Annonce
Varde

Frode Flyvbjerg køber Nordenskov Forsamlingshus på tvangsauktion

Med et glimt i øjet så konstaterer Frode Flyvbjerg Kristenen , at pengene i forsamlingshuset er et lige så godt sted at investere dem i forhold til at have pengne stående på en konto i andelskasssen. Foto: Henrik Reintoft

Frode Flyvbjerg Kristensen slår til og køber Nordenskov Forsamlingshus for 235.000 kroner på tvangsauktion.

Nordenskov: - Nu har jeg skåret det ud i pap. Det er sidste chance. Frode, det vil sige, at dit bud stadig står ved magt. Du er højest bydende, sagde dommer Peter Roesen fra Retten i Esbjerg onsdag formiddag.

Han slog en tredje gang med sin kuglepen i bordet som tegn på, at Frode Flyvbjerg Kristensen fra Nordenskov netop havde købt Nordenskov Forsamlingshus på tvangsauktion.

Med et bud på 170.000 kroner plus omkostninger på 65.000 kroner giver han 235.000 kroner for Nordenskov Forsamlingshus, hvis ejendomsværdi er 1.350.000 kroner.

- Nu må vi se, hvad der sker, og om kroen genåbner, siger Frode Flyvbjerg Kristensen.

For den nu lukkede kros fremtid er ikke helt uvæsentlig i forhold til, hvad han vil med Nordenskov Forsamlingshus. Et forsamlingshus som han selv var formand for i det nu nedlagte Nordenskov Forsamlings- og Kulturhus. Andelsforeningen kunne ikke betale terminen, hvorfor Nykredit sendte forsamlingshuset på tvangsauktion.

Annonce

Nordenskov Forsamlingshus

Nordenskov Forsamlings- og Kulturhus er opført i 1895.I 1955 blev forsamlingshuset moderniseret og står i dag som dengang. Samtidig blev der i 1955 bygget en værtsbolig, hvoraf stueetagen i dag er en del af forsamlingshuset. Grunden er på 1.420 kvadratmeter. Der er 545 etagekvadratmeter.

I de seneste år ejede en andelsforening Nordenskov Forsamlingshus. Udlejningen faldt, hvorfor andelsforeningen ikke kunne betale terminen. Derfor satte Nykredit forsamlingshuset på tvangsauktion.

Jævne det med jorden?

Frode Flyvbjerg Kristensen vil kontakte borgerforeningen for et eventuelt samarbejde. Og her hilser man købet velkomment.

- Det er fantastisk. Min grundlæggende holdning er, at vi skal have et forsamlingssted i Nordenskov, siger Torbjørn Fristed, der er formand for Nordenskov Borger- og Sogneforening.

Borgerforeningen vil ikke drive forsamlingshuset.

- Byen er meget splittet om kroen og forsamlingshuset. Vi vil bakke det op, siger Torbjørn Fristed.

Som det ser ud lige nu, så er der ikke tilstrækkelig økonomisk opbakning i byen til at købe Nordenskov Kro, der lukkede den 31. december. Det taler for en form for drift af Nordenskov Forsamlingshus, om end det trænger til en kærlig hånd.

Frode Flyvbjerg Kristensen, der er økologisk landmand, lader mulighederne være åbne.

- Hvis forsamlingshuset ikke kan køre videre, så kan vi jævne det med jorden og bygge et hus, siger Frode Flyvbjerg Kristensen.

Men for hele område håber han, at forsamlingshuset i en eller anden form er tilgængelig. Eventuel ved at leje køkkenet ud til et pizzeria, og så drive forsamlingshuset som et nøglehus.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce