Annonce
Sport

Franske kvinder overvinder brøler og slår Norge ved VM

Jean-Paul Pelissier/Reuters
Frankrig scorede et hovedløst selvmål, men slog Norge ved VM i kvindefodbold, og Frankrig topper sin gruppe.

De norske fodboldkvinder måtte atter erkende, at Frankrig var for stor en mundfuld ved VM i fodbold onsdag.

Her vandt hjemmebanefavoritterne 2-1, selv om Frankrigs Wendie Renard scorede et opsigtsvækkende selvmål til 1-1. Med sejren nåede Frankrig dog op på seks point på førstepladsen i gruppe A.

Norge følger efter med tre point for to kampe ligesom Nigeria, der slog Sydkorea 2-0.

35.000 tilskuere bakkede værterne op i Nice, men det var nordmændene, der var mest glade, da de første 45 minutter var spillet.

Norge gik således til pausen uden at indkassere mål, og derfor stod der 0-0 med indgangen til anden halvleg.

Frankrig var i teten, men Norge sled fornemt og formåede altså at stå for presset i kampens første halvdel.

Norge mødte ellers op med statistikken imod sig, da det i de seneste ni kampe forud for onsdagens opgør ikke var blevet til norsk sejr over Frankrig siden 2005.

Anden halvleg var da også blot et minut gammel, da Amel Majri serverede et kraftfuldt indlæg fra højre side. Bolden landede for fødderne af Valérie Gauvin, der resolut afsluttede og bragte Frankrig foran 1-0.

Otte minutter senere gik klappen dog helt ned for Frankrigs Wendie Renard. Hun skulle blot sende bolden ud over sidelinjen i eget felt efter et skidt norsk indlæg, men Lyon-spilleren sparkede helt uforståeligt bolden i eget net til 1-1.

Så var der optimisme i den norske lejr, men med 20 minutter igen fik Frankrig tilkendt et straffespark efter videohjælp, og Eugénie Le Sommer bragte efterfølgende Frankrig foran 2-1.

Tidligere onsdag hentede Tyskland en 1-0-sejr over Spanien efter en scoring kort før pausen.

Her afsluttede tyskerne først på et hovedstød af Alexandra Popp, men Spanien-keeper Sandra Paños fumlede med bolden, så den røg i spil igen.

Herefter blev Marta Torrejón i det spanske forsvar overløbet af tyske Sara Däbritz, som scorede kampens enlige mål.

Dermed har Tyskland i gruppe B seks point for to kampe, mens Spanien har tre point for to kampe.

Kina og Sydafrika har hver spillet en kamp og har nul point.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce