Annonce
Sydjylland

Frustreret camping-indehaver arrangerer demonstration: Åbn den grænse!

Når klokken slår 10 søndag den 17. maj, vil indehaver af Rømø Camping, Allan Svendsen, lade et horn tude i et minut ved grænseovergangen i Sæd i protest mod regeringens manglende grænseåbning. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Indehaver af Rømø Familiecamping, Allan Svendsen, føler sig svigtet og ladt i stikken med enorme økonomiske tab af den danske regering, der endnu ikke har meldt planer ud om, hvornår grænsen kan genåbnes. Nu har han arrangeret en demonstration ved grænseovergangen i Sæd.

Demonstration: - Jeg er blevet svigtet. Syd- og Sønderjylland er blevet svigtet. Turismeerhvervet er blevet svigtet.

JydskeVestkysten når knapt at spørge ind til den demonstration, som indehaveren af Rømø Familiecamping, Allan Svenden, netop har annonceret, før han brøler, at regeringen lader ham og resten af turisterhvervet i stikken ved at undlade at komme med en plan for, hvornår og hvordan den dansk-tyske grænse skal genåbnes.

Camping-ejeren har nu besluttet at stille sig op ved grænsen og brøle så højt, at det forhåbentlig kan høres til Christiansborg. Det skal ske gennem en demonstration ved grænseovergangen i Sæd søndag den 17. maj med titlen "Åben den grænse", og det hele skal bogstavelig talt blæses i gang af et horn, der skal tude i et minut.

- Vi hamrer hornet i bund, og så håber vi, at det kan høres helt til København. Vi er sat ud af spillet, og der bliver ikke kæmpet nok for os, siger han.

Annonce

Vi hamrer hornet i bund, og så håber vi, at det kan høres helt til København. Vi er sat ud af spillet, og der bliver ikke kæmpet nok for os.

Allan Svendsen, indehaver af Rømø Familiecamping

Tværs over grænsen

Når hornet har lydt klokken 10 søndag formiddag, vil der være en række talere - heriblandt folketingspolitikere - som Allan Svendsen endnu ikke vil sætte navne på. I et opslag på Facebook skriver han dog, at turistforeningen og handelsstandsforeningen i Tønder, Liberal Alliance, Slegsvisk Parti og Konservative bakker op om tiltaget.

I skrivende stund, hvor Facebook-begivenheden har et par timer på bagen, har cirka 200 personer tilkendegivet, at de er interesserede i demonstrationen, mens 29 har trykket "deltager".

Allen Svendsen har opfordret forskellige aktører herunder mindretallet på den tyske side af grænsen til at lave samme demonstration, så budskabet går ekstra klart igennem.

- Mange af vores egne gæster vil også køre helt op til grænsen for at råbe den danske regering op. De har fået nok, siger han.

Tønder på overførselsindkomst

Rømø Familiecamping halter ifølge Allan Svendsen økonomisk 90 procent efter normalen, fordi tyske turister i snart to måneder ikke har haft adgang til Danmark. Han kalder hjælpepakken, der giver selvstændige 23.000 kroner om måneden som kompensation for omsætningstab, for "et Anders And-plaster, der skal lukke et åbent benbrud".

- Jeg kan ikke overleve uden tyske turister, men det forstår de (regeringen, red.) åbenbart ikke. De tror, at man kan lukke hullet med danskere, siger han.

Statsminister Mette Frederiksen (S) meldte i sidste uge ud, at hun vil komme med nyt om genåbningen af grænsen senest 1. juni. Men det er alt for sent, mener Allan Svendsen. Han frygter, at situationen ender med at blive den visse død for hårdt pressede kolleger i turistbranchen i både Tønder og de tre øvrige sønderjyske kommuner, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg.

- Tønder lever på overførselsindkomst i forvejen. Virksomheder, der går konkurs, forsvinder for altid, fordi ingen kan låne til at etablere sig på vores egn. Det er folks livsværk, der ikke bliver samlet op, siger han.

Sådan går det med smitten i Slesvig-Holsten

Text Preview

  • 2955 personer i Slesvig-Holsten er testet positive under corona-epidemien.
  • Cirka 2500 er raske igen.
  • 124 personer er døde med coronavirus.
  • 48 smittede er indlagt på Slesvig-Holstens hospitaler. Det er to færre end for et døgn siden.
  • Smittespredningen står stille langs grænsen til Danmark. Hverken i Flensborg Kommune eller Slesvig-Flensborg og Nordfrisland amter er der fundet nye tilfælde på et døgn.
  • Kilde: Mandagens redegørelse fra universitetet i Kiel.

Ønsker delvis grænseåbning

Allan Svendsen mener, at regeringens manglende udmeldinger om grænsen er et udtryk for politisk arrogance, idet der ifølge ham ingen sundhedsmæssige argumenter er for at holde grænsen lukket. Han afviser argumenter om, at smitten kan blive svær at styre, hvis først man åbner for udenlandske turister.

- Jeg kender ikke én i den her branche, der ikke har respekt for virussen. Alle tager sine forholdsregler. Det er jo ikke grænsen, der smitter, så længe der holdes god hygiejne og tages nødvendige forholdsregler, siger Allan Svendsen, der savner, at regeringen lader voksne mennesker tage ansvar.

Han plæderer ikke nødvendigvis for, at grænsen skal åbnes uforbeholdent. Han ville være tilfreds, hvis blot tyskere med et gyldigt lejebevis fik lov til at komme ind i landet.

- Jeg er sikker på, tyskerne sagtens kan begå sig i Danmark. De er endnu mere autoritetstro end danskere og går med mundbind, når de handler. De kommer til at sidde i sommerhuse på heden eller på campingpladser, hvor der er masser af plads, sige Allan Svendsen.

På baggrund af JydskeVestkystens artikel har Radio4 også talt med indehaver af Rømø Familiecamping, Allan Svendsen, om baggrunden for den arrangerede demonstration. Hør indslaget her.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce