Annonce
Danmark

Fra kviklån til private lån på nettet: Disse lånetyper skal du undgå

De fleste ved, kviklån til forbrug kan blive en dyr affære. Nu er lån mellem private på lånetjenester som Primutu og på Facebook også kommet til. Ifølge Forbrugerrådet Tænk, bør du afholde dig fra begge dele. Arkivfoto: Michael Bager

Forbrugslån tog for alvor fart i Danmark, da kviklånene kom til. Siden er markedet blevet udvidet med lån mellem private på Facebook og lånetjenesten Primutu. Få et overblik over de nye lånetyper. De frarådes af ekspert i privatøkonomi Kim Valentin og Forbrugerrådet Tænk.

1. Kviklån

Kviklån, også kaldet mikrolån, SMS-lån og minilån kom til Danmark omkring årtusindskiftet i takt med udbredelsen af det mobile netværk. Kviklån er en betegnelse for et mindre lån, som udbetales hurtigt, og hvor den, der låner penge, ikke stiller sikkerhed. Typisk udbydes lånene af internetbanker eller finansielle virksomheder. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at forbrugerne i 2014 samlet set lånte i alt cirka 436 millioner kroner som kviklån i gennemsnitligt 30 dage.

Kviklån har længe været en udskældt låntype på grund af de høje årlige omkostninger op mod 600-700 procent, og i 2017 trådte en ny regel i kraft vedrørende kviklån. Reglen betyder, at personer, som har søgt et kviklån, skal vente i 48 timer, før det bekræftes, at personen vil foretage lånet. I den periode har låntager muligheden for at annullere lånet.

Annonce

2. Lån i lukkede Facebookgrupper

Facebook-sider som "Lån Penge Af Private", "RKI lån - lån penge af private" og "Lån penge af andre og lån selv ud", har ud fra deres opslag haft deres første aktivitet i sommeren 2018. Siderne faciliterer lukkede Facebook-grupper, hvor private kan låne penge af hinanden. Ifølge Politiken er renterne i disse grupper oppe mod 100 procent. Avisen Danmark har talt med en 34-årig mand, som har lånt penge i en af de lukkede lånegrupper. Han er efterfølgende blevet truet, og manden, der gav ham lånet, mødte op på hans bopæl.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk og Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg er der tale om en ny tendens, hvor grupperne systematiserer mødes mellem låntager og långiver.

3. Lån mellem private på hjemmesider som Primutu

I løbet af det seneste års tid er markedet for forbrugslån også udvidet med den nye lånetjeneste Primutu, som særligt i de seneste måneder har faciliteret mange låneaftaler mellem låntagere og långivere. Avisen Danmark foretog en optælling af sidens lån fra klokken 10 den 12. december og en uge tilbage i tid. I den periode blev der ifølge hjemmesidens opslagstavle med lån givet 183 lån, hvoraf 160 var til 100 procent i rente om måneden. Udregnes de årlige omkostninger, ÅOP, vil disse dog ved mange af lånene nå op på 1200 procent.

Siden avisen Danmark forholdt hjemmesidens ejer, Peter Price, til optællingen og de høje renter, er der nu kommet flere lån med mellem 40-60 procent i rente om måneden.

Der kræves ikke nogen kreditvurdering på siden, og det er alene op til långiver at sætte renteniveauet, ligesom sidens indehaver heller ikke blander sig i inddrivelsen af pengene.

Virksomheden tjener penge ved at sælge låntagerne pakker til 19, 29 og 39 kroner, som de skal bruge for at kunne byde på de forskellige lån.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hemmelighedskræmmeri er uhyrligt

Danfoss beviser endnu engang en familieejet virksomheds styrke i forbindelse med sagen om den voldsomme forurening på Himmark Strand på Als. Her dumpede Danfoss med myndighedernes tilladelse årligt tonsvis af flydende industriaffald i 1950’erne og 1960’erne. Man vidste dengang ikke bedre, og Danfoss kan juridisk ikke gøres ansvarlig for udledningen. Jura og moral er imidlertid vidt forskellige ting. Og det moralske ansvar tager Danfoss på sig. Derfor er koncernen frivilligt gået i spidsen for det arbejde, som efter planen skal gøre området giftfrit senest i 2023. På egen hånd har Danfoss desuden iværksat den forundersøgelse, der skal afdække problemet. Sådan handler et firma, der skeler mere til anstændighed end bundlinje. Storsind i den målestok kan man udvise, når ejerne ikke er udenforstående aktionærer med et fuldt legitimt ønske om det maksimale udbytte af deres investering. Her har vi i stedet at gøre med familien Clausen, der ved denne og talrige andre lejligheder har bevist deres engagement i lokalsamfundet. Samme redelighed kunne man ønske sig fra Sønderborg Kommune. Her er der imidlertid spillet med beklageligt fordækte kort i denne sag. En aktindsigt afslører, at kommunaldirektør Tim Hansen forsøgte at mørkelægge et møde om forureningen mellem kommunen samt repræsentanter for Danfoss og regionen sidste år i oktober. Penge var motivet til hemmelighedskræmmeriet. Et udviklingsselskab var langt fremme med planerne for ferieområdet Nordals Ressort. I den forbindelse ville det være særdeles ubelejliget, hvis pressen begyndte at skrive om en kraftig forurening kun godt en kilometer fra ferieparadiset – mente altså kommunaldirektøren. En række eksperter vurderer samstemmende, at kommunaldirektøren hermed groft har overtrådt reglerne. Hvis det er tilfældet, må det naturligvis have konsekvenser. Men allerede nu kan der faktisk fældes en dom over Tim Hansen: Sådan handler en kommunal topchef, der skeler mere til bundlinjen end anstændigheden.

Kolding For abonnenter

Se hvad ny havneplan går ud på: Partier har alternativ havnevision klar efter et års hed debat

Annonce