Annonce
Danmark

Funding: Dansk Folkepartis katastrofevalg kan ikke bortforklares

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Pessimisterne fik ret. Dansk Folkeparti fik et elendigt valg til Europa-Parlamentet. Partiet gik allerede, før valgresultatet forelå, i gang med at placere ansvaret på alle andre end sig selv. ”Klimatosser”, journalister og EU blev bebrejdet. Og måske det er noget af forklaringen, men det er ikke dækkende. DF må også kigge indad.

Der lød et jubelsbrøl til Dansk Folkepartis valgfest på Christiansborg, da det første valgresultat blev vist på fjernsynsskærmene. Brølet kom dog ikke fra DF'erne, men i stedet fra venstrefolkene på etagen ovenover.

De havde netop fået at vide, at de var blevet valgets sejrherre med et historisk godt valg. Altimens stod DF'erne dødstille og kiggede mat ud i luften. Deres store frygt var blevet til virkelighed. Partiet blev mere end halveret i stemmeprocent og gik fra fire til et mandat. Et regulært katastrofevalg.

En komplet uvant situation for partiet, der aldrig før har prøvet en afvaskning af denne størrelsesorden. Et fald på rundt regnet 60 procent sammenlignet med det seneste valg.

Måske var det derfor, partiet, allerede før valgresultatet forelå, gik i gang med at placere ansvaret for nederlaget på alle andre end egne skuldre.

Partiets tidligere formand, Pia Kjærsgaard, tog tidligt på aftenen ordet og gik på talerstolen, hvor hun først tordnede mod EU-systemet, som hun mente havde forhalet undersøgelsen af skandalehistorierne i Meld og Feld.

- Det er over tre år siden, den er begyndt. Vi sidder med røven på kogepladen. Det er ganske urimeligt, at sådan noget ikke er afgjort. Og det er typisk EU-systemet bare at vente, sagde Pia Kjærsgaard, inden hun kastede sig over journalister og klimabekymrede danskere.

- Jeg kender jer jo, I pressefolk, spydige smil. Man fryder sig sådan en lille bitte smule, man kan se det på jer, og det kan I faktisk ikke være bekendt.

- Måske er det alle de, hvad er det nu man kalder dem, klimatosser. Nej alle dem, der alene går op i klima, fortalte Pia Kjærsgaard, inden hun understregede, at det var vigtigt, at de fremmødte huskede at klappe ad Kristian Thulesen Dahl, fordi han har haft det hårdt.

Den tidligere formand for Dansk Folkeparti har måske en pointe. I hvert fald når det kommer til klimaet. Dækningen af valget til Europa-Parlamentet har været fraværende, og den dækning, der har været, har haft et stort fokus på klimaet, hvilket ikke er en styrkeposition for DF.

Spørgsmål såsom grænsekontrol, social dumping og mindre EU har ikke fyldt det store, og det har ramt partiet. Læg dertil, at EU-valget er blevet afviklet midt under et kaotisk brexit, Donald Trump, der siger "America First", og Vladimir Putins Rusland, der opfører sig stadig mere aggressivt.

Men når man peger fingre ad andre, er der tre, der peger mod én selv, og det bør Dansk Folkeparti måske huske på.

Der er i hvert fald som minimum to selvforskyldte grunde til, at Dansk Folkeparti fik så ringe et valg i går.

Den første hedder Morten Messerschmidt. Han er givetvis den dansker, der til tid og evighed vil være indehaver af rekorden for flest personlige stemmer. 465.758 danskere stemte på ham for fem år siden.

Men med til historien hører, at Messerschmidt forvaltede valget dårligt. Han formåede ikke at holde sammen på sin fire mand store gruppe. Tværtimod var han selv med til at accelerere de interne konflikter i stedet for at løse dem.

Derudover kan han ikke - underordnet hvordan undersøgelserne imod ham i sagerne om Meld og Feld ender - løbe fra, at han som minimum har opført sig sløset på en måde, der har skadet hans eget parti.

Men Kristian Thulesen Dahl må også tage sin del af ansvaret. Gårsdagens katastrofevalg hænger i høj grad også sammen med den ringe opbakning, der er til partiet i meningsmålingerne til folketingsvalget.

Det bunder langt hen ad vejen i Kristian Thulesen Dahls beslutning om at placere Dansk Folkeparti i midten af dansk politik. Det har blåstemplet Socialdemokratiet, og gjort de mest borgerlige af DF’s vælgere i tvivl om, hvad man egentlig får, hvis man stemmer på partiet.

Dansk Folkeparti går nu nogle skrækkelige nyhedsdøgn i møde, og den malstrøm, partiet er fanget i, vil tage til i kraft. Hvad konsekvenserne bliver til folketingsvalget om ni dage, ved vi ikke, men DF’s krise er ikke ovre.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce