Annonce
Danmark

Funding om Ellemanns power trip: En stærk reaktion fra en svækket leder

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.
Det var det helt store bat, Jakob Ellemann-Jensen fandt frem, da han fredag afstraffede Kristian Jensen for at bryde partidisciplinen. Avisen Danmarks politiske redaktør Thomas Funding peger på tre ting, der er værd at lægge mærke til.

1. Folk begyndte at se Ellemann som en svag leder

En leder kan ikke tåle at virke svag i politik. Gør han eller hun det, begynder folk at tvivle på lederskabet, og partidisciplinen falder fra hinanden.

Sådan har det lidt været i Venstre på det sidste. Snakken i partiet går, og den har handlet om, at Ellemann endnu ikke har manifesteret sig i den klassiske høvdingerolle, venstrefolkene er vant til, at deres leder udfylder.

Ellemann er i Forsvaret kaptajn af rang, men han har ikke formået at få orden i geledderne. Gruppemedlemmer har taget sig friheder, man normalt ikke tolererer i politik.

Uden at få mandat af partiets ledelse eller af folketingsgruppen har en række folketingsmedlemmer kommet med udtalelser, der har skabt tvivl om, hvad Venstres politiske linje er. Inger Støjbergs udtalelser om udlændinge og hendes forsvar for USA’s ret til at dræbe den iranske general Qassem Soleimani er blot to eksempler på dette.

Jakob Ellemann-Jensen har med andre ord været under pres for at sætte sig i respekt, og det blev altså Kristian Jensens interview i Jyllands-Posten, der var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

Annonce

2. En stærk leder har ikke brug for at hævde sin autoritet

Det er tydeligt, at Jakob Ellemann-Jensen forsøger at bruge straffeaktionen mod partiets tidligere kronprins til at statuere et eksempel.

Ved både at udsende en pressemeddelelse og dele nyheden på sociale medier, forsøger formanden at sende et klart signal til sine egne. Folketingsgruppen skal forstå, at solorytteri ikke accepteres. Det straffes.

Og mon ikke det får en pædagogisk virkning på de gruppemedlemmer, der tidligere har følt, at de ikke behøvede at spørge om lov, før de gik ud og mente noget. Ellers har Ellemann nu sat en standard, han bliver nødt til at følge fremover.

Men magtdemonstrationen kommer med en pris. Venstreformanden får godt nok trukket en streg i sandet, men han kommer også ufrivilligt udadtil til at bekræfte billedet af en leder, der ikke har den fornødne respekt i sit eget parti.

Havde han været en stærk leder, var det aldrig kommet til dette. En stærk leder havde ikke haft brug for at hævde sin autoritet. Den er usagt, og folk indretter sig instinktivt efter den. Og gør de ikke, kan en let berøring ofte være lige så effektfuld som en syngende lussing.

Skåret ud i pap, så er Ellemann nødt til at spille med musklerne, fordi folk ikke tror, han har nogle. Hans reaktion er et resultat af, at folk har opfattet ham som svag.

3. Det kommer der til at ske nu

En anden ulempe ved Jakob Ellemanns power trip er, at det kommer til at sætte fokus på manglen på politisk projekt.

Balladen er nemlig langt fra slut. Det, der kommer til at ske nu, er, at der til næstkommende gruppemøde i Venstre vil stå en horde af journalister foran partiets mødelokale.

Her vil pressens gentlemen selvfølgelig forsøge at få Ellemann til at begrunde straffeaktionen, men hvad mere væsentligt er, så vil de spørge ind til, hvad han tænker om indholdet i det interview, Kristian Jensen gav, og som er baggrunden for hele miseren.

Er han enig i, at Venstre skal søge et samarbejde med regeringen om en økonomiske plan for de næste ti år? Siger han ja, virker det fjollet, at Kristian Jensen skal straffes, og siger han nej, vil det opfølgende spørgsmål blive. Hvad mener du så?

Og det er kernen af problemet. Hele det her forløb bunder i sidste ende i, at det er uklart, hvad Jakob Ellemann-Jensens politiske projekt er. Havde det stået tindrende klart, ville det også have været sværere for Kristian Jensen at give sit interview. En ting er således at forsøge at fylde et tomrum ud, noget andet er at udfordre partiformandens linje.

