Annonce
Trekantområdet

Fredericia-virksomhed er igen certificeret som et godt sted at arbejde

De ansatte hos Process Engineering A/S er glade for deres arbejdsplads. Foto: Jørgen Jeppesen

Fredericia: Process Engineering A/S er for andet år i træk blevet Great Place to Work-certificeret. Undersøgelsen, der er gennemført af Great Place to Work, og som ligger til grund for certificeringen, har til formål at afdække virksomhedens arbejdsmiljø og medarbejdernes arbejdsglæde. Sidste år deltog man for første gang i undersøgelsen, og gennem hele året har man arbejdet med de indsatsområder, som medarbejderne pegede på, skulle forbedres.

- Undersøgelsen er et godt værktøj for os til at bringe de indsatsområder frem, som vi kan forbedre os på og gøre os til en endnu bedre arbejdsplads. Det er heller ingen hemmelighed, at det er vores dygtige og engagerede medarbejdere, der gør Process Engineering til en attraktiv arbejdsplads. Derfor er vi rigtig glade og stolte over endnu en gang at blive certificeret som en af Danmarks bedste arbejdspladser, siger direktør Poul B. Jakobsen i en pressemeddelelse.

De seneste fem år er firmaet vokset fra 35 medarbejdere til nu at være 110 og med en forventning om at være 200 ansatte i Danmark og 100 ansatte i udlandet.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Annonce