Annonce
Navne

Fra revolutionerende rockhelt til ridder

Dronning Elizabeth slog The Kinks' forsanger, Ray Davies, til ridder i 2017. John Stillwell/Ritzau Scanpix
Sir Ray Davies lagde Tivoli Koncertsal og hele verden ned med bandet The Kinks' rå rockrytmer. Den nyslåede ridder fylder 75 år fredag den 21. juni.

Det engelske rockband The Kinks optrådte for første gang i Danmark i midten af 60'erne, hvor de straks kom i fokus for andet end musikken. I ren og skær begejstring flåede flere hundrede Kinks-fan Tivolis Koncertsal fra hinanden. Bandet blev dirigeret i omklædningsrummet, og et aggressivt politi tog sig af de vilde koncertgæster. Noget lignende var aldrig set i Danmark.

Fredag den 21. juni fylder bandets frontfigur og forsanger, Ray Davies, 75 år.

Han dannede The Kinks sammen med lillebror Dave Davies i 1963. De var de yngste af otte børn i en arbejderfamilie i Nordlondon.

Året efter fik orkestret deres første pladekontrakt, og samme efterår slog de igennem med sangene "You Really Got Me" og "All Day and All of the Night". De to rå rocknumre var skåret efter en simpel skabelon af ung kærlighed og lyst og ramte plet hos publikum verden over.

Annonce
Ray Davies optræder stadig sporadisk på scenen - her på Ledreborg Slot i 2010. Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

"Americana"

Ray Davies' stil udviklede sig dog hurtigt, og The Kinks prøvede sig af i flere forskellige genrer. Teksterne bevægede sig over i social kommentar - især med fokus på det britiske klassesamfund.

Deres udgivelser har siden inspireret utallige bands og endda en hel genre. Britisk britpop var næppe blevet til noget uden The Kinks' forlæg.

I 1996 gik bandmedlemmerne hver til sit, men Ray Davies fortsatte med musikken og udgav flere soloalbums. USA havde altid inspireret sangskriveren, og efter årtusindskiftet flyttede han til New Orleans og boede. Her var det dog nær gået helt galt, da han blev skudt i benet under et gaderøveri i 2004.

Den oplevelse mundede ud i hans seneste udgivelser - en selvbiografi med navnet "Americana" og to tilhørende albummer. Han har også stået bag prisbelønnede musicals, blandt andet to skrevet over The Kinks-hittene "Come Dancing" og "Sunny Afternoon".

Davies' foreløbigt sidste optræden på den helt store scene var under afslutningsceremonien ved OL i barndomsbyen London i 2012, hvor han spillede "Waterloo Sunset". Og i 2017 blev han så udnævnt til Sir Ray Davies.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
112

Rådyr skyld i færdselsuheld

Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce