x
Annonce
Sønderborg

Gå og spis dig igennem Kær Vestermark

Kulinarisk Vandredag ved Kruså har igennem mange år været et populært arrangement. Nu er turen kommet til Sønderborg. Arkivfoto: Claus Thorsted
Efter syv succesfulde gange med kulinarisk vandredag i Kelstrup Plantage ved Kruså er det nu Sønderborg, der får gavn af arrangementet.

Sønderborg: Kulinariske fristelser venter forude under hele turen, hvis man går med søndag den 19. april, når der er Kulinarisk Vandredag. Det er Torvehallen med Paul og Margrid Loichtl, som sammen med samarbejdspartnere har arrangeret turen, der er på 10,5 kilometer.

Starttidspunkter er hver halve time mellem klokken 9.30 og 13. Turen vil vare cirka 4 timer med pauser undervejs, hvor der er mulighed for at indtage lidt godt til ganen. Turen går langs vandet ud til Kær Vestermark og tilbage til Torve-Hallen.

Undervejs møder man lokale producenter og forhandlere, som byder på smagsprøver. Afslutningen på den kulinariske vandring foregår på Torve-Hallen med lidt godt at spise. Der vil her være mulighed for at købe de smagte produkter.

Annonce

Opfordret af stamgæster

Paul og Margrid Loichtl har tidligere med stor succes arrangeret kulinarisk vandredag hele syv gange i Kelstrup Plantage ved Kruså med flere hundrede deltagere.

Ægteparret stoppede som forpagtere af Holdbi Kro ved Kruså i september 2018 og kastet sig over et nyt eventyr i Sønderborg. 1. oktober 2018 overtog de Torve-Hallen i Sønderborg ved siden af Kong Christians X. Bro.

- Vi har haft besøg af mange af vores stamgæster fra Holdbi, som har spurgt ind til, hvornår vi igen arrangerer Kulinarisk vandredag. Efter 16 måneder og en meget travl start i Torve-Hallen har vi nu overskud igen til at arrangere den populære vandredag, forklarer Paul Loichtl.

Tilmelding sker per mail til info@torve-hallen.dk. For mere information læs på hjemmesiden www.torve-hallen.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce