KRUSÅ: Borgere på begge sider af den dansk-tyske grænse indbydes til en stribe arrangementer for at diskutere, hvordan samarbejdet på en række områder samt forståelsen på tværs af grænsen kan styrkes.
Der sker med det grænseoverskridende nye projekt "PerspektivRegion – Dansk-Tysk Erindrings- og Fremtidsparlament", som netop har fået bevilget penge fra Den Europæiske Fond for Regional Udvikling gennem EU-programmet Interreg Deutschland-Danmark, der har sekretariat i Kruså.
Projektet skal øge den samlede viden og bevidsthed om dansk-tysk levevis, kultur og historie ved at skabe en form for parlamentariske samtalerum, hvor man fra begge sider af grænsen kan mødes og bidrage til en dansk-tysk forståelse og fællesskabsfølelse. I anledning af det kulturelle venskabsår og Genforeningen 2020 har det særlig stor betydning, hedder det i en pressemeddelelse fra Interreg Deutschland-Danmark.
- Vi ønsker at styrke en fælles identitet for den dansk-tyske grænseregion. Ved at finde frem til ligheder skal de mentale grænser flyde ud og berøringspunkterne synliggøres og styrkes, siger Keno Strupp, projektkoordinator ved Heinrich-Böll-Stiftung Schleswig-Holstein, der er ansvarlig for projektets gennemførelse sammen med danske partnere.
Keno Strupp, projektkoordinatorVi ønsker at styrke en fælles identitet for den dansk-tyske grænseregion.
Til hver samling vil det nye erindrings- og et fremtidsparlament indbyde 50 deltagere eller "parlamentsmedlemmer" fra grænseregionen for at diskutere forskellige temaer og udfordringer - gennem en hel uge.