Annonce
Danmark

Fundings analyse: Tre centrale spørgsmål til at forstå balladen om udligningssystemet

Thomas Funding, politisk redaktør. Foto: Michael Nørgaard

.

Annonce

1. Hvorfor gik det galt sidst?

Timing er alt i politik, det lærte den tidligere regering på den hårde måde. Oprindeligt havde Løkke-regeringen en ambition om at få lavet en ny udligningsordning i første halvdel af sidste valgperiode, men af forskellige årsager blev opgaven skubbet.

Da man endelig tog hul på forhandlingerne, var der kun omkring et år til folketingsvalget, og det gjorde alting mere bøvlet. Både Venstre og Socialdemokratiet var meget opmærksomme på ikke at lave en aftale, hvor de fik deres borgmestre på nakken. Hverken Løkke eller Frederiksen havde lyst til at stå i valgkampen og blive beskyldt for at være skyld i nedskæringer i kommunerne.

Læg dertil at den daværende VLAK-regering havde meget forskellige interesser, når det kom til udligning. Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har kerneland i de rigeste kommuner omkring hovedstaden, der stod til at skulle af med penge. Venstre står modsat stærkt i provinsen, hvor mange borgmestre forventede, at der var en check på vej til dem.

Onde tunger på Christiansborg vil mene, at det var det, der i sidste ende fik daværende indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille til at køre forhandlingerne i grøften. Simpelthen fordi han var bange for, at V og S skulle finde sammen om en aftale, der pelsede Liberal Alliances vælgere. Faktum er i hvert fald, at forhandlingerne i april 2018 brød sammen og blev udsat.

2. Hvorfor er politikerne så bange for at røre udligningen?

Udligningsordningen. Et ord, der kan få det fysiske ubehag frem hos de fleste politikere - og det særligt socialdemokrater og venstrefolk.

Det er en skal-opgave at få saneret ordningen, men for landets to største partier er det nærmest per definition en tabersag. Socialdemokratiet er repræsenteret i samtlige 98 kommuners byråd og kommunalbestyrelser, og for Venstres vedkommende er tallet 96. De to partier kan derfor ikke tage penge fra nogen, uden at de lægger sig ud med dele af deres egne baglande.

Anderledes forholder det sig for partier som Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. De to første har primært deres vælgerbaser i de rigeste kommuner - ofte bykommuner - og DF står klart stærkest i landkommunerne, der ofte også er de relativt fattigste. Disse partier kan derfor tåle at have en klarere kant i debatten.

Politikerne i S og V plejer at sige, at man har ramt den rigtige balance i udligningsordningen, når landets borgmestre er lige sure på en. Typisk vil de, der får penge, således mene, at de ikke har fået nok, og de, der skal betale, vil mene, at de betaler alt for meget.

3. Lykkes det denne gang?

Man plejer at sige, at tredje gang er lykkens gang, og det gamle ordsprog ser ud til at holde. Den tidligere regering gjorde således to mislykkede forsøg, men nu lader det til, at det lykkes.

Både Socialdemokratiet og Venstre er under massivt pres fra deres respektive kommunale baglande for at få lavet en aftale, og derudover er der i begge partier en reel erkendelse af, at man ikke kan fortsætte med det fejlbehæftede udligningssystem.

Timingen denne gang er desuden bedre end i sidste valgperiode. Der er - formodentlig - lang tid til det kommende folketingsvalg, og selv om kommunalvalget kun er godt halvandet år ude i fremtiden, er det stadig på fornuftig afstand.

Det mest sandsynlige scenarie virker til at være, at S og V bliver enige om det meste, og så får nogle af de mindre partier mulighed for at få småændringer igennem. Dog er det tvivlsomt, at DF, LA og Konservative går med. Dertil har de for store interesser i at stå udenfor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Kolding For abonnenter

Venstre solo om at fastholde udskældt besparelse på ældre

Annonce