Varde Kommune: Nu rammes de ældre og svagelige igen af corona. Incidenstallet er nu helt oppe på 90,1 i Varde Kommune. Det betyder, at var der 100.000 indbyggere, så ville 90 være smittet med coronavirus i den seneste uge. Reelt er det dog 45, fordi indbyggertallet er lidt under 50.000.
Men tallet 90,1 er så meget over den kritiske grænse på 30, at det får konsekvenser på plejecentre. Varde Kommune har onsdag modtaget et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om genindførelse af besøgsrestriktioner på samtlige plejecentre i kommunen. Restriktionerne indføres øjeblikkeligt.
Besøgsrestriktionerne omfatter ikke brugere af daghjem og heller ikke personer, som er visiteret til træning, der foregår på plejecentre.
Besøg på plejecentre skal derfor som udgangspunkt foregå på udendørs arealer. Indendørs kan det ske, hvis der er opstået en kritisk situation - for eksempel alvorlig sygdom. Nærmeste pårørende må også besøge beboeren inde - der skal være tale om én og samme person.
Påbud er midlertidigt
Påbuddet er foreløbigt og gælder, til Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver påbuddet. Det sker, hvis smittetrykket reduceres væsentligt.
Så længe besøgsrestriktionerne gælder, er der ikke adgang til frivillige på plejecentrene. Præster kan fortsat have adgang til afholdelse af gudstjenester under forhold, hvor der kan sikres imod spredning af coronasmitte.
Der har tidligere været sådanne restriktioner i Varde Kommune. Her har fem beboere på ældreboligcentret Hybenbo i Årre været ramt af Covid-19, men alle kom godt igennem.