Annonce
Indland

Fusk med salg af kæmpe mængde chokolade giver millionsmæk

En sag om unddragelse af chokoladeafgifter og moms har resulteret i bøder for i alt 13 millioner kroner.

Staten gik glip af store summer, da en virksomhed i København fra juli 2013 til juni 2014 importerede og videresolgte 422.000 kilo chokolade.

Godt 15 millioner kroner i form af chokoladeafgifter og moms blev ikke betalt, og det har mandag ved Københavns Byret resulteret i millionbøder til to mænd på henholdsvis 73 og 74 år.

Den 73-årige idømmes en bøde på 9,9 millioner kroner samt fængsel i tre år og tre måneder. Heraf er størstedelen - to år og ni måneder - dog gjort betinget.

Den 74-årige straffes med en bøde på 3,1 millioner kroner.

Det oplyser anklagerfuldmægtig Julie Frigast Gredal fra Københavns Politi.

- Ved strafudmålingen lægger man vægt på, at der har været tale om systematisk svindel med moms og chokoladeafgifter, og at det er sket over en længere periode.

- Man lægger desuden vægt på størrelsen af det unddragne beløb, siger Julie Frigast Gredal.

Den 74-årige var indehaver af den virksomhed, der solgte chokoladevarerne, mens den 73-årige var direktør i et selskab, der stod for rådgivnings- og administrationsopgaver i den medtiltaltes firma.

De to mænd var tiltalt for unddragelse af chokoladeafgifter for 10,3 millioner kroner samt unddragelse af moms for samlet 4,7 millioner kroner.

Indehaveren af det firma, der importerede og videresolgte chokoladen, blev frifundet for fusk med chokoladeafgifter.

Til gengæld blev ejeren af rådgivningsfirmaet kendt skyldig i medvirken til unddragelse af chokoladeafgifter.

Begge blev i et vist omfang kendt skyldige i spørgsmålet om momsunddragelse. Her mente Københavns Byret, at den 74-årige havde gjort sig skyldig i overtrædelse af momsloven ved grov uagtsomhed.

- Retten finder, at han har handlet groft uagtsomt ved at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, fortæller Julie Frigast Gredal.

Egentlig var han ikke tiltalt for at have handlet uagtsomt. Men i løbet af sagen har anklageren argumenteret for, at det var muligt at henføre spørgsmålet om momsfusk under en paragraf om netop grov uagtsomhed.

Den 73-årige blev dømt for medvirken til grov momsunddragelse.

- Retten finder det bevist, at han gennemførte transaktioner, som havde til formål at unddrage statskassen moms og afgifter. Derfor finder man, at han har haft det fornødne forsæt, siger Julie Frigast Gredal.

Sidstnævnte skal betale en erstatning til Skat på 15,1 millioner kroner.

Hvorvidt også den 74-årige skal betale erstatning til statskassen, skal afgøres på et senere tidspunkt.

De to mænd var tiltalt for sammen at have begået afgifts- og momssvindel. Men at momsunddragelsen skal være sket i fællesskab, har Københavns Byret ikke fundet bevist.

De to mænd har gennem hele sagen nægtet sig skyldige.

Både anklager og de tiltalte har nu 14 dage til at overveje, om de vil anke dommen fra Københavns Byret.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Kolding

Vej spærret: Store mængder regn giver problemer i Kolding

Annonce