Annonce
Esbjerg

Fremtrædende advokat: Virksomheder vil falde, men byen rejser sig igen

Den kendte advokat og partner i Advokatpartnerselskabet Kirk Larsen & Ascanius, Peter Kirk Larsen, betragter den storm, der er trukket op over dansk erhvervsliv i kølvandet på sundhedskrisen, og han har lagt kriseplan for sin egen virksomhed, der også er ramt. Arkivfoto: Pressefoto.
Direktør og partner i Advokatpartnerselskabet Kirk Larsen & Ascanius, Peter Kirk Larsen, betragter stormen over erhvervslivet som følge af coronakrisen, og advokatfirmaet er også selv ramt. Vi er kun ved begyndelsen, mener Peter Kirk Larsen, der dog tror fuldt og fast på, at byen ved havet kommer stærkt igen.
Annonce

Esbjerg Kommune: Den kendte advokat og partner i Advokatpartnerselskabet Kirk Larsen & Ascanius, Peter Kirk Larsen, har aldrig været så ren.

Han spritter hænder og bilrat, vasker og gør ved. Og så holder han afstand, gennemfører telefon- og videomøder med kunder, partnere og medarbejdere og følger i det hele taget alle sundhedsmyndighedernes råd og anbefalinger.

- Helbredet er det vigtigste, og jeg vil virkelig gerne undgå at pådrage mig den sygdom eller påføre andre den. Alt, hvad der er meldt ud om sygdommen gennem de seneste måneder har vist sig at være værre end først antaget. Og det gælder i øvrigt både de helbredsmæssige effekter og den økonomiske samfundspåvirkning, som vi indtil videre kun har set toppen af, siger Peter Kirk Larsen, der planlægger ud fra de værste scenarier, når han træffer beslutninger for sin egen virksomhed:

- Folk siger, at det er godt at være advokat - uanset om det er gode eller dårlige tider. Men det er desværre ikke rigtigt. Vi er 100 mennesker ombord på dette skib, og det meste af vores arbejde er forbundet med positive aktiviteter i samfundet - køb og salg af virksomheder og ejendomme, kontrakt-indgåelser, investeringer og andre positive aktiviteter. Vi kan ikke leve af kun en insolvens-afdeling. Nu er der tordenluft over landet, som giver mindelser om finanskrisen, og mange aktiviteter fryser til is. Ingen eller meget få ønsker at investere eller bruge penge til andet end håndsprit og daglige fornødenheder i en ekstremt turbulent tid, hvor både helbredet for de nærmeste og økonomien er på spil. Utryghed får os alle til at lede efter bremsen. I Kirk Larsen & Ascanius er vi et spejl af det omgivende samfund, siger Peter Kirk Larsen.

Kort om

Peter Kirk Larsen, advokat og managing partner i Advokatpartnerselskabet Kirk Larsen & Ascanius.

Peter Kirk Larsen er gift og har tre børn.

Hans arbejdsområder er skatteret, selskabsret, virksomhedsoverdragelser og fusioner samt projektudvikling.

Peter Kirk Larsen sidder i en række bestyrelser og fonde.

Annonce

Ned i løn

Peter Kirk Larsen planlægger således ud fra, at de økonomiske konsekvenser af coronakrisen vil række ud i fremtiden og sætte dybere spor, end han bryder sig om at tænke på.

- Onsdag morgen indkaldte jeg partnerne til møde, hvor jeg præsenterede en økonomisk plan indeholdende en række tiltag, hvor overskriften er, at livremmen skal spændes hårdt ind. Det betyder konkret, at partnerne med øjeblikkelig virkning går væsentlig ned i løn, og at vi gennemgår hver afdeling for at sikre os, at den daglige bemanding modsvarer de opgaver, der skal udføres. Det betyder også, at en række medarbejdere går på afspadsering eller ferie. Vi må forvente en periode, hvor alle ikke er fuldt beskæftigede. Nu må vi se på de ordninger, regeringen præsenterer i den takt, de kommer, men indtil videre har vi svært ved at finde en ordning, der passer til os. Under alle omstændigheder kommer vi alle - virksomheder, samfund og medarbejdere - til at bidrage økonomisk, så vi kommer bedst muligt igennem, siger Peter Kirk Larsen, der oplever en meget positiv opbakning fra alle i virksomheden.

Annonce

Brandslukning

Men virksomheder vil falde, mener Peter Kirk Larsen. Uden for al tvivl. Lige nu udkæmpes en overlevelseskamp for nogle af de hårdest ramte brancher, hvor kunder er forment adgang til virksomheden.

- Det er umulige arbejdsvilkår, og heldigvis gør regering, folketing og kommuner rigtig meget for at hjælpe de nødstedte. Det er desværre ikke tilstrækkeligt, hvis det her trækker ud, siger Peter Kirk Larsen.

Kirk Larsen & Ascanius yder lige nu megen brandslukning til både virksomheder, der ønsker kontrakter annulleret med henvisning til force majeure, og virksomheder, der vil fastholde de indgåede kontrakter.

Force majeure-begrebet er fransk for en "større kraft" og kan fritage en eller begge parter fra kontrakten ved en ekstraordinær situation, som parterne ikke har kontrol over, såsom eksempelvis krig, strejke eller naturkatastrofer:

- Da jeg gik på universitetet og lærte om force majeure, troede jeg ikke, at jeg selv skulle opleve den slags. Nu er det en konkret vurdering fra sag til sag - og der skal meget til - men når man ser på udgangsforbud i Frankrig og Spanien, og en beordret nedlukning af butikker i flere lande, så er det jo næsten som taget ud af en dårlig krigsroman, siger Peter Kirk Larsen.

Annonce

Vi kommer igennem

Trods sammenligningen kan Kirk Larsen skimte enkelte solstrejf i den del af krisen, der handler om det rent erhvervsmæssige:

- Først vil jeg sige, at jeg har meget stor sympati og forståelse for de mennesker, der har mistet eller står til at miste deres job i de virksomheder, der er hårdest ramt, men vi er nødt til at holde fast i, at helbredet er det vigtigste for dig og dine nærmeste. Derfor bakker jeg fuldstændig op om de tiltag, der er kommet fra regeringen for at begrænse smitten. Én ting er at være udfordret på økonomien, men at ligge i en seng på sygehuset med corona er i en helt anden liga, siger Peter Kirk Larsen og fortsætter:

- Hvis jeg skal sige noget positivt, opfatter jeg langt de fleste virksomhedsejere - og jeg har talt med mange - som rolige og med et godt overblik. De er ved godt mod, selv om deres virksomheder er trængte, og det forvisser mig om, at vi sammen nok skal komme ud på den anden side. I forhold til virksomhedernes overlevelse er det naturligvis en afgørende faktor, hvor lang tid, krisen varer, ligesom omfanget af regeringens hjælpepakker har betydning. Men jeg må også sige, at hvis og når virksomheder begynder at falde, kan man ikke bare rejse dem igen. Er et træ faldet i skoven, er det faldet, og vi må senere se, om stormen har været os nådig, siger Peter Kirk Larsen.

Annonce

Storm og grøn bølge

Uanset, hvad stormen efterlader stående, er der dog håb, mener han:

- Der, hvor jeg ser lyset, er i det faktum, at det ligger i menneskets natur at lede efter nogen positivt, og jeg tror på, at vi igen får latter og smil at høre og se. Jeg tror også, at vi vil se, at de ændringer af vaner, som er fulgt med krisen, er kommet for at blive. Mange flere vil huske at vaske hænder, og mødeformen med digitale møder er i en vis udstrækning nok også kommet for at blive. Det er hurtigere og mere effektivt, men ikke helt så hyggeligt. Jeg kan mærke, at både jeg selv og mine kolleger tænker meget over ikke at påføre andre smitte, og vi er jo alle bekymrede for vores nærmeste, konstaterer Peter Kirk Larsen og tilføjer, at han har én medarbejder i virksomheden, der kom smittet hjem fra en skitur, men den pågældende nåede aldrig at møde ind på arbejdspladsen og er isoleret derhjemme:

- Han har det godt og er på vej ud på den anden side. Heldigvis.

Fremtiden for Esbjerg - og en god fremtid - tvivler Peter Kirk Larsen ikke på:

- Jeg ser lyst på fremtiden for Esbjerg. Klimadagsordenen er kommet for at blive, selv om den momentant er sat i skyggen af en coronavirus. Men efter denne krise skal vi op og ride videre på den grønne bølge, og det tror jeg, Esbjerg kan. Esbjerg er en energimetropol, og vi kan vinde på den grønne dagsorden med de særlige muligheder, vi har som energiby. Esbjerg og den grønne bølge er som to brikker, der passer sammen. Når vi er på den anden side af denne ubehagelige sundhedskrise, tror jeg, at mange vil gøre alt, hvad der kan gøres, for at vi kommer hurtigt tilbage. Vi vil se kampgejst, gåpåmod og vovemod. Det tror jeg på. På den lange bane tror jeg, Esbjerg vil komme styrket ud af krisen.

Annonce

Det lange lys

Med det lange lys tændt ser Peter Kirk Larsen dog en langt større udfordring i dét, Education Esbjerg - initiativet, der med millioner fra både erhvervsliv og kommune skal tiltrække nye videregående uddannelser til Esbjerg - arbejder med:

- Den bedste og reneste energi kommer fra unge mennesker med virkelyst. At fastholde og tiltrække ungdommen er den vigtigste opgave Esbjerg har - set med det lange lys på. Men lige nu har alle hænderne mere end rigeligt fulde med at bekæmpe den usynlige fjende, coronavirus. Og den kamp vinder vi også.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejen

Genåbning: Vejen Gymnasium må vente lidt endnu på at få eleverne tilbage

Annonce