Annonce
Danmark

Funding: Mette Frederiksen risikerer at hænge på rød blok

Venstre ligger i noget, der ligner intern borgerkrig, og Dansk Folkeparti er stadig i granatchok over deres nedsmeltning ved valget. Lige nu er det svært at se, at de to partier er i stand til at indgå svære forlig hen over midten. Mette Frederiksens parlamentariske manøvremuligheder er med andre ord i fare for at svinde ind.

Det er svært at mindes, at en regering har fået en lettere start på livet end denne. Siden Mette Frederiksen trådte frem på Amalienborg slotsplads før sommerferien og præsenterede sit ministerhold, har det været meget småt med konkret politik fra regeringen.

En af de få undtagelser har været de pressemeddelelser, der er udgået fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, hvor han har proklameret implementeringen af de forskellige lempelser af udlændingepolitikken, der er blevet aftalt i rød bloks såkaldte forståelsesdokument.

Men radiotavsheden fra regeringen er ikke blevet straffet. Under normale ville det have været Gud givent, at oppositionen ville have angrebet Mette Frederiksen for løftebrud og langsommelighed, men intet er sket. Det har været som om, at oppositionen ikke har eksisteret.

Dansk Folkeparti virker stadig rundforvirrede efter den vælgerlussing, de fik før sommerferien, og det er som om, de endnu ikke har fundet ud af, hvilket ben de skal stå på. Det er blevet til nogle få angreb på regeringen, men de har virket forcerede og de er derfor ikke rigtig kommet op og flyve.

Særligt larmende har tavsheden dog været fra Venstre. Årsagen har været det ledelsesmæssige kaos, partiet befinder sig i. Fløje og fraktioner kæmper om at positionere sig til et eventuelt fremtidigt formandsopgør, og det har taget fokus fra oppositionsrollen.

I politik kan man altid glæde sig over andres ulykke, og man danser da også lige nu på bordene i Socialdemokratiet. Medfølelsen med kollegaerne i Venstre kan ligge på et meget lille sted til trods for, at man i Socialdemokratiet i årtier selv har prøvet at være pressens hovedleverandør til historier om internt ævl og kævl.

Ikke dermed forstået at begejstringen er uforståelig. Socialdemokratiet har fået arbejdsro til at komme i gang, og det det borgerlige alternativ til regeringen fortoner sig i tågerne af de interne diskussioner om arverækkefølgen i Venstre.

Men der er en bagside af medaljen. Hverken Dansk Folkeparti eller Venstre virker lige nu til at være et sted, hvor de er i stand til reelt at forhandle.

Misforstå ej. Begge partier vil naturligvis møde op til de forhandlinger, de bliver inviteret til, og der skal nok også blive lavet aftaler. Men det er svært at se, at de lige nu er i stand til at indgå forlig på områder, der ikke er nogenlunde konsensusprægede.

De svære forhandlinger – den slags, der kan rykke Danmark, og som ryger i historiebøgerne, de virker mere urealistiske lige nu. De kræver robusthed og stærkt lederskab – noget hverken Venstre eller Dansk Folkeparti virker til at have.

Lars Løkke Rasmussen kan således godt have en ambition om at ville samarbejde med Socialdemokratiet, men det er langt fra sikkert, at han har styrken til at bære et grumset kompromis igennem i Venstres folketingsgruppe.

Socialdemokratiet risikerer på den måde – hvis analysen er rigtig – lige nu at skulle basere sig på rød blok. Det er i sig selv ikke nødvendigvis en katastrofe, men det er sjældent sundt for en regering alt for længe ad gangen at være afhængig af de samme partier.

Tænk bare på den tidligere regering. Under Liberal Alliances ultimative krav accepterede Lars Løkke Rasmussen reelt, at Anders Samuelsen sad med de afgørende mandater i blå blok, hvilket afskar Løkke fra at lave brede aftale hen over midten. Det gav næring til konflikten mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, hvilket var startskuddet til det, der førte til blå bloks kollaps.

På samme måde ligger der en potentiel indlejret tidsindstillet bombe i røb blok. Hvis Enhedslisten er fra Mars, er Radikale Venstre fra Venus. Den politiske afstand mellem de to partier er – selvom der også er fællesnævnere – kæmpe stor. Det kan hurtigt ende galt, hvis fremdriften i Mette Frederiksens regering afhænger af, at disse to yderpunkter kan finde hinanden i stort og småt.

Så selvom man græder tørre tårer i den socialdemokratiske top, så følger man udviklingen i Venstre nøje. Og det virker til, at man ikke helt kan sige sig fri fra at håbe, at der kommer præcis nok ro på i oppositionspartiet til, at man kan bruge dem til noget.

Det kan da heller ikke afvises at det sker. Situationen de seneste uger har været uholdbar. Det er alle enige om. Så enten eskalerer det med resultat i en ny formand, ellers falder der ro på – i hvert fald indtil videre. Men indtil videre har Venstre mere travlt med at slås med sig selv, end at bedrive politik.

Annonce

Fundings udvalgte citater fra ugen i dansk politik

- Jeg håber, vi kan få en ny retning for udlændingeområdet, så vi ikke bare etablerer et nyt yderpunkt med rød blok, men at det reelt bliver noget, der er holdbart, og som kan føre til, at vi kommer et andet sted hen, hvor vi løser virkelige problemer.

Morten Østergaard fra Radikale Venstre rakte hånden ud efter Venstre i et interview med Avisen Danmark.

- Velfærden er mange steder for presset. Derfor sætter vi nu velfærden først. Det vil afspejle sig i den aftale, vi skal forhandle med kommunerne og regionerne og i finansloven.

Mette Frederiksen løftede for en af de første gange sløret for, hvad hendes regering kommer til at prioritere de næste måneder, da hun afholdte pressemøde på Marienborg i forbindelse med et regeringsseminar.

- Det er hovedrystende, at et parti, der kalder sig Danmarks liberale parti, har som førsteprioritet at komme i regering med Socialdemokratiet.

Det Konservative Folkpeartis formand Søren Pape Poulsen langede i avisen Danmark kraftigt ud efter Lars Løkke Rasmussen. Han efterlyste, at Venstre klart bandt sig til blå blok.

- Jeg vil gerne give vælgerne den garanti, at jeg vil arbejde hårdt for, at vi får samling på blå blok, og at vi søger kompromisser og samarbejde. Jeg vil ikke komme rendende med ultimative krav, og jeg vil ikke pege fingre af andre. Det har vi efterhånden brugt nok tid på.

Liberal Alliances nye politiske leder Alex Vanopslagh lagde på partiets sommergruppemøde afstand til hans forgængers Anders Samuelsen parlamentariske strategi.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Løst trailerhjul gav massesammenstød

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Varde

Købmand berørt over sur smiley: Der var ingen fare for fødevaresikkerheden

Annonce