Annonce
Haderslev

Fynsk drøm om egen campingplads blev opfyldt i Sønderjylland

Familien Hansen fra Ullerslev ved Nyborg overtog Sønderballe Strand Camping i år. Her er det fra venstre Mikkel, Frederik, Camilla, Elias og Herman. Foto: Larz Grabau
Nyt værtspar har været campinggæster hele livet. Men nu er det alvor, og de har mange planer for deres egen campingplads.
Annonce

SØNDERBALLE STRAND: Lidt uventet var der en ekstra oplevelse for campisterne lørdag og ikke mindst for de nye indehavere og især for deres mindste drenge på seks og syv år; Herman og Elias.

Truttende og båttende kørte 40 veteranbiler lige forbi på en udflugt rundt i Sønderjylland.

Familien Hansen overtog 1. april Sønderballe Strand Camping.

– Trods corona-krisen er det lykkedes at få et ok forår, konstaterer Mikkel Hansen.

Og her vil de netop gerne have flere aktiviteter.

– Planen er flere aktiviteter i sommer, som fælles spisning, krabbefiskeri, snobrød, kreativt værksted og børnediskotek, fortæller Camilla Hansen.

Og i tv-huset er der et rum, som kan blive lavet om til et fristed for de unge.

Den ene udlejningshytte, som pladsen rummer, er også for lidt, så der skal bygges flere.

Legeredskaber var der heller ikke nok af. Så der er ind til videre indkøbt fire mooncars.

Annonce

Strandcafé

Grillbaren skal der også udvikles på. Næste sæson overtager parret den selv. Men hvad det ender med, ved de ikke endnu.

– Vi overvejer stadig, hvad det så skal blive til. Vi vil gerne have, at der er lidt mere miljø; lidt strandpromenadeagtigt, siger Camilla Hansen.

Det var da også stedet med stranden, bugten og livet på vandet, der tiltrak dem ved Sønderballe. De havde i længere tid søgt efter en campingplads, som de kunne overtage. Sønderballe Strand Camping var egentlig ikke til salg, men de forrige ejere Freddy og Helle Christiansen havde og driver stadig Campingpladsbørsen, så derfor kontaktede de dem. Men ingen af de pladser, de var rundt og se på, havde det, de søgte.

– Vi faldt ikke rigtig for nogen af dem. Så bød de os herned, så vi kunne se, om det var den type plads, vi søgte efter. Og det var det, forklarer Mikkel Hansen.

– Det er miljøet på pladsen, der er det væsentligste for os. Og miljøet udenom. Du kan sagtens have en campingplads ned til en fin sandstrand, men hvor der ikke er noget miljø, tilføjer han.

Annonce

Selv campister

Så 1. marts overtog de helårshuset på pladsen og flyttede fra Ullerslev . Og en måned senere overtog de selve campingpladsen.

Det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse.

– For mit vedkommende har det altid været en drøm, fra jeg var helt ung, konstaterer Mikkel Hansen.

Den var Camilla helt med på. For de har camperet hvert år, siden de fandt sammen. Og de er begge vokset op med campingferier sammen med deres forældre. Derfor har de også altid kommenteret på de campingpladser, som de har ferieret på sammen:

– ”Hvis det her havde været vores campingplads, så havde vi gjort sådan og sådan”, uddyber Mikkel Hansen.

Og ejerskiftet er der blevet taget godt imod. Der er 130 fastliggere, hvoraf 105 har deres vogne stående året rundt. Og ventelisten på en plads bare vokser.

Campingpladsen er godkendt til i alt 230 pladser.

Annonce

Karriereskifte

Men faktisk har det nye værtspar kun de to og en halv måneds erfaring med at drive en campingplads. De sidste 16 år har Mikkel været servicechef på Gymnasiet i Nyborg. Og Camilla var skolelærer i otte år i Nyborg, før de skiftede branche.

– Vi har nok et servicegen. Det ligger til os at gøre noget for andre mennesker, siger Mikkel Hansen.

– Det er nok heller ikke en ulempe, at vi er meget snakkede, indskyder Camilla.

Der er da også mange, som vil snakke på turen rundt på pladsen. Én kommenterer på, at det er godt, at den skæve flagstang nu er blevet rettet op. Andre på udsigten. Nogle af fastliggerne har haft de gode pladser med udsigt til Genner Fjord i årevis. De går ligefrem i arv.

Og selvom det nye værtspar har mange planer for at ændre på pladsen, skal meget blive ved det gamle.

– Vi vil gerne have en plads, der er gammeldags på den fede måde. Vi vil ikke være en femstjernet campingplads. Den skal være for alle, siger Mikkel Hansen.

– Vi kan godt lide, at der er blandede folk; fra den almindelige arbejder til direktøren, der snakker sammen. Og du kan ikke se, hvem der er hvem, supplerer Camilla.

– Alle er lige hernede, konstaterer Mikkel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce