Annonce
Debat

Frihedsrettigheder til at dyrke tro og kultur

Læserbrev: Storm P. sagde engang, at det klogeste menneske, han kendte, var hans hund Grog. Tilsvarende fortæller journalist Peter Qvistgaard i et læserbrev her i dagbladet den 18. marts om sin hest, Ibrahim. Det er dog ikke lykkedes Qvistgaard, selv efter flere dybsindige samtaler med Ibrahim, at forstå, hvorfor kristne døber deres børn eller jøder omskærer deres drengebørn. Deri kan Qvistgaard og Ibrahim have en pointe, at det kan være morderligt svært at forstå andre menneskers vaner og skikke og bevæggrunde herfor.

Selv har jeg altid haft svært ved at forstå, hvorfor skotter absolut skulle spille på sækkepibe. Det lyder skrækkeligt, river og flår i trommehinden og kan give varige høreskader. Men alligevel bliver de ved, skotterne.

Spørgsmålet om drengeomskæring, såvel som for sækkepiber, er i bund og grund heller ikke, om man som udenforstående forstår traditionen eller betydningen af den. Det handler derimod om, at alle skal nyde samme frihedsrettigheder til at dyrke deres tro og kultur, uanset om andre forstår det eller kan lide det, når vel at mærke disse skikke er ganske uskadelige.

Det er frihed for Loke såvel som for Thor, en grundlæggende respekt for hinanden, som for mig er en helt central værdi i vort samfund. En frihed, der skal gælde for både jøder uden forhud, skotter uden bukser og ateister uden tro. Eller for den sags skyld for journalister, der snakker med heste.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce