Varde: Snart bliver der åbnet for, at arkitektfirmaer kan byde ind med forslag til, hvordan Frelloskolen ser ud.
Det bliver sendt i et omvendt udbud, fortæller Peder Foldager (V), formand for børn og læring. Kommunen fastsætter en pris, og det bedste projekt til prisen vinder. I normale udbud er det som regel projektet med den laveste pris, der vinder.
Det er dog ikke besluttet, hvad prisen for skolen præcis skal være, men det bliver formentlig et sted mellem 160 og 180 millioner kroner.
Når vinderen skal findes, så vægter funktion 40 procent, arkitektur 35 procent og kvalitet 25 procent. Peder Foldager forklarer, at i den tekniske beskrivelse er der mange kvalitetskrav, så der er stor fokus på kvalitet, mener han.
Dommerkomiteen kommer til at bestå af Erik Buhl (V), Peder Foldager (V), Preben Friis-Hauge (V), Søren Laulund (S), kommunaldirektøren, direktøren for børn, læring og job, skoleleder Morten Møller Jensen, en forælder, to medarbejdere og to fagdommere.