Annonce
Kolding

Fuld enighed i byrådet: Corona-aftale om Koldings 2021-budget er på plads

Jørn Pedersen roser byrådets medlemmer for endnu engang at rykke tæt sammen om en økonomisk aftale i skygge af corona. Det er tredje gang, det er sket indenfor ganske kort tid.Arkivfoto: Søren Gylling
Koldings børn og en ny sydlig omfartsvej spiller hovedrollen i lynaftale om Kolding Kommunes 2021-budget. Politikerne holder igen med at bruge flere penge og afventer eventuelle udgifter som følge af coronakrisen.
Annonce

Kolding: Politikerne i Kolding Byråd indgik tirsdag i fuld enighed et lynforlig om Kolding Kommunes budget for 2021. I sammenligning med tidligere års budgetaftaler indeholder dette års forlig kun få elementer.

Det er usikkerheden om de økonomiske følger for Kolding Kommune af coronapandemien, som gør, at politikerne i år nøjes med at lægge sig fast på forholdsvis få tiltag i deres aftale om kommunens økonomi næste år.

Derfor ser det ifølge borgmester Jørn Pedersen (V) på nuværende tidspunkt ud til, at der vil være et overskud på 2021-budgettet på 70-80 millioner kroner, hvis pengene ikke bliver ædt op af coronarelaterede udgifter inden da. Men gør de ikke det, har politikerne aftalt, at de i februar næste år vil sætte sig sammen og i en budgetrunde to forhandle om, hvordan de så skal investeres.

Annonce

Børn og omfartsvej

Det er kommunens børn, der spiller hovedrollen i budgetaftalen med ekstra 16 millioner kroner til driften af daginstitutioner og folkeskoler og 35 millioner til en udbygning af Lyshøjskolen. Og så kan beboerne i Brændkjær-området med et anlægstilskud på 3,5 millioner kroner se frem til, at de omsider får den længede ønskede multihal.

Den anden store post i budgetaftalen er den sydlige omfartsvej, som har været under planlægning i årevis. Nu sætter politikerne 80 millioner kroner af til første etape fordelt over 2021-2023, og det betyder, at vejstykket fra den nye rundkørsel syd for Vonsild og nordover til Skamlingvejen kan blive anlagt. Netop i dette område sker der store boligudbygninger i disse år.

Annonce

Skal gøres

Ud over penge til børn og omfartsvej indeholder budgetaftalen penge til "ting, som bare skal gøres", som Jørn Pedersen udtrykker det.

Det gælder for eksempel udviklingsplanerne for Skovparken/Skovvejen og Munkebo og lovpligtige udgifter til ledningsregistrering - og så bliver der afsat småbeløb til at renovere senioraktivitets-pavillonerne i Vonsild, spejderhytten på Violvej, nye p-automater og rygestopkurser. Endelig har politikerne givet hinanden håndslag på, at de vil investere i flere cykelfremmende projekter, såfremt staten afsætter en ny cykelpulje.

Annonce

675 millioner

Alt i alt betyder budgetaftalen, at Kolding Kommunes samlede anlægsbudget er hævet fra 300 millioner kroner til knap 675 millioner kroner, fordi politikerne allerede i to tidligere, store aftaler har postet millioner af kroner ud i blandt andet midtbyen og Kolding Stadion for at holde hånden under beskæftigelsen. Mange af de penge skaffes hjem via særlige lån, som kommunerne har fået mulighed for at optage på grund af coronakrisen.

- Jeg synes, det er enormt flot, at byrådet rykker sammen i den her krisetid. Vi har været realistiske, og der er ingen overbudspolitik i det her. Jeg står med en oplevelse af, at vi er trådt sammen og har løst opgaverne sammen og i stor respekt for hinanden. Så stor cadeau for det til hele byrådet, siger borgmesteren.

Budgetaftalen skal på helt sædvanlig vis godkendes i byrådet til september.

Læs mere

Side 4

Budgetaftalen

  • Budgetaftalen indeholder blandt andet følgende punkter:
  • 16 mio. kr. om året til børnepasning og skoler.
  • 35 mio. kr. til udbygning af  Lyshøjskolen.
  • Udelivsprojekter for børn til 1 mio. kr. om året.
  • 80 mio. kr. til  første etape af omfartsvej syd for Kolding.
  • 3,5 mio. kr. i anlægstilskud til kultur- og multihus i Brændkjær.
  • 8 mio. kr. til lovpligtig ledningsregistrering.
  • 800.000 kr. til ny spejderhytte på Violvej.

Annonce
Annonce
Regionalt For abonnenter

Udenlandske par står i kø for at blive gift i sønderjyske bryllupskommuner: Ingen ledige tider resten af året

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Energinet får finkæmmet byggeplads efter aktion - sikkerhed for aktivister og medarbejdere er i højsædet

Regionalt

Efter 21 førstehjælpsaktioner på syd- og sønderjyske strande: Nu advarer livreddere badegæster om at passe på i stormfuldt sommervejr

Annonce