Annonce
Ringkøbing-Skjern

Fra frontlinjen: Forlængelse af coronatiltag var en mavepuster for småbørnsfamilier

Hanne Simonsens barnebarn har lavet mad til sin mor, der sidder hjemme og studerer, mens institutionerne er lukket. Privatfoto
Sundhedsplejerske Hanne Simonsen håber, at der er hjælp til studerende med små børn, som er ekstrapressede af hjemmestudier og lukkede institutioner.

Dagen i går var en mavepuster til mange småbørnsfamilier. Statsminister Mette Frederiksen forlængede hele arrangementet med det nedlukkede velfærdssamfund til 13. april. Med mulighed for forlængelse.

Stort set alle småbørnsforældre tog deres børn hjem fra institutionerne fra den ene dag til den anden for 12 dage siden, 12. marts. Uden at brokke sig overhovedet har de fået det til at fungere. De har virkelig vist samfundssind, og de ønsker jo ikke at udsætte hverken deres børn eller andre for smitte.

Her i Vestjylland er vi heldige at have den store naturlegeplads lige uden for døren.

Nogle havde imidlertid arrangeret indkøring til vuggestue eller dagpleje efter påske. Alle forældre planlægger dette nøje og sørger for nogle rolige uger på hjemmefronten, således at indkøringen kan forløbe trygt og godt for den lille. De færreste tør nu tro på, at daginstitutionerne åbner som vanligt efter påske.

Her i Ringkøbing-Skjern Kommune er vi heldige. Alle institutioner tilbyder nødpasning i vanlig institution. Vi har tillid til folk og spørger blot mundtligt, om de har afsøgt alle muligheder. Hvis svaret er ja, tilbydes nødpasning.

Men flere af vores eksilvestjyder har problemer. Jeg tænker, at de studerende med børn har særlige udfordringer, som kræver lempelser og hjælp fra det offentlige.

De har uro i maven. Man kan jo ikke introducere et lille barn i en fremmed nødpasning, som slet ikke skal blive barnets trygge miljø. Sådan ville det være nogle af studiebyerne.

De skal gøre sig færdig inden for et bestemt stykke tid, for ikke at blive smidt ud af studiet. Men hvordan skal de studere og passe små børn i en lille lejlighed? Det sætter dem under et stort pres lige nu.

Jeg har en af de seneste dage hørt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil udtale, at der vil blive hjulpet, så de studerende kan blive færdige og komme ud på arbejdsmarkedet.

Universiteternes normale regler kan være umulige at bøje. Derfor vil jeg gerne stille følgende spørgsmål til ministeren: Vil børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil give disse småbørnsforældre ro i maven og ro til at passe deres børn ved at sikre dem mulighed for at færdiggøre deres uddannelse over længere tid, hvis de kommer til at overskride deres slutdato på grund af coronakrisen?

En måned eller to nu kan nødvendiggøre et ekstra halvt studieår. Et par ekstra SU-klip og udsættelse af deadlines ville hjælpe disse studerende småbørnsforældre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Lisbeths corona-syge mand ligger bevidstløs i respirator: Pas på jer selv - og ikke mindst pas på andre

Leder

Kamp mod corona berettiger meget, men: Der er også en grænse

Regeringer verden over krænker fundamentale frihedsrettigheder for at bekæmpe corona. Værst i lande med udemokratiske regimer, men også Danmark kan være med. Det er en farlig udvikling. Krisen er så enorm, at vi selv i åbne demokratier må acceptere, at nogle af vores frihedsrettigheder sættes på pause. Det kan være retten til at måtte forsamle sig og bevæge sig frit. Det afgørende er ikke at gå for langt. Det har mange gjort. I Kina var og er det ikke sundt at kritisere diktaturets indsats mod corona. I Cambodia er 17 anholdt for at sprede "falske nyheder". I Tyrkiet er 19 anholdt for blandt andet at skrive, at corona var mere udbredt, end myndighederne sagde. I Ungarn er premierminister Viktor Orbán nu reelt diktator, efter at parlamentet har bemyndiget ham til på ubestemt tid at kunne regere per dekret, altså uden politisk flertal. Samtidig vedtog parlamentet en lov, som giver op til fem års fængsel for at offentliggøre "falske informationer". Så vidt er vi ikke i Danmark, men Mette Frederiksens regering er to gange blevet stoppet i forsøget på at gå for langt. I sit udkast til den første hastelov foreslog regeringen at bemyndige sundhedsministeren til at lade myndigheder trænge ind i private hjem uden dommerkendelse, hvis der var mistanke om smitte. I udspillet til den anden hastelov, som blev vedtaget sent tirsdag aften, ville regeringen give Styrelsen for Patientsikkerhed adgang til borgernes dankorttransaktioner for at spore potentielt coronasmittede – også uden dommerkendelse. Også dét blev heldigvis stoppet. I begge tilfælde demonstrerede Socialdemokratiet, hvad det har gjort siden sin valgsejr: Man er tilhænger af en meget stærk stat, som gerne må gribe dybt ind i borgernes private liv, hvis det tjener, hvad partiet opfatter som fællesskabets bedste. Men det sætter Grundloven faktisk grænser for, og det er godt, at nogle partier i Folketinget stadig har den som ledestjerne. Coronakrisen berettiger mange indgreb, men der er også en grænse.

Danmark

Live: FN-klimatopmøde udskudt på grund af coronavirus

Danmark

Lyt med: Har EU spillet fallit under corona-krisen? Nej, EU ender som sejrherre, siger ekspert

Annonce