Annonce
Kolding

Fuld af løgn og snotdum: Bisidder hænger navngivne medarbejdere fra Jobcenter Kolding ud på YouTube

Bisidder Ole Olsen fra Kolding har lagt en video på YouTube, hvor han hænger navngivne medarbejdere på Jobcenter Kolding ud. Jobcentrets ledelse har reageret på videoen. Den godt otte minutter lange video var lørdag morgen blevet vist godt 1200 gange. Arkivfoto

I en video på det sociale medie YouTube kritiserer bisidder Ole Olesen en række navngivne medarbejdere hos Jobcenter Kolding. Jobcentrets ledelse har reageret, men ønsker ikke at oplyse hvordan.

Kolding: I en video på YouTube nævner bisidder Ole Olsen både fornavn og efternavn på en håndfuld medarbejdere fra Jobcenter Kolding, som han kritiserer.

De beskyldes for at være fulde af løgn og for ikke at komme til møder. "For helvede - det er bare en stribe skvatmåse hele lortet", siger Ole Olsen blandt andet i videoen. Og til en navngiven ansat siger Ole Olsen: "Du er snotdum at høre på". Ord som tåber, åndsboller og plattenslager bliver også brugt om medarbejdere.

På jobcentret har arbejdsmarkedschef Søren Bork Hansen kun få kommentarer til Youtube-videoen.

- Vi ved, at den er der, og det har vi reageret på.

Han ønsker dog ikke konkret at fortælle, hvordan der er blevet reageret.

- Det er klart, at vi tager afstand, når navngivne medarbejdere bliver hængt ud på sociale medier, slår han fast.

Ole Olsen slutter sin video med at sige: "Jeg burde lave en liste, hvor jeg nævner alle navnene. Og så er jeg lidt ligeglad med repressalier. "

Annonce

Bisidder

Når man som borger har en sag i kommunen, har man ret til en bisidder eller en partsrepræsentant.

En bisidder er en person, der kan støtte og hjælpe borgeren med at stille relevante spørgsmål eller hjælpe borgeren med at huske, hvad han eller hun vil fortælle. Efter samtalen kan bisidderen hjælpe borgeren med at få klarhed over, hvad der blev sagt og besluttet.

Borgeren vælger selv sin bisidder. Det kan for eksempel være et familiemedlem eller en anden person, som borgeren har tillid tid.

Kilde: Sundhed.dk

Klar med flere navne

Ole Olsen, hvorfor har du lavet den video?

- Fordi jobcentret efterlader mennesker i et morads. Jeg har som bisidder brugt fem måneder på at hjælpe en kvinde, og vi bliver mødt med den ene løgn efter den anden. Det gider jeg ikke. Medarbejderne læser ikke journalen, de udtaler sig bare på skrømt.

Hvad vil du opnå med videoen?

- At gøre dem endnu mere sure, end de er i forvejen, for de skal opføre sig ordentligt.

Hvorfor nævner du både for- og efternavne?

- Vi har ikke mødt nogen hjælp, og derfor må de hænges ud. Vil du have flere navne, så skal jeg lige have listen.

Hvordan tror du, at det er for medarbejderne at blive hængt ud på YouTube?

- Det er jeg ligeglad med, fordi jeg skal ikke sove ved siden af dem. De omgiver sig bare med dumme løgne, og så må de tage den tort, der kommer ud af det. Jeg har gennemskuet dem, og straffen er, at man får ballade, når man lyver.

Venter brev

Ole Olsen har været privat bisidder i 18 år og hans vurdering er, at de mange regler på området gør samfundet dårligere.

Kunne du ikke kæmpe mod det på en mere konstruktiv måde?

- Det ved jeg ikke, men når medarbejdere ikke kan og vil tage deres ansvar på sig, så må de ganske enkelt acceptere at blive hængt ud.

Har du hørt fra Jobcenter Kolding i forbindelse med videoen?

- Jeg har fået en negativ sms fra en jobcentermedarbejder, som jeg kender. Det er fint nok, for så har jeg fået et bevis på, at de har set min video. Der kommer nok snart et brev fra en advokat, der siger, at jeg skal fjerne videoen.

Det er oftest kontanthjælpsmodtagere, der henvender sig til ham for at få hjælp.

- Jeg har fået mange positive tilbagemeldinger på mit arbejdet, og derfor er jeg sikker på, at jeg repræsenterer den offentlige mening.

Han skal på møde hos Jobcenter Kolding igen til august.

- Når jeg gør, som jeg gør, så der det kun for at få dem til at tage sig sammen. Jeg har fundet ud af, at det ikke nytter noget at sige det til dem på den flinke måde, og så må jeg bruge de virkemidler, som nu er til hånde. Det er træls, at det er nødvendigt. Jeg gør det for at lægge pres på jobcentrets medarbejdere. De må lære det på den hårde måde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Annonce