Annonce
Indland

Funding: Venstre fanget mellem fortid og fremtid

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Landbruget er stadig en magtfaktor i Venstre, men ikke længere i vælgerhavet. Det skisma giver Venstre problemer. Partiet vil gerne være grønt, men har svært ved at gå hele vejen, så længe landmændene fylder så meget i organisationen, som de gør. Jakob Ellemann-Jensen har forsøgt at rykke hegnspælene, men risikerer at ødelægge sin fremtid på det.
Annonce

Jeg talte for nyligt med en landmand. Hans søn er 13. generation på slægtsgården. Og ligesom jorden er gået i arv, er medlemskabet af Venstre også. Landmænd stemmer Venstre.

Men ikke mere. I hvert fald ikke i det konkrete tilfælde. Sønnen havde for kort tid siden meldt sig ud af partiet, og faderen var også på jagt efter et nyt parti at sætte kryds ved. De følte ikke længere, at Venstre var landmændenes parti.

Historien er symptomatisk for den brydningstid, Venstre befinder sig i.

Venstre er rundet af landbruget og er stadig tæt forbundet med erhvervet. Det oplever man tydeligt, hvis man deltager i møder i Venstre i det jyske. Der er ikke mange partiforeninger eller kredsbestyrelser, hvor der ikke sidder en landmand med ved bordet. De engagerer sig i deres parti og deres lokalsamfund.

Men verden uden for Venstre har ændret sig. Spoler man tiden tilbage til anden verdenskrig, var der omkring 200.000 landbrug i Danmark. I dag er der omkring 10.000. Læg dertil at landbruget siden krigen er blevet effektiviseret i en grad, så det i dag kræver langt færre ansatte at dyrke jorden og passe dyrene.

Landbruget er blevet ubetydelige i vælgerhavet, men er stadig en magtfaktor internt i Venstre. Og den kontrast volder partiet problemer. Venstre er populært sagt fanget mellem fortiden og fremtiden.

Ligesom alle andre partier løber Venstre lige nu efter klimabolden, der bliver et stort tema i den kommende valgkamp. Særligt vælgerne i byerne går op i det. Og det både røde og blå. Det lader til, at man ikke kan blive statsminister i dette land, hvis man ikke vil redde planeten.

Så det vil Venstre også. Det var derfor Jakob Ellemann-Jensen blev miljø- og fødevareminister. Han overtog, efter Eva Kjer Hansen og Esben Lunde Larsen havde siddet på posten. De er begge børn af landmænd.

Ellemann skulle give Venstre en grønnere profil, og det tog han alvorligt. Han proklamerede på sin første dag, at han ville flytte fokus fra landbruget til miljøet, og i denne avis udtalte han senere, at han mente, det var en fordel, at han ikke var landmand. Så var linjen ligesom lagt.

Men man ændrer ikke bare sådan kurs i et parti som Venstre, hvor der sidder landmænd i stort set alle ledende organer. De har med tiltagende bekymring fulgt den nye miljø- og fødevareministers ageren, og for snart to måneder siden blev bekymring til frustration.

Det var, da Jakob Ellemann-Jensen udtalte til Berlingske, at han var skuffet over, hvor lidt landbruget ifølge ham havde gjort for at sænke kvælstofudledningen.

Det var en rød klud i ansigtet på mange landmænd, der mente, kritikken var populistisk og usaglig. Flere landmænd følte, at det parti, de var født ind i, vendte dem ryggen. Herunder den tidligere benævnte landmand og hans søn.

Man skal i denne sammenhæng forstå, at det hele er meget følelsesladet. Landmændene føler sig notorisk forfulgt af en by-elite. Spørger man landmændene, er de usaglige, politisk motiverede og fuldstændig uden blik for, hvad erhvervet har af betydning for dansk økonomi. Ord betyder derfor noget, og skindet er ømt. Det gælder særligt, når ordene kommer fra en, der i deres optik burde vide bedre. En ven. Det bringer følelserne i kog.

Det i en grad, så flere venstrefolk i denne avis nu offentligt kritiserer deres egen minister. Det ser man ikke hver dag. Det vil være forkert at kalde det er oprør, og derfor gør vi det heller ikke. Men der er tale om folk, der ikke er uvæsentlige i Venstre, og uden for citat står endnu flere klar til at fortælle, hvor gale de er på Ellemann. Det kan blive et problem for den ambitiøse venstremand, der tidligere har udtalt, at han godt en dag kunne tænke sig at blive formand for sit parti.

Inden for de næste to måneder kan blå blok meget vel have tabt valget, og Lars Løkke Rasmussen er dermed fortid som partiformand. Alt tyder på, at arvtageren hedder Kristian Jensen. Der bliver i Venstre spekuleret i, om Ellemann kunne finde på at udfordre Jensen, men ikke mange tror på det. Han er ikke stærk nok.

Hovedparten af kilderne regner med, at miljø- og fødevareministeren i stedet går efter næstformandsposten, hvor han vil kunne ligge på lur, hvis Jensen skulle fejle som formand. Og det er her, den stigende utilfredshed i det jyske bagland kommer ind i billedet.

Flere centrale kilder er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om Jakob Ellemann-Jensen vil kunne tage næstformandsposten. Simpelthen fordi modstanden mod ham i den landbrugsvenlige del af Venstre er blevet for stor.

Om det går så galt for Ellemann, kan jeg personligt tvivle på. Kristian Jensen står over for en kæmpe opgave med at få samlet Venstre igen og få redefineret, hvad projektet egentlig er. Det er svært at se, at han kan vende Venstre i byerne ryggen, og klimadagsordenen virker ikke til at være en forbigående modedille. Han har derfor brug for en mand som Ellemann.

Og deri ligger landmændenes problem. De er sure på Jakob Ellemann-Jensen, men glemmer, at han handler på mandat. Han udfører en opgave, Løkke har sat ham til. Og det er svært at se, at den ændrer sig, uanset hvem der formand.

Landbruget er blevet ubetydelige i vælgerhavet, men er stadig en magtfaktor internt i Venstre. Og den kontrast volder partiet problemer. Venstre er populært sagt fanget mellem fortiden og fremtiden.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding

Skoler og institutioner skal fortsat holde lukket i Kolding: Borgmester kritisk over for sen udmelding

Trekantområdet

Politikere er ikke i særlig kategori: Middelfarts 46-årige borgmester lod sig covid-19-vaccinere på samme tid som plejehjemsbeboere

EfB For abonnenter

Kommentar: Derfor kan topkampene koste EfB oprykningen

Annonce