Og det er der, den her sag ender, når røgen har lagt sig. Kristian Jensen blev fyret for at opføre sig illoyalt og uden mandat forsøge at udstikke en politisk retning for Venstre. Men hvad mener partiets formand egentlig?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: Dum, dummere. . .

På nettet faldt jeg forleden over overskriften ”Dumhed er godt for karrieren”. Det viser, at formålsløs surfen rundt ikke er af det onde endsige spild af tid og ikke nødvendigvis fører ud i blindgyder som katte-videoer eller hjemmesider, der lover hviderussisk kæreste, hvis man taster sine bankoplysninger ind. For sådan en overskrift må pirre enhver. Både dem, der vil tænke: Jamen, det forklarer da en del. Hvorefter de i tankerne gennemgår alle de dummernikker, de kender, og som har overhalet dem her i livet – blandt andet takket være en hurtigere og dyrere bil. Og så må overskriften også røre noget i alle dem, der rammes af det mentale meteornedslag: Hvad har jeg gjort forkert? Jeg hører til den sidste gruppe. (Okay, også lidt til den første. Jeg synes, også det forklarer en del. Jeg vil bare ikke nævne navne. Det vil være dumt.) Men altså: I den gruppe har vi svært ved at forstå, hvad der gik galt undervejs. Jeg mener, jeg har da dummet mig rigeligt, og det har givet en hel masse: Et ar på hagen, gæld, en Citroën C3, og biblioteksbøder. Men karriere? Overskriften om den karrierefremmende dumhed stammede fra DJØF-bladet, og så bør man være opmærksom og læse teksten grundigt. De er nemlig ikke dumme. Artiklen handlede om to forskere, der havde fat i begrebet ”funktionel dumhed”, som de holdt op imod ”traditionel dumhed”. Det sidste er sådan noget som at slå græs i stormvejr i badebukser eller råbe ”bøsserøve” efter en flok HA’ere. Funktionel dumhed hænger snævert sammen med, at vi i vores del af verden i mange år har haft det mantra, at vi skal konkurrere, ja overleve, på vores kloge løsninger. Vores hjernevindinger. Vores viden. Så kunne kineserne lave de dippedutter og producere de cup noodles, kloge hoveder skal bruge for at holde vidensmaskineriet kørende. Den dagsorden var kineserne i parentes bemærket ikke helt med på, og det var måske den første dumhed – sådan en helt traditionel en af slagsen. Alle de videnstunge virksomheder og organisationer kræver medarbejdere med videnstunge CV’er, og dem er man så omhyggelig med at ansætte en masse af. Hvorefter disse altså booster deres karriere ved at gøre en masse dumme ting, og det er ikke fordi, de er ansat til det. Altså, et stillingsopslag med ordlyden: Er funktionel dumhed en af dine kompetencer så læs videre. Nej vel? Nej, det sker helt automatisk. Funktionel dumhed, sagde de to forskere, kræver nemlig begavelse, så man kan opfylde omgivelsernes forventninger om ”at levere enkle løsninger og optimistiske udsagn”. Gerne på to PowerPoints-præsentationer så vi dumme også kan være med. Forskerne brugte finanskrisen som eksempel: Bankerne tjente i flere år styrtende med penge ved at handle med spekulative, finansielle produkter, de ikke selv kunne gennemskue risikoen af, og så brasede det hele sammen. Ret dumt kunne man sige, men også funktionelt, for bankerne klarede det jo meget godt, fordi andre kom og ryddede op, og en masse mennesker tjente en masse penge. Til gengæld tabte endnu flere mennesker også penge, de mistede deres jobs og måske også deres hjem. Og det er nok dem, der sidder tilbage med en følelse af at være de dumme. Sådan helt traditionelt dumme.

Esbjerg

Klar til kamp om ballon-forbud: Esbjerg-politikere bokser endnu en runde

Esbjerg

Esbjerg Kommune: Slut med balloner til børn efter kritik af kommunalt arrangement

Annonce