Annonce
Danmark

Funding analyserer årsagen til mink-sagen: Hastværk er lastværk

Annonce

Jeg har de seneste dage haft Kaj Munks sang 'den blå anemone' kørende for mit indre øre. ”Hvad var det dog, der skete?”

Det er selvfølgelig taget helt ud af kontekst. Digterpræsten skrev sangen om danskernes kamp mod nazisternes besættelse. Han vidste intet om hverken corona eller industriel minkavl.

Men spørgsmålet er relevant som aldrig før. På trods af flere samråd, et utal af ministerinterviews og flere skriftlige redegørelser er der stadig ingen, der sådan rigtig har kunnet forklare, hvordan det kunne gå til, at regeringen bragte sig på kollisionskurs med grundloven.

Jeg har skrevet det før og gør det gerne igen. Jeg tror ikke på, at regeringen bevidst har skøjtet hen over fundamentet for vores demokrati. Men sket er sket, så hvis det ikke var en bevidst handling, hvad var det så?

Læser man Fødevareministeriets 23 sider lange redegørelse af forløbet – og det bør man virkelig unde sig selv, da det er et unikt indblik i, hvordan der træffes krisebeslutninger i dette land – så giver den et billede af et embedsværk, der har været maksimalt pressede.


Den ene arm har simpelthen ikke vidst, hvad den anden har gjort. Ansvaret har ikke været klart placeret noget sted, og når alle har ansvaret, har ingen ansvaret.


Selvom dokumentet er skrevet i klassisk kancellisprog og dermed blottet for menneskelige følelser, så er det tydeligt, at der har været tryk på. Det er næsten sådan, at man selv kan mærke blodtrykket stige og mavesyren flyde ud i bugen, når man tygger sig igennem siderne.

Den ene arm har simpelthen ikke vidst, hvad den anden har gjort. Ansvaret har ikke været klart placeret noget sted, og når alle har ansvaret, har ingen ansvaret.

Særligt hektisk har det selvfølgelig været i dagene op til det nu sagnomspundne koordinationsudvalgsmøde tirsdag den 3. november sent om aftenen. Regeringen var først dagen før blevet orienteret om Statens Serum Instituts nye risikovurdering, der er den, der er årsagen til hele balladen.

Embedsmændene fik med andre ord ikke meget mere end et døgn til at forberede det beslutningsgrundlag, der skulle danne grundlag for en af de største enkeltstående politiske beslutninger i nyere danmarkshistorie. Det er ikke meget.

Med til historien hører her, at embedsværket i forvejen var hårdt spændt for. I flere måneder havde Fødevarestyrelsen forgæves forsøgt at kontrollere smittespredningen mellem landets minkfarme. Styrelsen fik hjælp af Beredskabsstyrelsen, og begge steder taler kilder om, at de aldrig før har skulle løfte en så krævende opgave.

Kilder i embedsværket fortæller om arbejdsdage på plus femten timer, weekender der bliver inddraget, og om ikke at kunne huske, hvilken dag på ugen det er, fordi alting glider sammen i en stor arbejdsgrød. Og det var altså før, de selv samme embedsmænd blev sat til at forberede beslutningsgrundlaget til regeringens koordinationsudvalgsmøde.

Måske noget af forklaringen på miseren skal findes her. Hastværk er lastværk, og risikoen for at begå fejl bliver bare større, når man er presset og tingene skal gå hurtigt. Måske det var derfor, der ikke var en embedsmand, der rakte hånden op og klart sagde, at der ikke eksisterer en lov, der giver regeringen mulighed for at kræve alle mink aflivet.

Og det leder os hen til Mette Frederiksen og hendes ansvar. Igen og igen har vi hørt hende sige, at regeringen opererer med et forsigtighedsprincip. Hellere gøre lidt for meget end for lidt for lidt i kampen mod corona.

Statens Serum Instituts risikovurdering er meget alvorlig, og det er klart, at den tvinger en regering til at handle hurtigt. Men spørgsmålet er, om Mette Frederiksen her handlede for hurtigt. Det er umådelig nemt at være bagklog, men hvorfor kaldte hun ikke på en timeout tirsdag aften, da klokken begyndte at nærme sig midnat?

Jeg er ikke spåkone, og derfor ved jeg selvfølgelig heller ikke, om et ekstra døgn eller to havde gjort nogen forskel. Men havde embedsmændene fået mere tid til at forberede beslutningsgrundlaget, så ville det alt andet lige have øget chancerne for, at hele denne skandale kunne have været undgået.

Det er i denne sammenhæng også interessant at diskutere, om det, at vi har med en etpartiregering at gøre, har gjort en negativ forskel.

På den ene side kan det selvfølgelig være voldsomt irriterende at skulle diskutere op og ned ad stolper, men nogle gange er det den slags diskussioner, der er med til at fange problemerne i opløbet. Det vil gøre ondt på enhver socialdemokrat at erkende, men måske manglede der en radikal politiker i koordinationsudvalget?

Underordnet hvad årsagen til balladen er, så bliver Mette Frederiksen nødt til at tage ansvar for processen og det beslutningsrum, hun har skabt. Vi mangler endnu at høre, hvad hendes svar er på spørgsmålet. Hvad var det dog, der skete?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Ejvind er ny holdkaptajn for indsamling af  julehjælp til fattige børnefamilier:  248 har allerede søgt om mad og gaver

Annonce