Annonce
Udland

Frankrig fordømmer Syriens og Ruslands fremfærd i Idlib

Benoit Tessier/Reuters

Frankrig gentager, at Syrien og Rusland bør indstille en militær offensiv i den nordvestlige del af Syrien.

Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, fordømmer fredag Syriens regering og Rusland for at svigte deres løfter i Idlib.

Annonce

Han siger, at de må nedtrappe kampene i den syriske provins og tage hensyn til internationale humanitære love.

Storbritannien fordømmer også Syrien og Rusland for "brutale" angreb i Idlib.

FN's Sikkerhedsråd samles senere fredag om den anspændte situation. Det oplyser diplomater i New York til Reuters.

I Paris siger Le Drian, at han over for Syrien og Rusland har gentaget franske opfordringer til, at de indstiller en militær offensiv i den nordvestlige del af Syrien. Han siger, at de to lande må leve op til deres internationale forpligtelser.

Le Drian fremsatte udtalelsen fredag efter drøftelser med Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu.

I London kalder den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, Syriens og Ruslands fremfærd i Idlib for "hensynsløs og brutal".

- Torsdagens angreb, hvor 33 tyrkiske soldater blev dræbt, bekræftede blot den hensynsløse og brutale natur ved den offensiv, som det syriske regime og Rusland gennemfører i Idlib, siger Dominic Raab.

Han understreger, at London vil presse på for hårdere sanktioner mod det syriske styre.

Efter at de 33 tyrkiske soldater blev dræbt i Syrien torsdag, har den tyrkiske regering sagt, at den ikke vil forhindre tusindvis af flygtninge fra Syrien i at søge mod Europa.

- Jeg har i særdeleshed budt Tyrkiets hjælp til syriske flygtninge velkommen. Jeg har understreget vores beslutninger om at forstærke den humanitære hjælp. Det gælder både på nationalt og europæisk niveau, siger Le Drian.

Nato og EU advarer om, at der er risiko for "en større åben international militær konfrontation".

Både Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans tyrkiske modpart, Recep Tayyip Erdogan, synes i deres udtalelser at være opsatte på at få nedtrappet konflikten.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Politiet i opråb: Uklare GDPR-regler forsinker opklaring af kriminalitet

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Studerende føler sig tvunget i praktik på trods af coronafrygt: Takker man nej, må man tage orlov

Danmark

Live: Trump advarer om hård uge forude med coronadødsfald i USA

Annonce