Annonce
Danmark

Funding: Dansk Folkeparti betaler prisen for at have lukket Messerschmidt ind i varmen igen

Det har været en rigtig dårlig uge for Dansk Folkeparti. Meld og Feld sagen er kommet tilbage for at hjemsøge Kristian Thulesen Dahl, og han har ikke kunnet gøre andet end at tage imod tævene. Skylden er i høj grad hans egen. Da han tog Morten Messerschmidt til nåde, gjorde han sig selv og sit parti sårbare.

En god politiker skal kunne spotte en møgsag på 100 kilometers afstand. Kan man ikke det, overlever man ikke længe i den ormegård, Christiansborg også kan være.

Kristian Thulesen Dahl er en god politiker, men i sagen om Meld og Feld har han gjort det modsatte af, hvad mange andre ville have gjort. Sagen, der handler om potentielt snyd og bedrag med EU-midler, er en rigtig møgsag. Det er tydeligt for enhver, og de fleste politikere ville som konsekvens have gjort, hvad de kunne, for at distancere sig fra den.

Men ikke Kristian Thulesen Dahl. Da han valgte at lade hovedpersonen i sagen – Morten Messerschmidt – opstille til Folketinget og efterfølgende give ham status af de facto politisk ordfører for partiet, inviterede han problemerne indenfor. Det står klart efter den forgangne uge.

Det ville ellers have været oplagt, at Thulesen Dahl havde hængt Messerschmidt til tørre, indtil sagen var slut. Lagt ham på is og først tøet ham op, når myndighederne og folkedomstolen havde fældet dom i sagen.

Men det gjorde DF-lederen ikke. Han tog den tidligere guldfugl til nåde før tid, og på den måde fik han sig selv fedtet godt og grundigt ind i sagen, og han afskar sig selv muligheden for at bruge Messerschmidt som syndebuk.

Den seneste uge har derfor også været gennemført hæslig for Kristian Thulesen Dahl. Ekstra Bladet har af flere omgange kunne fortælle om detaljer fra den endnu ikke offentliggjorte undersøgelse fra EU’s antisvindel enhed OLAF, og Thulesen Dahl har ikke kunnet gøre andet end at tage imod tæskene. Begynder han at forholde sig til delkonklusioner, er det skruen uden ende. Han har ikke noget andet valg end at afvente bagmandspolitiets konklusion.

Og imens Kristian Thulesen Dahl mørbanket venter på myndigheder, løber dagsordenen fra ham. Dansk Folkepartis udlægning af sagen står således mere og mere udfordret tilbage. Indtil nu har man måtte forstå på DF’erne, at sagen er et produkt af, at Morten Messerschmidt er et rodehoved. Eller en ”kreativ sjæl” som Pia Kjærsgaard formulerede det for tid tilbage.

Der var altså ikke tale om overlagt snyd og bedrag, men en form for uagtsomhed. Det billede kolliderer bare med den seneste uges historier fra Ekstra Bladet. Forfalskede underskrifter, fabrikerede fakturaer og angiveligt fingerede udbudsrunder er ikke roderi. Man kan glemme at betale en regning, fordi man roder, men kommer ikke til at begå dokumentfalsk.

Eneste formildende omstændighed er, at det fortsat er lidt svært at gennemskue, hvad motivet i de konkrete sager skulle have været. Der er endnu ikke eksempler på, at Dansk Folkeparti har haft en direkte økonomisk vinding ud af den dokumentfalsk, der beviseligt er foregået.

Men det er så også det eneste positive, der er at sige om den sag. Og det er i sig selv bizart, at hive det frem som et positivt element. Situationen er gennemført rædsom for Dansk Folkeparti. De har selv alle dage ageret moralens vogtere, når politikere fra andre partier havde været lidt for kreative med skatteborgernes penge. Morten Messerschmidt skrev sågar en bog under overskriften: Dagbog fra EU, om EU’s spild af penge. Bogen var finansieret af Meld.

Syndefaldet rammer altid de hellige hårdest, og det er årsagen til, at sagen om Meld og Feld gør så ondt på Dansk Folkeparti. De har sat en høj standard for andre, og nu rammer det som en boomerang.

Kunne Kristian Thulesen Dahl så bare i det mindste glæde sig ved, at det værste var overstået, men det kan han ikke. Det er kun lige begyndt. Ekstra Bladet er som en pitbull terrier. Når de først har bidt sig fast i et kødben, låser de kæberne og giver ikke slip.

Der er dybest set ikke noget scenarie, hvor det her ender godt for Dansk Folkeparti. I partiet tror man stadig på, at bagmandspolitiet henlægger sagen, men problemet for DF er, at det aldrig har handlet om jura. Det handler om moral.

Morten Messerschmidt kan således godt ende som en skyldig mand i befolkningens øjne, selvom han bliver frikendt af myndighederne. Og problemet for Kristian Thulesen Dahl er i den sammenhæng, at han gjorde Messerschmidts problemer til sine egne, da han tog ham til nåde. Det betaler han nu prisen for.

Annonce

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Jeg forstod det sådan, at da den kinesiske ambassadør opsummerede, så havde han sagt, at hvis det ikke bliver det her, så bliver der heller ingen handelsaftale.

Sådan skulle den færøske departementchef Herálvur Joensen ifølge Berlingske have formuleret sig til sin minister i en fortrolig samtale, som de to ikke var opmærksomme på blev optaget. Citatet underbygger, at Kina skulle have truet Fæøerne med ikke at indgå en handelsaftale, hvis landet ikke valgte den omstridte kinesiske televirksomhed Huawei som leverandør af et kommende 5G netværk.

- Det er dårlig sagshåndtering fra ende til anden.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) kritiserede sit embedsværk sønder og sammen, da hun på et pressemøde redegjorde for, hvorfor hun først meget sent var blevet informeret om mistanken om ulovligheder i Forsvarets Ejendomsstyrelse.

- Noget af det, der plager ghettoer, er kriminalitet, og derfor er vi nødt til at se på, om der skal yderligere tiltag til for at få nedbragt utrygheden og kriminaliteten i de områder. En af de ting, man kunne bringe i anvendelse, er ansigtsgenkendelse i ghettoområder.

Venstres Inger Støjberg gik på bagkant af denne uges store antiterroraktion, hvor omkring 20 mennesker blev anholdt, ud og åbnede op for, at der skal sættes kameraer op i Danmark, der kan ansigtsgenkende. Det blev dog få timer efter skudt ned af Jan E. Jørgensen, der også er venstremand.

- Det tegner til, at nu er det ved at være alvor med Brexit. Vi skal holde UK så tæt som muligt. Det er i vores og EU’s interesse - og briternes.

Boris Johnson vandt en overbevisende sejr ved denne uges parlamentsvalg i Storbrittannien. Det fik Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til på twitter at konkludere, at nu kommer brexit.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Regionalt For abonnenter

Borgmestre raser over skrottede solcelle-planer for millioner: - Det er fuldstændig vanvittigt

Annonce