RIBE: De var mandag formiddag på en fire timers ekspedition i Vadehavet med turbåden Mandøpigen for at hente friske østers. Det var hovedårsagen til, at 32-årige spanske David Mejias og hans 24-årige kæreste, franske Heloise Silvant, mandag ved 14-tiden kunne stå på Domkirkepladsen i Ribe og åbne østers, som de efterfølgende fortærede sammen med frisk flutes og spansk hvidvin.
Det unge par er på to dages ophold i Ribe - på Hotel Dagmar - som led i en to ugers rundrejse i Danmark, og det var udsigten til at opleve Vadehavet og hente friske østers op herfra, som fik dem til at komme til Sydvestjylland.
- Vi bookede turen hos Mandø Bed & Breakfast. Hjemmefra havde vi jo hørt, at Vadehavet er et nationalparkområde, og for os var det en stor oplevelse at opleve naturen, som er helt unik. Iført waders var vi først ude og se sælerne og muslingebankerne, og så brugte vi ellers tiden på at samle østers. På båden fik vi smagsprøver på de friske østers - med champagne til. Det var en rigtig fin oplevelse, fortæller Heloise Silvant.
- På båden fik vi smagsprøver på de friske østers med champagne til. Det var en rigtig fin oplevelse
Heloise Silvant
Tidevandet
Det fransk-spanske par nåede også at opleve tidevandet under østers-safarien.
- Ja, vi gik jo rundt med vores spand og var stærkt optaget af at samle østers, og inden vi var færdige steg vandet så meget, så vi måtte stige ombord i båden. Det er en speciel fornemmelse, konstaterer Heloise Silvant.
Fra Normandiet, som er naboregion til Bretagne, hvor de bor, kender de også til tidevandets skiften - ved øen og slottet Mont Saint Michel.
- Her stiger og falder tidevandet meget dramatisk, og landskabet er anderledes end i Vadehavet. I Vadehavet er det unikt, fordi det hele er fladt, og da solen også skinnede mandag formiddag var det en meget speciel oplevelse for os, fremhæver David Mejias.
Det fransk-spanske par tog et fly til København, og har så med tog rejst rundt i Danmark, hvor de udover Ribe og Vadehavet har besøgt Skagen, Aalborg, Aarhus og også planlægger at besøge Odense og måske endnu et par byer inden turen går hjem fra Nordfrankrig igen.