Annonce
Debat

Frit skolevalg til alle er vejen frem

På kant: I min seneste klumme beskæftigede jeg mig med de kommende ansøgere til videregående uddannelser. Det fik med rette nogen til at spørge mig, om det ikke også var vigtigt med valg af grundskole – altså børnehaveklasse og frem.

Og det er vigtigt. En god folkeskole er vigtig. Gode oplevelser i skolen er vigtige. Men det er ikke altid, folkeskolen er svaret.

Jeg er højskolebarn. Min kone er friskolebarn. Alle vores tre børn startede i 1. klasse i folkeskolen. Vi overvejede den lokale friskole, men endte med i første omgang at vælge den lokale folkeskole. Jeg sætter pris på mine valgmuligheder, og vi valgte det, der passer vores familie bedst. Den ret bør alle forældre have.

Senere valgte vi at flytte vores yngste til den lokale friskole. Det var et godt valg for alle parter. Men det var vores valg. Og vi havde et valg.

Og netop valgfrihed er vigtig.

Ved det netop overstående valg ville Mette Frederiksen og Socialdemokratiet skærer massivt ned på støtten til friskolerne.

Sker det, vil mange ikke have valgmuligheden mellem folkeskolen og friskolen. Enten på grund af økonomi eller fordi nedskæringerne vil resultere i, at en række friskoler vil lukke - og dermed vil valgmuligheden forsvinde.

Lykkeligvis var det ikke Mette Frederiksen, der bestemte i Danmark i 2005, da hun tordnede mod forældre, der satte børn i friskoler. Og lykkeligvis var det ikke Mette Frederiksen, der bestemte i Danmark i 2006, da hun lagde op til, at friskoler helt og aldeles skulle fratages deres offentlige finansiering.

Jeg håber ikke, at friskolerne bliver udsat for massive besparelser. For flest mulige forældre skal have mest mulig valgfrihed.

Af hensyn til forældrene og deres barns skolegang.

Annonce
Carl Holst
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Teatertorden i byrådssalen

Det er ikke altid til at vide, hvad der sætter gang i debatten, når de 27 medlemmer af Vejen Byråd træder sammen. Sådan var det heller ikke på årets første møde i byrådet i tirsdags. Men det skulle vise sig at blive dagsordenens allerførste punkt; Klaus Kildemands anmodning om udtrædelse af byrådet. Det var som sådan ikke Kildemands exit på den lokalpolitiske scene, som satte gang i den verbale bulder og brag, tilhørerne blev vidner til. Allerede forud for byrådsmødet havde løsgængeren Anni Grimm i et læserbrev kritiseret, at formandsposten midt i perioden går fra en socialdemokrat til en anden. Hendes grænse for en ”forhånds-postfordeling” var overskredet, lød det i læserbrevet. Anni Grimm tog også ordet på byrådsmødet, hvor hun kaldte sagsforløbet fra socialdemokraterne for arrogant. Anni Grimm blev i den grad bakket op af Liberal Alliances Martin Boye. Han udtrykte sin bekymring over, at den socialdemokratiske gruppeformand Jørgen Thøgersen med et pennestrøg tilsidesatte Retssikkerhedslovens bestemmelser om, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger deres formand. Det står naturligvis Anni Grimm og Martin Boye frit for, hvad de mener. Derom ingen tvivl. Det må være dog berettiget at kaste erindringen tilbage til valgaftenen den 21. november 2017. Lige omkring midnatstide kommer repræsentanter for Venstre, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ud for at fortælle, at en bred konstitueringsaftale er på plads. Den fremmødte presse får at vide, hvordan eksempelvis formandsposterne i fagudvalgene fordeles. Socialdemokratiet får i denne forbindelse tildelt formandsposterne i tre udvalg – heriblandt Børn- og Ungeudvalget. Konstitueringsaftalen var Anni Grimm på den sene valgaften selv med til at præsentere som medunderskriver. Aftalen tiltræder Martin Boye også umiddelbart inden Vejen Byråds konstituering i december 2017. Mod slutningen af 2018 bekendtgør Martin Boye dog, at han ikke længere er en del af aftalen. Det er en anden historie. Børn- og Ungeudvalget adskiller sig fra de andre stående udvalg ved, at her sidder også to børnesagkyndige samt en dommer. Anni Grimm mente på byrådsmødet i tirsdags, at Børn- og Ungeudvalget derfor ikke kan sammenlignes med de øvrige stående udvalg, hvor der udelukkende er politisk repræsentation. Det kan godt være, at Retssikkerhedsloven foreskriver, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger sin formand. Men det gør de øvrige stående udvalg også. Også borgmesteren vælges formelt af byrådet. Realpolitisk er formandsposterne dog fordelt, når konstitueringsaftalen er underskrevet. Anni Grimm har engang her i avisen leveret et ganske enestående citat, hvor hun slog fast: - Det har simpelthen været nødvendigt at få trådt i klaveret. Citat slut. Her i denne sag virker det som om, at der blev trådt lige hårdt nok. Det tangerer teatertorden. GOD SØNDAG

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];