Annonce
Esbjerg

Fra grå gavl til farverigt maleri: Mogens Jessing giver farve til Brammings bybillede

Den lokale kunstner, Mogens Jessing, står bag maleriet, som nu pryder gavlen ved Storegade/Viadukten. Maleriet har været på tegnebrættet længe, men man har først nu fundet en måde at forstørre det, uden at Mogens Jessing skulle bruge alt for lang tid og stå langt over jorden på et stativ.
Den lokale kunstner, Mogens Jessing, har forvandlet en kedelig, grå gavl i Bramming til et farverigt maleri, der skildrer både hans barndom og Brammings kendetegn. Han glæder sig over, at gadekunst kan fylde mere i byen.
Annonce

Bramming: Kører man ad Storegade og kigger til højre ad Viadukten, er man i denne uge blevet mødt af et noget andet syn end tidligere.

Hvor der før var en grå, kedelig, lidt afskallet væg, pryder et stort, farverigt maleri nu gavlen. Det er malet af den lokale kunstner, Mogens Jessing.

- Det skal gerne forskønne byen lidt. Placeringen er jo god, fordi maleriet bliver meget synligt. Det kan give lidt farve i Bramming i stedet for sådan en kedelig, grå gavl, siger han.

Annonce

Inspireret af barndom og Berlin

Motivet er Brammings vartegn og hans egen barndom, fortæller han.

Helt oppe under taget kan man se et gult fly og en rød bro. Flyet er efter en gammel dansktopsang, og fordi han selv fløj meget med svævefly som barn. Den røde bro er også et barndomsminde, her badede han og vennerne.


Jeg kan godt lide, at der er noget at kigge på i byen, og at man kan bruge bybilledet på den måde.

Mogens Jessing, lokal kunstner


Længere nede er kontroltårnet fra Bramming. Det er hovedmotivet, fortæller han.

- Bramming er jo vokset op omkring jernbanen, så kontroltårnet er vigtigt i byen. For mig har det altid været lig med at komme ud at rejse, men også at komme hjem, siger han.

Det er også, mens han har været ude at rejse, at han har fundet meget af inspirationen til maleriet.

Han har været meget i Berlin, hvor gadekunst fylder i bybilledet, markant mere end i Bramming, fortæller han.

- Man kan selvfølgelig ikke sammenligne de to byer, men jeg er vild med, at der er så meget gadekunst i Berlin. Dernede laver de jo alle mulige ting. Jeg gad godt, der var mere af den slags i Bramming, siger han.

- Jeg kan godt lide, at der er noget at kigge på i byen, og at man kan bruge bybilledet på den måde, siger han.

Annonce

Lang proces

Maleriet kom op på gavlen mandag, fortæller han, men der har været en lang proces inden. Bramming Kulturnat kom med idéen for flere år siden, og først forsøgte man uden held at søge midler til at få maleriet op. Desuden skulle der findes en løsning på at få maleriet op på gavlen. Det ville nemlig tage for lang tid for Mogens Jessing at male direkte på, og han ville ikke stå på et stativ langt over jorden.

Derfor kom det først i stand, da Robin og Merete Poulsen, der ejer bygningen, foreslog, at maleriet kunne overføres til plader, som kunne sættes op på bygningen.

- Jeg ved ikke helt, hvordan det er gjort. Men maleriet er blevet forstørret, og så er det sat på plader. Man gør vist også sådan med reklamer, mener Mogens Jessing.

Nu kan maleriet pryde byen i flere år, fem eller seks, mener han, inden farverne falmer. Men så kan det nemt sættes op med samme metode, fortæller han.

Gavlmaleriet forestiller både Mogens Jessings barndomsminder fra Bramming, lige fra den røde bro, hvor de badede, til æbletræer i andres haver, hvor han og vennerne gik på æblerov, men det forestiller også nogle af byens kendetegn. Hovedmotivet er af kontroltårnet fra jernbanen, og i nederste højre hjørne har han malet et billede af den hovedløse Kaj Lykke, som der også er en statue af i Bramming.
Udover barndommens billeder er inspirationen Berlin. Her fylder gadekunst meget i bybilledet, og Mogens Jessing glæder sig over, at det også kan give farver i Bramming.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce