Annonce
Udland

Frankrig ser positivt på dansk tilbud om lederrolle i Hormuz

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Danmark vil gerne lede en mission Hormuzstrædet, hvor dansk fregat indtil nu har konstateret fred og ro.
Annonce

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har torsdag været i dialog med Frankrig om at overtage ledelsen af en observationsmission i Hormuzstrædet i 2021, og franskmændene er ifølge ministeren "meget positive".

Hun har torsdag og fredag besøgt det danske bidrag i strædet, hvor Frankrig aktuelt leder en mission, der får støtte fra flere europæiske lande.

- Der er ingen tvivl om, at de yder en formidabel indsats. Jeg har ikke mindst talt med vores samarbejdspartnere, som i høj grad værdsætter vores indsats, siger Bramsen.

Aktuelt har Danmark en fregat og omkring 170 udsendte i Hormuzstrædet, som er en strategisk vigtig passage til Den Persiske Golf.

Desuden er rejsende ambassadør Julie Pruzan-Jørgensen missionens særlige diplomatiske repræsentant.

Missionen med bidrag fra otte europæiske lande skal sikre retten til fri sejlads i strædet. Danmark besluttede at gå med i missionen, der blev etableret efter flere hændelser. Blandt andet blev flere civile skibe angrebet i 2019.

Der har været ro i farvandet, mens fregatten "Ivar Huitfeldt" har været der, men det var der også i tiden, før den danske fregat ankom.

- Det er i høj grad en forebyggelsesindsats. Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at de er klar, hvis der skulle komme særlige opgaver. Men det er ikke det, vi har set indtil nu, siger Trine Bramsen.

Trods de positive meldinger fra de øvrige i missionen er det endnu ikke fastlagt, at Danmark skal overtage ledelsen med et stabsbidrag i stedet for det operative bidrag, som man har i dag.

Det skyldes blandt andet, at Danmark skal have sikkerhed for, at andre lande også fortsat vil bidrage, da Danmark ikke kan løfte opgaven uden hjælp.

Ministeren har torsdag haft samtaler med de andre lande i missionen og med lokale partnere.

Danmark kan ifølge ministeren også tænkes at tilbyde bidrag til maritim sikkerhed og retten til fri sejlads andre steder. Hun lægger vægt på, at Danmark er en søfartsnation, for hvem retten til fri sejlads er vigtig.

- Der er ikke noget konkret på tegnebrættet. Men grundholdningen er, at når værdier - som retten til fri sejlads er - bliver krænket, så indgår vi gerne i dialog om eventuelle bidrag, siger hun.

Hun peger på, at retten til fri sejlads bliver "krænket mange steder i verden", og så kommer det til at "gå ud over danske maritime erhverv".

Missionen i Hormuzstrædet er med til at klæde danske soldater på til at løfte andre opgaver ude i verden.

- Der er ingen tvivl om, at dette også bidrager til, at vores ansatte i søværnet får opretholdt nogle kompetencer. Det styrker vores robusthed at være et sted, hvor der er denne type af missioner, siger hun.

Bramsen mener, at militære opgaver med ledelse ligger godt til Danmark. Forsvaret overtager om kort tid ledelsen af Natos træningsmission i Irak.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Peter Madsens flugtforsøg: Truede med bombeattrap og hoppede ind i hvid varevogn

Varde

Så er det nu: Syv dage til Rema åbner

Indland

Fængselsansattes formand venter Madsen flyttet til nyt fængsel: Enner Mark og Nyborg er i spil

Annonce