Tønder: Fra fredag den 9. april er det lokale vaccinationssted i Tønder Sport- og Fritidscenter klar til at tage mod de første borgere. Efter planen skal 250 borgere vaccineres den 9. april. Og borgerne i Tønder Kommune kan godt vænne sig til, at der ikke bliver så langt at køre for at få vaccinen.
Fra artiklenOg borgerne i Tønder Kommune kan godt vænne sig til, at der ikke bliver så langt at køre for at få vaccinen.
Det er nemlig planen, at der fra uge 16 er fast vaccinationsdag i både Tønder og Toftlund, hvor omkring 1500 borgere om ugen samlet set vil blive vaccineret på de to steder.
Har man en vaccinationstid i Tønder Sport- og Fritidscenter, skal man være opmærksom på, at man ikke skal benytte hovedindgangen til centeret, da den indgang benyttes af borgere, som skal til test. Derimod skal borgere, som skal vaccineres anvende sideindgangen, der er placeret på siden af Tønder Sport- og Fritidscenter, hvor det er muligt at se vandrehjemmet fra. Det er den indgang, som tidligere er benyttet i forbindelse med kviktest.
Man har valgt denne løsning, fordi borgere der skal til vaccination og test ikke skal gøre brug af de samme ind- og udgange, oplyser Tønder Kommune i en pressemeddelelse.
Hold afstand
Døren til vaccinationssalen går op klokken 10. Ankommer man tidligere, skal man vente udenfor.
Tønder Kommune oplyser i pressemeddelelsen, at det er vigtigt, at man ikke kommer før den tid, man har bestilt vaccinationen til. Ankommer man til Tønder Sport- og Fritidscenter 10-15 minutter før, er man i meget god tid, står der.
Derudover er det vigtigt at holde to meters afstand, være iført mundbind ved ankomsten til vaccinationsstedet, ligesom man skal huske at medbringe sit sygesikringsbevis. Det skal både bruges ved et registreringsbord inde i hallen, og når man kommer ind i vaccinationskabinen, hvor vaccinationen gennemføres.
Der vil, udover medarbejdere fra Region Syddanmark og Tønder Kommune. også være frivillige fra Ældresagen, der hjælper med at guide rundt på vaccinationsstedet i Tønder Sport- og Fritidscenter.