Annonce
Sport

Frederik Andersen taber All Star-finale i NHL

Aaron Doster/Ritzau Scanpix
Målmanden Frederik Andersen deltog som den blot anden dansker i den prestigefyldte All Star-weekend i NHL.

Den danske ishockeyspiller Frederik Andersen og hans All Star-hold formåede ikke at vinde All Star-finalen i NHL.

Det står klart, efter at holdet fra Atlantic Division tabte 4-5 til holdet fra Pacific Division i finalen.

Forinden havde Frederik Andersen og resten af holdet fra Atlantic Division fundet vej til finalen ved at vinde 9-5 over Metropolitan Division natten til søndag dansk tid.

Den danske keeper, der normalt spiller for Toronto Maple Leafs, stod på mål for Atlantic Division i første periode af den første kamp. Her lavede han blot fem redninger på ni forsøg, og første periode endte 4-4.

I kampens anden periode stod russiske Andrei Vasilevski, der er den anden udtagne målmand fra Atlantic Division, på mål.

Den russiske keeper formåede at lave seks redninger på syv forsøg og var dermed i høj grad med til at sikre sejren på 9-5.

Med sejren skulle Frederik Andersen og Atlantic Division møde Pacific Division i All Star-finalen. Finalen blev også spillet natten til søndag dansk tid.

Pacific Division havde vundet 10-5 over Central Division og gik dermed i finalen.

I selve finalen leverede Frederik Andersen otte redninger på ni forsøg, og Atlantic Division var foran med 3-1.

Men uden danskeren og med Vasilevski på mål tabte holdet anden periode, som endte 4-1 til Pacific Division, der dermed tog sejren og titlen.

Frederik Andersen var som den blot anden dansker i historien udtaget til den prestigefyldte All Star-weekend.

Frans Nielsen var i 2017 den første dansker til at blive udtaget til showkampene, der spilles i løbet af en weekend med stor opmærksomhed til følge.

Til All Star-weekenden udvælges de mest seværdige og bedste spillere fra de fire divisioner i NHL.

I All Star-kampene spiller man tre mod tre for at få mange flere mål og afslutninger, og der er ti spillere i alt i trupperne på hvert hold.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Kolding For abonnenter

Venstre solo om at fastholde udskældt besparelse på ældre

Annonce