Annonce
Sønderborg

Fund af forureningskilde - men også mere fyringsolie

Hen over vandet i Bredbæk lå der mandag en fed, grønlig oliehinde, der kunne lugtes på flere meters afstand. Tirsdag blev endnu mere olie fundet. Foto: Birthe Juul Mathiasen
Tirsdag blev der fundet mere olie i Bredbæk.
Annonce

Dybbøl: Endnu et udslip af olie er fundet i Bredbæk, som er et af de længste vandløb i Sønderborg kommune.

Det sker kun få dage efter, at en hundelufter opdagede, at der flød olie ud af de rør til overfladevand, som løber i bækken på den første del af strækningen.

- Vores miljøvagt var tirsdag på besigtigelse i forbindelse med den forurening, der blev opdaget i weekenden, oplyser Lisbeth Møller Jensen, afdelingsleder i Vand og Natur, Sønderborg Kommune.

Under sit eftersyn opdagede miljøvagten, at der igen var olie i den øverste del af Bredbæk.

Annonce

En god nyhed

Beredskabet havde efter fundet søndag lagt flydespærringer ud for at forhindre yderligere olie i at flyde ud i det åbne vandløb. Spærringerne har fungeret, som de skulle.

- De har sikret, at forureningen ikke har bredt sig længere ned i vandløbet, siger afdelingslederen.

Det nye fund af olie har ligget inde i rørene og er derfor trukket ud i vandet.

- Der er nu i alt fundet olie svarende til en almindelig olietank til et oliefyr, siger Lisbeth Møller Jensen, der også har en glædelig nyhed.

For hvor det mandag var uvist, hvorfra olien stammede, har kommunen og forsyningen tirsdag fundet kilden efter at have været i gang med et større opsporingsarbejde.

- Jeg kan ikke oplyse kilden, men det vigtigste er også, at vi kan få taget hånd om forureningen med det samme og forhindre et større udslip. At få det stoppet er vores primære fokus. Herefter må vi placere et ansvar, forklarer Lisbeth Møller Jensen.

Bredbæk regnes for et fint vandløb med gode gydemuligheder for ørreder. Det er tidligere blevet forbedret med grus i bunden netop for at give fiskeynglen bedre livsvilkår.

Fyringsolie kan skade både fotosyntese og de levende organismer, der findes i vandløbet, og som fiskeynglen lever af.

Det første oliefund

Udslippet har formentlig stået på siden midten af forrige uge, men takket været vejret har olien været bremset af frosten.

Der er ikke konstateret olie i den nederst del af bækken, som løber nord om Bøffelkobbel-krydset, videre ind gennem Nybøl og derfra ud i Nybøl Nor.

Opsamlingen er foregået ved Egernsundvej mellem Bøffelkobbel og rundkørslen ved Hørtoftevej vest for Dybbøl

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Efter fund af britisk mutation: Hel landsby forbereder sig på test

Kolding

Budgetaftale sikrer 46,4 millioner kroner til kæmpe vejanlæg ved Tankedalsvej

Annonce