Annonce
Ringkøbing-Skjern

Fra frontlinjen: Tænk at få sit første barn, og så må bedsteforældrene knap komme på barselsvisit

Nybagte forældre får en klat håndsprit i stedet for et håndtryk ved sundhedsplejerske Hanne Simonsen. Her er det Malene Petersen med sin lille datter. Privatfoto
Sundhedsplejerske Hanne Simonsen forstår godt, hvis nybagte forældre har brug for ekstra støtte i disse tider, men synes, de tager situationen i stiv arm. Og så må bedsteforældrene komme på barselbesøg på Facetime. Hun beretter til Dagbladet om arbejdet ved frontlinjen i coronaland.

Ringkøbing-Skjern: Den første uge er gået med at skrive en hel masse sammen på mail og holde nogle virtuelle møder.

Som situationen er lige nu, er vi sundhedsplejersker sendt hjem og passer telefon og mail hjemmefra. Vi tilbyder forældre til helt nyfødte at komme i vores konsultation i Tarm, Ringkøbing eller Videbæk. Kun den ene forælder må komme med ind, og de skal være raske. Den anden forælder kan for eksempel være med på en telefon med medhør.

Tænk at få sit første barn, og så må bedsteforældrene knap komme på barselsvisit, men står i nogle tilfælde og kigger ind af vinduet og er med på for eksempel Facetime. Det ændrer virkelig på vores kendte hverdag og forventninger.

Vi har fået skærpede krav til hygiejne. I stedet for at byde velkommen med et håndtryk får moderen eller faderen en klat sprit i hånden. Vi undersøger barnet på puslepude og vægt. Når jeg er færdig med det, rykker jeg mig to meter væk og snakker med forælderen, for at holde afstand. Det føles virkelig mærkeligt at stå to meter væk. Vi har i dag fået fat på nogle træstole, der kan afsprittes, så vi i det mindste kan tilbyde den nybagte mor at sidde ned.

Jeg har kortærmet T-shirt på, så jeg kan spritte hænder og arme. Når jeg kommer hjem, skal jeg først køre vaskemaskinen tom på 90 grader med citronsyre og dernæst køre mit arbejdstøj på 60 grader.

Jeg er meget benovet over forældrene. De tager det i stiv arm og viser stor forståelse. De bevæger sig ikke ud i byen, hvis ikke de synes, det er vigtigt. De passer deres børn rigtig godt.

Som sundhedsplejerske har jeg fortsat forældrene og det lille barn meget på sinde, og jeg synes, det vil være forståeligt og naturligt, hvis de foretager nogle flere opringninger til sundhedsplejersken i denne tid. Jeg ved, at vi alle vil besvare bedst muligt.

Beretninger fra frontlinjen

I kampen mod coronavirus spiller nogle faggrupper, ikke mindst i de ansatte i sundhedsvæsenet, en nøglerolle. Sammen med vores søsteraviser har vi bedt nogle af de mennesker, der er helt tæt på frontlinjen – læger, sygeplejersker, ambulancereddere, sundhedsplejersker og andre – om at fortælle om deres hverdag netop nu. Vi samler de personlige beretninger, og du kan læse alle kapitler på DBRS.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Studerende føler sig tvunget i praktik på trods af coronafrygt: Takker man nej, må man tage orlov

Danmark

Live: Svenske coronadødstal kan være dobbelt så høje som hidtil antaget

Annonce