Annonce
Haderslev

Friplejehjem på vej: Bekymring for lukning af andre plejehjem

Omgivelserne ved Haderslev Dam er fantastiske, og det er da også beliggenheden, der har fået Danske Diakonhjem til at se på det tidligere psykiatriske sygehus på Skallebæksvej. Arkivfoto: Jacob Schultz
Byrådet godkendte tirsdag aften en række formalia for det kommende friplejehjem ved sygehuset med 60 pladser. Flere medlemmer frygter, at det vil føre til lukning af små plejehjem.
Annonce

60 nye, private plejehjemspladser i Haderslev Kommune kan meget vel betyde nedlæggelse af flere kommunale pladser.

Det var én af de bekymringer, som blev luftet af flere byrådsmedlemmer under behandlingen af den endelige godkendelse af det kommende friplejehjem ved sygehuset i den nedlagte psykiatri.

Haderslev Friplejehjem fik den 21. april tilsagn fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til at opføre 60 friplejeboliger. Kommunen skulle efter tilsagnet godkende byggeriets endelige anskaffelsessum (skema B) og byggeregnskabet (skema C).

Plejehjemmet skal etableres i halvdelen af den gamle psykiatribygning ved det gamle sygehus på Skallebækvej - en sag, som borgmester H. P. Geil (V) kaldte "historisk efter flere års tomhed i bygningerne.

Det skal drives af Danske Diakonhjem, der også driver Hospice Sønderjylland.

Annonce

Bekymret velkommen

Men rød blok var ikke til sinds at klappe over udsigterne:

- Er det realistisk eller kommer det til at gå ud over det lille plejehjem i Øsby, Frederik 9. eller skal vi sløjfe planerne for 16 nye plejehjemspladser i Gram? Jeg vil gerne byde friplejehjemmet velkomment, men også tilføje, at vi i Socialdemokratiet er bekymrede for, hvad det vil betyde for vores kommunale plejehjem, når man tager så mange pladser ud, sagde Henrik Rønnow blandt andet.

Til trods for bekymringen valgte S dog at stemme for en godkendelse af "skema b og c", som punktet drejede sig om.

Annonce

EL sagde nej

Svend Brandt (EL) valgte at stemme nej.

- Hvem skal lukke, når der kommer 60 private plejehjemspladser? Sommersted Plejehjem, spurgte Svend Brandt.

Svend Brandt pegede også på det friplejehjem i Munke Mose i Odense, som netop er gået konkurs, og som har sendt ansvaret for de ældre beboere over til Odense Kommune med meget kort varsel.

Også Bent Iversen (SF) var bekymret, men undlod at stemme. Sammen med Svend Brandt pegede han på, at det bliver vanskeligt for kommunen at styre antallet af plejehjemspladser, så det passer med befolkningsudviklingen, når kommunen ikke har indsigt i, hvor mange der vælger det private tilbud.



Er det realistisk eller kommer det til at gå ud over det lille plejehjem i Øsby, Frederik 9. eller skal vi sløjfe planerne for 16 nye plejehjemspladser i Gram?

Henrik Rønnow (S)


Annonce

Dyrere at bo på friplejehjem

De 60 boliger vil gennemsnitligt være på 82 kvadratmeter. Prisen for byggeriet er 121,7 mio. kroner. Det fremgår af indstillingen.

Huslejen forventes af være på 7.750 kr. månedligt eksklusiv forbrug, hvilket svarer til niveauet for en nybygget almen bolig af samme størrelse.

Til sammenligning er den gennemsnitlige husleje i de øvrige plejehjem i kommunen cirka 5.390 kr. eksklusiv forbrug for en gennemsnitlig bolig på 68 m2.

Huslejen i seniorbofællesskabet i Engelparken forventes at være 8.150 kr. om måneden eksklusiv forbrug for en gennemsnitlig bolig på 105 m2.

Sagen blev godkendt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Mundbindskrav i den kollektive trafik vil gælde året ud

Varde For abonnenter

Joan er formand for landsbyens sidste livsnerve: Forsamlingshuset overlever kun på tidligere års overskud

Annonce