker op i omhyggelig makeup og gulvlang minkkåbe. Hun er taget hele vejen fra Charlottenlund til Indre By for at sige tillykke, mens Peter skiftevis har sin revisor, sit bookingbureau og en gammel klassekammerat fra Kirkeskolen i mobilen og samtidig ordner skuffer, tømmer opvaskemaskine, spiller klaver og deklamerer højdepunkter fra de mange nye blyantskrevne tekstudkast, som han har liggende i plasticcharteks overalt i lejligheden.

Peter taler videre i telefonen. Højlydt og længe, mens jeg forsøger at lade være med at lytte, går i gang med at lave kaffen, ingen har budt på, give den besøgende minkpelsen på igen og følge hende ned ad trappen, mens jeg tænker på, at jeg nu har kendt min bror i over 55 år.

Vi har ligget i samme barnevogn og har fået de samme godnathistorier. Vi har spist vores havregrød ved samme bord, slået kolbøtter i samme haver, danset år efter år om samme juletræ med samme onkler, tanter, søskende og forældre og bedsteforældre. Vi har gået i de samme skoler, har haft samme klasselærerinde, har sunget samme Brorson-salmer og hørt samme Beatles-plader. Vi har delt pladeselskab, studie og profession, vi har været gift med hver sin tvilling fra samme tvillingepar. Vi har fulgt hinandens bryllupper, børn og skilsmisser, tider med harmoni og tider med voldsomme konflikter.

Men hvor godt kender jeg egentlig efterhånden min bror, mine søskende?

En ven, som er startet på Cipramil, har netop fortalt mig, at han føler det, som om hans dag er blevet en lige grå streg, hvor der hverken findes krig eller fred, jubel eller gru, sorger eller glæder. Ingen regn, ingen sol, ingen udsving – ingenting? Det minder mig efterhånden lidt om forholdet i min søskendeflok. Flad kurve og høflig holden sig bag diskretionslinjen. Udmattede af de temperamentsfulde konflikter, som vi nemt ryger ind i, og med kun en anstrengt, kunstig høflighed, som vi mestrer virkelig dårligt, at sætte i stedet.

Peter sætter sig ned et øjeblik, og jeg benytter lejligheden til at overrække min fødselsdagsgave, som er et brev, hvor der blandt andet står:

'Søskendeforhold kan være sprødt skrøbelige som mormors nybagte vaniljekranse. Jeg er ikke ude på at ryste dåsen eller smide bagværket på gulvet. Jeg er heller ikke ude på at søge psykologiske sandheder, forklaringer og løsninger på det, der har været smerteligt, svært eller konfliktbefordrende mellem både mine brødre og mig, min søster og mig, mine brødre imellem, min bror, mine brødre og min søster imellem.

Men konflikterne kan sætte sig og skabe afstand. Fortrolighed og tillidsforhold kan få skrammer, så man ikke længere kan nå hinanden, og hvem orker familieterapi for fire deltagere med gennemsnitsalderen 58 ¼ år?

Så hvorfor kan vi ikke bare …?'

Og det, vi ikke bare kan, er så det, jeg alligevel gerne vil. For jeg fortsætter mit fødselsdagsbrev med at beskrive en bog, jeg gerne vil skrive. Et undersøgende søskendeportræt med udgangspunkt i samtaler med Peter og mig om at være storebror/lillesøster. En i vores tilfælde historisk både givende og eksplosiv relation, som jeg gerne vil kigge nærmere på. For hvem ved? Er vores søskendeflok i dag et forladt fællesskab, eller har vi altid været et kollektiv af svært forenelige individualister? Måske vi kunne undersøge familiebegrebet lidt nærmere og potentielt blive klogere på både det og os selv og samtidig nærme os hinanden og nogle spørgsmål, som andre søskende i verden måske også går rundt og tænker over. Og 'jeg vil i al fald gerne følsomt vove pelsen og se, hvor sådan et arbejde kan føre hen,' skriver jeg, og det håber jeg også, han vil, for bogen er tænkt som en gave til os begge.

Peter kigger under læsningen grinende og overrasket op fra brevet og siger, at det havde han ikke lige set komme, så læser han brevet færdigt og siger, at det må han tænke over. Efter et par dages betænkningstid melder han, at det bogprojekt vil han godt være med i.

Annonce
Peter taler videre i telefonen. Højlydt og længe, mens jeg forsøger at lade være med at lytte, går i gang med at lave kaffen, ingen har budt på, give den besøgende minkpelsen på igen og følge hende ned ad trappen, mens jeg tænker på, at jeg nu har kendt min bror i over 55 år.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aabenraa

Advarsel: Motorveje lukker

Esbjerg

Parmo's trold kan ses i Ribe

Læserbrev

Atomkraft, ja tak

Læserbrev: Har man set mage til narreri. Vores energiminister og co. står der i tv med stort smil og proklamerer, at jyderne vil blive ovenud glade for en erstatning på 5.000 kr pr. år skattefrit' for at få deres livsdrøm ødelagt. Sig mig engang tror den børnehave til Christianborgs politikere selv på, at alle andre som dem selv er dumme? jeg har da aldrig set noget mere naragtigt. Jeg synes, man skal se lidt syd for grænsen fra Medelby til Husum, her kan man ikke finde en kvadratkilometer hvor der ikke står en vindmølle, og hvor hustage er overplastret med solceller til el, Og hvad værre er så betaler den tyske stat for øjeblikket omkring 26 mio. euro til vindmølle- og solcelleejerne, fordi man ikke kan forbruge alt det strøm som produceres. Hvad med at bruge spekulatoren i stedet for at i panik prøve på at indfri valgløfter. Politikerne har også travlt med at ødelægge folks liv på vestkysten i almenvellets navn, nemlig at få lavet en 400 kw ledning, så elværkerne kan sælge strøm til England på de Danske forbrugers bekostning. Hvor længe skal vi finde os i denne form for legaliseret diktatur og løgnehistorier. Er det ikke snart på tide at vi slår bremserne i og ser på konsekvenserne af den hovedløse klimapolitik der føres? Alle de der i børnehaven (Christianborg) taler om børnenes tarv, en floskel som man er ved at være træt af. Den største miljøsynder er jo nok mobiltelefonen, og pc'er, og dem kommer der mange flere af. En teenager i dag kan vel ikke gå mere som 10 meter på en sms og kan åbenbart ikke gå uden at være på hele tiden. Hvad med at lære dem at omgås miljøet på en anstændig måde. Strøm skal vi altid bruge, og helt sikker er, at forbruget vil mindst blive fordoblet i fremtiden, men spørgsmålet er nok mere hvordan den skal fremstilles, og om vi er dygtige nok til at se de rigtige løsninger. Hvorfor forsker man ikke i atomkraft, som jo er den absolut reneste form for udvikling af både strøm og varme, hvad med at se det positive i atomkraft og få det udviklet, så det kan bruges uden at se bomber og krig alle steder. Krige er der nok af og de har altid været der, og hvis politikerne er så naive, at de tror de kan rede hele verden, så kan man kun være målløs, når man ser historisk på det har de danske politikere altid prøvet at behage de store lande, hvad med at stå på egne ben.

Annonce