Annonce
Debat

Fremtidens museum – men for hvem?

Kasper Rathjen tiltrådte i marts måned som kulturhistorisk inspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Foto: PR
Annonce

Læserbrev: Forandringens vinde blæser over Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Nok har en kinesisk flagermus slået skibet ud af dets midlertidige kurs, men besætningen arbejder utrætteligt på at navigere i de urolige vande med blikket skarpt rettet mod horisonten. Gentænkningen af museet i form af projektet Havets Giganter er stadigvæk en realitet, og selvom vi har talt med mange, så har vi ikke – før nu – inviteret åbent til dialog med Esbjerg.

Der er ingen tvivl om, at Fiskeri- og Søfartsmuseet er lokal forankret i en sådan grad, at de fleste museer kigger med misundelse mod teglstenskuberne på Tarphagevej. For over et halvt århundrede siden åbnede museet og stod de følgende årtier i nær relation til det fiskerierhverv, der var identitetsbærende for hele Esbjerg. I dag er fiskerne for længst gået i land; ankerne er slugt og byen lugter ikke længere af fisk (den historie fortæller vi i vores seneste udstilling om Esbjergs fiskeskippere). I dag taler vi i stedet om en energi- og uddannelsesmetropol (på museet afspejlet i vores offshore-udstilling), men vi kommer ikke uden om, at afviklingen af fiskeriet også markerer et identitetstab for byen – og dermed også for det museum, der ønsker at være lokal forankret og aktuelt. Skal vi være et mausoleum over fortidens virketrang og eventyrlyst, eller skal vi træde et skridt tilbage og sætte denne skelsættende epoke i et større perspektiv, hvorved det stedbundne og særegne risikerer at forsvinde i de store fortællinger?

En stor fortælling kan netop findes med afsæt i den virketrang, der sendte så mange unge mænd ud på havet; en fortælling om en omstillingsparathed – ja, vel nærmest en slags nybyggermentalitet – der siden 1868 har præget byen, havnen og indbyggerne. Der er måske tale om en særlig esbjergensisk indstilling eller ånd, som har bestemt havnens fysiske udtryk; først som kutterflådens hjem, sidenhen som den højtspecialiserede havn, der nu huser både den sorte såvel som den grønne offshore. Da højskolemanden Søren Alkærsig i starten af 1900-tallet skulle beskrive den esbjergensiske ånd, brugte han netop vendingen, at der var noget ”amerikansk” over byens indbyggere, der var formet af en ”opstemt virksomhedstrang”. Lignende beskrivelser af Esbjerg er ikke ualmindelige i dag. Hvordan mon fremtiden kommer til at se ud for denne by og dens ”ånd”? Er havnen stadigvæk en bærende del af byens identitet, og vil den være det fremover? Vil den massive tilstedeværelse af internationale firmaer omkalfatre byen, som vi kender den – er forandringen allerede sket?

Spørgsmålet er naturligvis, hvordan vi nu skal fortælle disse historier – og om det overhovedet er historier, vi skal fortælle. Under udarbejdelsen af planerne for det nye museum, har vi vendt os mod os selv, fagfæller, konsulenter og alskens eksperter. Disse peger alle i samme retning, nemlig mod bæredygtighedsagendaen, det aktuelle – endog til tider aktivistiske – og inddragende. I museumsfaglige skåltaler hedder det, at museerne skal ”turde at overlade mere ansvar” til gæsterne, samt være mere ”aktuelle i offentligheden”. Det er i sandhed tidens tegn, der dikteres af ønsket om en demokratisering af kultur- og uddannelsesinstitutionerne. Som en slags lakmusprøve på ovenstående tanker arrangerer vi til efteråret Shorewalk, der ikke bare flytter formidlingen ud af huset, men endog overlader meget af det traditionelle museumsarbejde til det lokale erhvervsliv og skoleklasserne. På denne vandring for FN’s Verdensmål skal elever og erhvervsfolk ikke bare blive klogere på hinanden og klimadagsordenen, men vi på museet skal tillige afprøve, hvad det vil sige at være et aktivistisk og inkluderende museum – på godt og ondt.

På museet er vi nok ved at sætte sejl, men kursen er endnu ikke endegyldigt fastlagt. Nyt må der til, men i hvilken grad det bliver på bekostning af det gamle, er vi endnu ikke sikre på. I det store perspektiv peger mange ting i retningen af, hvad jeg har berørt ovenfor – det er ikke betingelsesløst godt. Det er nemlig tendenser, der overordnet set dikteres internationalt uden nødvendigvis at skele til det stedbundne og særegne, og i sidste ende er et museum ikke stærkere end sin lokale forankring. Derfor skal Fiskeri- og Søfartsmuseets fremtid også være til debat, både her i avisspalterne, men forhåbentligt også i den kommende tid til arrangementer både her på museet og i byen.

Vi vil gerne være Danmarks museum for havet, hvor det gamle spiller en væsentlig rolle, men måske i et nyt perspektiv. Derfor er vi nysgerrige for at høre hvad der kan få dig til at besøge museet i en ny og udbygget version – og gerne flere besøg over en årrække.

Tjek ind på vores Facebookside, hvor vi sidder klar til at svare på spørgsmål, kommentarer og ideer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Tidligere JydskeVestkysten-chef giver ledelsen en ordentlig kindhest: - I bør overveje at lukke avisen, inden det bliver pinligt

Annonce