Annonce
Sydjylland

Fra frontlinjen: En enkelt patient er testet positiv for corona

Praktiserende læge Anders G. Lyck fortæller dagligt om sin kamp mod corona. Han har selv fire patienter, der er testet - den ene er positiv. Privatfoto
Fire ud af 1700 patienter er testet for corona i min praksis. Den ene er positiv, og en anden er indlagt akut. Jeg selv har lagt værnemidlerne i skabet.

Stigningen i antal indlagte og antallet af intensivpatienter ser heldigvis ud til at følge en lineær udvikling, så foreløbig kunne det tyde på, at regeringens og sundhedsmyndighedernes skrappe restriktioner har haft den ønskede effekt.

Her i lægehuset er der blot en patient, som indtil videre er testet positiv, og tre under mistanke herfor. Den positive og to af de mistænkte er testet i forbindelse med at de varetager en såkaldt kritisk jobfunktion, mens en enkelt er blevet testet grundet svære lungesymptomer, som desværre krævede akut sygehusindlæggelse. Jeg håber det ved bedste for vedkommende og sender varme og helbredende tanker til vedkommende og familien.

Det er således ikke et stort antal, som er blevet testet her i min praksis. 4 ud af 1700 patienter, hvilket svarer til 0,25 procent.. Selvom testmuligheden angiveligt er blevet bedre, vil det vare længe, inden organisationen kan være gearet til at masseteste. Indtil da må vi nøjes med at få testet efter de hidtige retningslinier, hvilket er ensbetydende med at mild og længerevarende sygdom ikke testes. Ærgerligt da mange er forståeligt bekymrede og efterspørger muligheden, men i en tid med fortsat knaphed på testreagenser må de svært syge og dem som passer på de svært syge og resten af samfundets kritiske funktioner selvfølgelig prioriteres først.

Annonce

Fra frontlinjen

Praktiserende læge Anders G. Lyck fra Hejls syd for Kolding vil i denne tid berette fra frontlinjen.

Ambitionen er at levere en daglig opdatering fra forreste linje i sundhedsvæsnet i det omfang, arbejdsbyrden tillader det. Undtaget er weekenderne.

Et smil er ikke så ringe

Weekendens store emne har være mangel på værnemidler til de praktiserende læger. Jeg har fået udleveret et mundbind og en overtrækskittel (!) indtil videre fra Region Syddanmark. Det forslår jo som en skrædder i helvede, så foreløbig ligger de to nævnte remedier fortsat i skabet. Jeg har dog stor forståelse for, at sygehuspersonalet forsynes først, da de håndterer de konstaterede syge. Dette kræver en noget mere længerevarende og tæt kontakt, og ergo vil de være langt mere udsat for smitteoverførsel.

Vi forsøger istedet at begrænse smittefaren ved at holde afstand, lufte ud, afspritte, have god tidsmæssig afstand mellem patienterne samt efterleve coronahilsereglerne uden håndtryk. Det føltes ganske upersonligt og distancerende de første dage, men patienterne og jeg må så nøjes med et nik, et smil og øjenkontakt. Det er nu heller ikke så ringe en måde at hilse på hinanden på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce